Amos forventer United-exit

Manchester Uniteds udlejede målmand, Ben Amos, forventer ikke at få sin kontrakt, der udløber til sommer, forlænget.

Manchester United-målmanden Ben Amos er for tiden udlejet til Championship-klubben Bolton Wanderers for at få spilletid. I United er han faldet langt tilbage i målmandshierarkiet og forventer ikke, at hans nuværende kontrakt, der udløber til sommer, bliver forlænget.

– Man kan sige, at Victor Valdes’ ankomst var det sidste søm i kisten, siger Amos ifølge BBC.

– Før sæsonen fik jeg at vide, at jeg var nummer to. Med cup-kampe, hvis jeg havde fået spilletid i dem, ville det have været nok grund til at blive, fortæller målmanden.

– Så snart Victor blev hentet ind, blev jeg automatisk fjerdevalget. Så bliver man nødt til at tage videre, siger Amos.

24-årige Amos har været i Manchester United i hele sin karriere og kom til Uniteds akademi som 11-årig. Siden da har målmanden spillet syv kampe for førsteholdet.
 

Forrige artikel

Rafael vil hjælpe holdet

Næste artikel

Mata: Den intense spillestil overvandt Tottenham

ANNONCE