Giggs: Vi var flade

Ryan Giggs var skuffet over, at Manchester United ikke tog kvaliteten fra omklædningsrummet med sig ud på banen

Det blev ikke til et glædeligt gensyn med Old Trafford som manager for Ryan Giggs. Mod et kompakt Sunderland-hold måtte han således sande, at Old Trafford ikke skulle være vidne til to sejre på stribe, og bagefter følte waliseren sig “flad”.

– Jeg føler mig flad. Spillerne var flade, og jeg ved ikke hvorfor. Ros til Sunderland, som er i god form og skabte de bedste chancer. Vi manglede den smule kvalitet på den sidste tredjedel, sagde Giggs efter kampen til BBC.

– Vi blev ved med at smide fem- og timeters pasninger væk, og gør du det i Premier League, så bliver du straffet. Vi har haft et problem hjemme hele sæsonen, og det er ikke godt nok.

Giggs er foreløbigt i spidsen for “de røde djævle” to kampe endnu, og der har på det seneste været kraftige forlydender om, at Van Gaal skulle være næsten sikker som ny mand. Noget der dog ikke bekymrede waliseren efter nederlaget.

– Jeg kan ikke sige noget om den næste manager, jeg fokuserer blot på den næste kamp. Kvaliteten er stadig til at få øje på i omklædningsrummet, men vi viste den bare ikke.

På onsdag får Manchester United mulighed for at revanchere sig foran hjemmepublikummet for sidste gang, når Hull kommer på besøg.

Forrige artikel

Nyt nederlag hjemme til United

Næste artikel

Poyet: Burde have vundet 3-0

ANNONCE