I sommeren 2020 ringede den dengang 16-årige Alejandro Garnachos telefon. I den periode var det ikke sært. Han havde imponeret på Atlético Madrids akademi, hvilket gjorde, at mange store klubber ville have kantspilleren. Men lige dét her opkald var specielt.
Det var nemlig Manchester United, der ringede. Og Garnacho var ikke i tvivl.
Ifølge Marca er den unge kantspiller nemlig kæmpestor Manchester United- og i særdeleshed Cristiano Ronaldo-fan. Gennem store dele af sin (ungdoms-)karriere var nummer 7 det nummer, han allerhelst ville spille i. Og det gjorde beslutningen om at tage turen nordpå mod Sunny Manchester endnu nemmere.
Langsom start på U18-holdet
Selvom Garnacho blev anset som et af de største talenter, 2004-årgangen har kunnet producere, måtte han henvises til U18-holdet i første omgang – fremfor U23-holdet. Der kunne han lære at akklimatisere sig, sammen med de andre spanske, unge indkøb, Marc Jurado fra FC Barcelona, og Alvaro Fernandez fra Real Madrid.
Mens sidstnævnte hurtigt blev førstevalg på U23-holdets venstrebackposition, skulle det gå lidt langsommere, før Garnacho kom op i samme selskab. Her havde han konkurrenter som Anthony Elanga, Hannibal Mejbri, Shola Shoretire og til tider også Amad Diallo, han skulle slå af. Fornemt selskab.
Til trods for, at Garnachos debutsæson i hjerteklubben var langsom, kom han efter det på U18-holdet – blandt andet med et hattrick i april mod Stoke.
Det endte nemlig pænt for Garnacho i 2020/21-sæsonen, selvom han i store dele af sæsonen var overskygget af Charlie McNeill og Joe Hugill. Han lavede syv mål og fire assists i de 18 kampe, han fik. Og det betalte sig for ham, da han i juli 2021 fik tilbudt sin første professionelle kontrakt med Manchester United.
– At skrive under med Manchester United er en drøm, der er gået i opfyldelse, skrev Garnacho på sin Instagram-profil.
Men hvis drømme, der går i opfyldelse, svarer til at vågne fra dyb søvn, var sommerens kontrakt blot en hurtig vågen tilstand, inden man prompte lukker øjnene igen. For Garnachos drømme er – og var – langt fra færdige med at gå i opfyldelse.
Elanga-gennembrud vigtigt for forfremmelse
Selvom Garnacho viste fine takter på U18-holdet, var der lige ham den to år ældre Anthony Elanga på hans plads på U23-holdet, han skulle slå af. Og selvom Ole Gunnar Solskjær eftersigende var tilhænger af den svenske kantspiller, var det først, da Ralf Rangnick kom til i slutningen af november, at Elanga for alvor blev førsteholdsspiller. Og dermed kom der et hul på U23-holdet.
Og lige siden er det – bortset fra en mindre skadesperiode i januar – der, han har gjort sine græsgange. Han har imponeret, blandt andet med to mål mod Blackburn, men det er faktisk i FA Youth Cuppen, han har imponeret mest.
Her har han scoret fire mål og lavet tre assists i fire kampe i verdens ældste cupturnering for de unge engelske hold. Og netop i den turnering har han vist, at han er noget helt exceptionelt.
Mod Scunthorpe lavede han et saksesparksmål, mod Everton lavede han et vanvittigt solomål, hvor han viste prøver på sin fart – efterfulgt af en siiiu-jubelscene, selvfølgelig. Og senest mod Leicester lavede han Uniteds to mål i 2-1-sejren, der sendte dem videre i turneringen.
Og vinder United FA Youth Cuppen, kan man roligt kalde Alejandro Garnacho for MVP af den turnering, hvis man altså gør sig i de termer på denne side af Atlanten.
Garnacho som spillertype
Og lige lynhurtigt tilbage til solomålet mod Everton, og lad mig citere MUTV-kommentator Febian Brandy om målet i de døende minutter:
– Det er vanvittigt, det han laver. Det ligner, han spiller i kampens første minut. Han ser slet ikke træt ud og viser stort overskud i feltet. Jeg er meget glad på hans vegne, og var kampens spiller.
Brandy har ret. Garnacho har og udviser nogle helt klare kompetencer. Som en ægte kantspiller er han udstyret med en enorm fart, som gør, at ”tabet” af Elanga til førsteholdet ikke rigtigt mærkes. For den unge spanier kan i den grad strække et forsvar.
Derudover har han, lidt ligesom Elanga, dét der ungdommelige gåpåmod, hvor han aldrig er bange for at udfordre. Det er som om, han er overbevist om, at han vil vinde hver 1-mod-1-duel, han går ind i.
Garnacho er højrebenet, men er bestemt heller ikke ueffen med venstre. Det betyder, at han kan gå begge veje, og det, sammenlignet med hans unikke fart, gør, at højrebacks i det engelske ungdomssystem har været bange for at møde ham hver uge.
Han har en god indlægsfod, men det, der gør ham unik, er hans koldblodighed foran kassen. Det vises meget godt ved, at han er involveret i præcis et mål pr. 90 minutter for Manchester Uniteds forskellige hold i al den tid, han har været der.
Og han viser ingen tegn på, at den slags skulle ændre sig.
Fremtiden
Det skal først og fremmest slås fast, at Garnacho stadig er meget ung, og først fylder 18 år til sommer. Men hans klare spidskompetencer og Uniteds manglende offensive bredde kan gøre, at spanieren måske allerede kan få debut for førsteholdet i indeværende sæson.
Ralf Rangnick var til stede, da United slog Leicester – i øvrigt et af de bedste hold på denne årgang i England i øjeblikket – med 2-1, og tyskeren er ikke afvisende overfor, at et par af de unge snart kan få debut.
– Det er første gang, jeg ser dem spille i en kompetitiv kamp. Meget teknisk dygtige og talentfulde spillere. Det bliver interessant at se, om man i fremtiden kan se nogle af dem få debut for førsteholdet. Men det er et stort step up, og det hele handler om den mentale styrke og vilje.
Måske får Alejandro Garnacho ikke førsteholdsdebut i indeværende sæson. Måske er det for tidligt.
Men mangler Manchester United en kampændrende spiller på et tidspunkt i slutningen af sæsonen, skal du ikke lade dig kimse ad, hvis Garnacho falder dig i tankerne. For det er ikke umuligt, at han kan blive den næste store United-stjerne.