Federico Macheda havde en svær tid hos nedrykningstruede Sampdoria. Angriberen ønskede at prøve kræfter i Serie A, men efter en usuccesfuld oplevelse vil stjernefrøet nu tilbage til Manchester United og England.
”Psykisk var det ikke nemt at gå fra topklubben United til nedrykningstruede Sampdoria, og at kæmpe for at undgå nedrykning var svært. Jeg ønskede at prøve mig af i Italien, men nu vil jeg gerne blive i Premier League. England passer bedre til unge spillere,” siger Federico Macheda, der ikke kom på tavlen i 14 Serie A-kampe, til italienske Sky Italia.
”Kiko” vil formentlig finde det svært at tilspille sig en plads i Manchester United, eftersom klubben allerede råder over Wayne Rooney, Javier Hernandez, Dimitar Berbatov, Michael Owen og Danny Welbeck, hvorfor endnu et lejemål måske vil komme på tale.