100.000 hyldede United i Manchesters gader

Manchester United blev mandag aften hyldet for klubbens 20. engelske mesterskab, da over 100.000 fans invaderede Manchesters gader.

Fantastiske scener udspillede sig, da Manchester United mandag aften blev hyldet i Manchesters gader.

Efter en eftermiddag hvor vejrguderne både havde budt på sol, regn, hagl og massiv kold blæst, så skinnede solen da Manchester Uniteds spillere ved 18-tiden begyndte at stige på den mesterskabsfarvede dobbeltdækker bus foran Old Trafford.

Allerede her var hele Sir Matt Busby Way fyldt op af tusindvis af Manchester United-fans.

Efter en kort tale af Sir Alex Ferguson begyndte bussen lidt efter klokken 18:30 at bevæge sig ind mod Manchesters centrum, hvor de ved 19-tiden ramte den tætpakkede Deansgate hvor helt fantastiske scener udspillede sig. Blandt andet i form af et kæmpe stillads, som blev fyldt op med United-fans i alle aldre

Manchester fans på Deansgate

Herefter drejede bussen ind på Manchesters rådhusplads Albert Square, hvor fans i flere timer havde taget opstilling for at få plads i det eftertragtede område som politiet lukkede af allerede kl 18 for nye tilkommende.

I mens havde Manchester-bandet The Courteneers spillet publikum varme med blandt andet Manchester Uniteds officielle titelsang “Not Nineteen Forever”.

Manchester Uniteds spillere blev derefter hyldet til den store guldmedalje, mens fans tog afsked med Sir Alex Ferguson og Paul Scholes der begge stopper efter næste weekends kamp mod WBA.

Spillerne endte senere på aftenen på Rio Ferdinands restaurant Rosso, som ligger tæt ved Albert Square.

Ifølge Manchester Evening News, så deltog over 100.000 mennesker i fejringen af Manchester United og Sir Alex Ferguson i Manchesters gader.

 

The Courteneers – Not Nineteen Forever

Forrige artikel

Cleverley tilfreds med egen indsats

Næste artikel

United-arrangement i København på søndag

ANNONCE