EM Special: Et 5-a-side hold med EM-spillere fra United. Nr. 5: Oprydderen

Med EM for døren har vi set på, hvordan United-spillere har klaret sig til EM i tidens løb. I denne artikelserie præsenterer vi et allstar EM-hold set med United-briller. Husk at udtagelsen kun bunder i spillernes præstationer i EM-sammenhæng.

Foto: Elsa/Getty Images

Udtagelsen til vores all time EM-hold med de bedste præstationer af United-spillere har indtil nu været ret ligetil.

Peter Schmeichel var et let valg til målmandsposten. Cristiano Ronaldo var åbenlys i forhold til at bringe det uforudsigelige. Ruud van Nistelrooy var med afstand den største målsluger. Og Paul Scholes var en klar favorit i forhold til at binde det hele sammen.

Sværere bliver det, når vi nu skal finde den forsvarsspiller, der har klaret sig bedst i EM-sammenhæng, mens han har spillet for United.

Redaktionen har udpeget fire kandidater og vil nu opliste dem alle med historik i forhold til, hvordan de har klaret sig i EM-sammenhæng. Og så vil en afstemning lægge til grund for den endelige udtagelse.

I afstemningen er der ikke fundet plads til Viv Anderson, Kevin Moran, Phil Neville, Henning Berg, Mickaël Silvestre, Patrice Evra, Phil Jones, Chris Smalling, Paddy McNair, Matteo Darmian og Victor Lindelöf, der alle har været udtaget til EM som United-spillere.

Kandidat nummer 1: Gary Neville

Gary Neville er den spiller, der har spillet flest EM-kampe, mens han har repræsenteret Manchester United. 11 kampe blev det til, fordelt på turneringerne i 1996, 2000 og 2004.

I 1996 spillede han de første fire kampe og bidrog med en assist til Alan Shearers mål i 2-0 sejren over Skotland. Men gule kort mod Schweiz og Spanien gjorde, at han ikke var med i semifinalen mod Tyskland. Her tabte England straffesparkskonkurrencen og måtte forlade turneringen.

I 2000 spillede han fuld tid i alle tre kampe, som endte med 3-2 nederlag til Portugal og Rumænien og en 1-0 sejr over Tyskland.

I 2004 spillede han fuld tid i alle fire kampe. Her var der tale om et 2-1 nederlag til Frankrig, samt sejre på 3-0 og 4-2 over Schweiz og Kroatien. Neville udmærkede sig også med en assist til 3-0 målet i førstnævnte. Men så endte det igen med et nederlag efter straffesparkskonkurrence til Portugal i kvartfinalen.

Neville i tal: 11 kampe, 6 sejre, 1 uafgjort, 4 nederlag. 2 assists. Mål imod: 14. Bedste resultat: semifinale.

Kandidat nummer 2: Jaap Stam

Jaap Stam spillede kun i United i tre sæsoner, men han nåede alligevel at spille et EM i løbet af den tid.

Det skete i 2000, hvor Stam godt nok blev sparet i 3-0 sejren over Danmark. Men ellers var han fast mand og spillede både i 1-0 sejren over Tjekkiet, 3-2 sejren over Frankrig og 6-1 sejren over Jugoslavien.

Derudover spillede han også samtlige 120 minutter i semifinalen mod Italien, hvor han og Frank de Boer dog var uheldige med at brænde Hollands to første forsøg i straffesparkskonkurrencen.

Stam i tal: 4 kampe, 3 sejre, 1 nederlag. Mål imod: 3. Bedste resultat: semifinale.

Kandidat nummer 3: Luke Shaw

Nogle fans er måske ved at være lidt trætte af Luke Shaws tendens til at være skadet for Man United og til gengæld være helt klar, når England skal til EM.

Men vi kommer altså ikke udenom, at Luke Shaw spillede en fremragende turnering, da England spillede alle sine kampe på hjemmebane i EM2020 (der blev spillet i 2021).

Shaw var ikke med i første kamp, men bed sig herefter fast i det engelske forsvar. Og mens man ikke lukkede et eneste mål ind før semifinalen, bidrog han også med en assist i 2-0 sejren over Tyskland. Og han fortsatte med hele to assists i 4-0 sejren over Ukraine i kvartfinalen.

Sidst, men ikke mindst, så scorede han også i EM-finalen, hvor det dog endte med endnu en engelsk skuffelse efter straffespark.

Shaw i tal: 6 kampe, 4 sejre, 1 uafgjort, 1 nederlag. 1 mål, 3 assists. Mål imod: 2. Bedste resultat: sølv.

Kandidat nummer 4: Harry Maguire

Den ofte udskældte Harry Maguire var også med i Englands imponerende defensiv i EM2020.

Han var dog skadet i Englands første kamp og på bænken i den anden, men herfra så han sig ikke tilbage.

Offensivt fik han bidraget med et mål i 4-0 sejren over Ukraine i kvartfinalen. Her var det klubkammeraten Shaw, der sørgede for oplægget. Og defensivt var han også stærkt medvirkende til Englands vej til medaljer.

Først i semifinalen lukkede englænderne et mål ind, og man kan trods alt ikke klandre forsvaret for Mikkel Damsgaards imponerende frisparksmål. Derudover scorede Italien også i finalen ved Leonardo Bonucci, men igen var det efter en dødbold. Denne gang et hjørnespark, hvor en masse tumult inde foran mål endte i et frit skud til italieneren.

I den efterfølgende straffesparkskonkurrence var det kun Maguire og Harry Kane, der formåede at score for England, og dermed måtte man nøjes med sølv på Wembley Stadium.

Harry Maguire havde dog imponeret nok til at komme med på ‘turneringens hold’.

Maguire i tal: 5 kampe, 4 sejre, 1 nederlag. 1 mål. Mål imod: 2. Bedste resultat: sølv.

Én af disse fire forsvarsspillere kommer til at fuldende vores EM-hold, og vi lader det være op til læserne på OldTrafford.dk at komme med afgørelsen. Du kan stemme nedenfor.

Afstemningen slutter onsdag kl. 22.00, hvorefter vi offentliggør holdet inden åbningskampen på fredag.

Hvem af de fire forsvarsspillere har som United-spiller klaret sig bedst til EM?

 

 

 

Skriv et svar
Forrige artikel

Erik ten Hag: »I hamrer dem ned!«

Næste artikel

Heaton tilslutter sig Englands EM-trup

ANNONCE