Nemanja Matic har været rygtet til Manchester United lige siden José Mourinho blev manager sidste år. Nu tyder noget dog på at skiftet er nært forestående.
– Jeg venter stadig på at høre noget nyt, udtaler Mourinho efter aftenens kamp.
– Jeg ved, at han virkelig ønsker et skifte. Når en spiller virkelig gerne vil skifte, så er chancen større, så jeg tror vi har en chance, men i fodbold har jeg set så mange ting ske før handlen er blevet officiel, at jeg vil ikke sige mere end det jeg har sagt nu.
Troværdige journalister som Simon Stone fra BBC og Fabrizio Romano fra The Guardian har allerede meldt, at alle parter skulle være nået til enighed til en pris på omkring 40 mio. pund.
De sociale medier eksploderede efter, der blev lækket et billede af Matic, der bar en af Manchester Uniteds træningstrøjer, hvor han tilsyneladende havde fået nummer 31.
Da Mourinho blev spurgt ind til billedet, svarede han.
– Jeg ved det ikke, fordi jeg var der ikke. Nummer 31 er ledigt. Det var Schweinsteigers. Det er en fri trøje. Vi har nogle få numre der er ledige og 31 er en af dem.
Det bliver derfor spændende at høre om klubben snart kommer med en officiel melding.