LvG benægter Falcao-ydmygelse

Radamel Falcao fik 72 minutter på banen for Manchester Uniteds U21-mandskab. Det var ikke for at ydmyge ham, forsikrer Louis van Gaal.

Flere engelske tabloidaviser har gravet historien frem om, at Louis van Gaal ville stikke til Radamel Falcao for at få en trodsreaktion fra ham. Det skulle hollænderen så have gjort ved først at lade angriberen se hele FA Cup-opgøret mod Arsenal fra bænken, og dernæst lade ham spille for reserverne.

Louis van Gaal maner dog alle spekulationer derom til jorden.

– Jeg har læst, at det var en ydmygelse af ham (Falcao, red.), men det synes jeg bestemt ikke. Vi har mange spillere, så jeg synes, det er normalt, at de holder sig i gang ved at spille – det kan man også gøre for reserverne.

Radamel Falcao blev skiftet ud med godt 20 minutters spil igen imod Tottenhams U21-mandskab uden at have gjort det store væsen af sig. Dermed har han fortsat scoret fire mål for United.

– Falcao spillede ikke sin bedste kamp for reserverne, men han gjorde sit bedste, og mere kan jeg ikke forlange af nogen spillere, siger Louis van Gaal.

Forrige artikel

Keane vil have afklaring

Næste artikel

Marcos Rojo er tvivlsom mod Spurs

ANNONCE