Mancini: Gjorde bare som Rooney

Manchester Citys manager, Roberto Mancini, stjal billedet i aftenens kamp mod Wigan, da han med en armbevægelse gestikulerede til dommeren, at…

Manchester Citys manager, Roberto Mancini, stjal billedet i aftenens kamp mod Wigan, da han med en armbevægelse gestikulerede til dommeren, at hjemmeholdets Maynor Figuero ifølge ham burde være blevet præsenteret for det røde kort efter at have haft hånd på bolden.

Hændelsen har medført stærke reaktioner, da det i England er anset som usportsligt at forsøge at påvirke dommerens beslutninger.

Men ifølge Mancini selv gjorde han bare som Wayne Rooney, da Vincent Kompany blev smidt ud i Manchester-derbyet.

”Jeg plejede at gøre det, men jeg ønsker ikke at sige noget. Jeg gjorde det, fordi Wayne Rooney gjorde det. Det er normalt at gøre, når chancen byder sig,” siger Mancini ifølge The Guardian.

Den kontroversielle italiener mener heller ikke, at hans ageren kan betegnes som dobbeltmoralsk, selvom han selv har anklaget Rooney for at have påvirket dommeren.

”Jo, men jeg er på bænken. Det er anderledes. Som spiller er man tættere på dommeren og har derfor mere indflydelse. Jeg er på bænken, og dommeren kan ikke se mig,” fortsætter han.

Wigans manager tager imidlertid afstand fra sin kollegas handlinger, som han ikke mener hører hjemme i engelsk fodbold.

”Jeg har været her længe nok til at vide, at det ikke er velset i England, hvis man prøver at påvirke dommerens beslutninger. Hvis en spiller prøver at simulere eller købe en kendelse fra en dommer, bliver det betragtet som snyd,” siger Roberto Martinez.

Det er ikke mere end en uge siden, at Roberto Mancini brokkede sig over en kendelse, da han efter nederlaget til Liverpool i Carling Cuppen sagde, at Glen Johnson skulle have haft rødt kort for en tackling på Joleon Lescott.

Det fik efterfølgende Steven Gerrard til at betegne Mancini som en hykler grundet hans udtalelser om Rooney kampen forinden.

Forrige artikel

United forhører sig om målmand

Næste artikel

Beckham og Giggs klar på OL

ANNONCE