Nulløsning i Oslo

Manchester United kunne ikke finde netmaskerne imod Vålerenga i Oslo, så dermed måtte de tage til takke med 0-0.

Manchester United kunne velkomme flere af EM-deltagerne tilbage i en stærk startopstilling imod norske Vålerenga. Wayne Rooney, Nani og Danny Welbeck startede alle inde, mens Nemanja Vidic var tilbage i hjertet af forsvaret foran Anders Lindegaard i buret. Også unge Michael Keane havde sneget sig med fra start.

Ganske som ventet blev der spillet i et lidt lavere tempo end normalvis, men Manchester United viste dog tegn på, at topformen nok skal findes inden turneringsstart. Specielt Nani og Antonio Valencia havde held med at bryde igennem på højrekanten, men efter godt 25 minutters spil var ingen af målmændene blevet testet.

Udeholdet styrede spillet hovedsageligt, men hjemmeholdet tillod ikke mange åbne chancer. Efter 40 minutters spil fik Danny Welbeck dog spillet bande med Wayne Rooney, og kom så alene igennem. Han fumlede dog i afslutningsøjeblikket, og derfor gled chancen ud i sandet. Han fik en ny mulighed kort efter, men målmanden reddede flot i situationen.

Få minutter efter var Danny Welbeck igen på spil, men nordmændenes keeper ville ikke tillade englænderne at komme i front kort før pausen. Lige inden pausefløjt skulle Vålerenga have kommet i front, men på relativt frit mål headede en nordmand bolden forbi, og derfor endte første halvleg målløs.

Anden halvleg startede i et roligt tempo, og der skulle gå et kvarter før en reel målchance dukkede op. Det var igen hjemmeholdet som kom tæt på, men endnu et hovedstød endte ikke i nettet bag Lindegaard.

Anderson og Shinji Kagawa blev introduceret til opgøret efter godt en time. De blev byttet ud med Nemanja Vidic og Danny Welbeck.

Vålerenga kom for alvor tæt på efter 70 minutters spil, da Anders Lindegaard tog på skovtur i United-feltet. Danskeren nåede ikke ud til et hjørnespark, hvorfor der kunne heades frit på mål. Heldigvis stod Wayne Rooney klar på stregen til at sparke den væk.

Med et kvarter igen kom Nick Powell, Jesse Lingard og Chicharito ind i stedet for Paul Scholes, Ashley Young og Wayne Rooney.

Manchester United havde fortsat meget boldbesiddelse, men det var ikke let for dem at spille sig igennem den norske defensiv. Antonio Valencia brød dog igennem på højrekanten med få minutter igen, og sendte den ind til Javier Hernandez, men mexicanerens afslutning blev reddet.

Træningskampen endte som den startede, 0-0.

Forrige artikel

Rygte: Ferguson overvejer Nuri Sahin

Næste artikel

Vidic: Knæet føles godt

ANNONCE