Straffespark: Sammenligning af Andre Onana og David De Gea

Andre Onana har valgt den forkerte side på de seneste 6 straffespark, han har fået imod sig for Manchester United. I denne artikel sammenligner vi ham med hans forgænger, som ikke var kendt for at være særlig stærk i disciplinen.

Hvem husker ikke Europa League finalen i 2021? Manchester United mødte Villarreal i Gdánsk, og efter 1-1 skulle kampen afgøres i en straffesparkskonkurrence.

Samtlige 11 Villarreal-spillere scorede på deres forsøg, og selvom David De Gea valgte den rigtige side på 5 af tilfældene, var han ikke rigtigt tæt på at redde et eneste af dem.

Til sidst kronede han også sin ringe præstation med selv at brænde det afgørende spark på Gerónimo Rulli, som efterfølgende kunne løfte trofæet med sit hold.

I sommers købte United Andre Onana i Inter. Siden har der været meget fokus på hans evner med fødderne, hvor han må siges at være en væsentlig opgradering i forhold til De Gea.

Spanieren var dog også hyppigt kritiseret for sine evner på straffespark, og vi vil nu se på, hvordan Onana sammenligner sig på det område.

David De Gea

Ifølge transfermarkt har David De Gea indkasseret 55 mål fra straffesparkspletten i hele sin karriere, fraregnet ungdomskampe.

Til sammenligning har han reddet 10 straffespark, hvilket giver en redningsprocent på 15,4.

Ser vi kun på hans tid i Manchester United blev det til 42 mål og 6 redninger. Her er der altså kun tale om en redningsprocent på 12,5.

Vi har dog ikke taget højde for de tre straffesparkskonkurrencer, han stod i som United-keeper.

Det drejer sig om Liga Cup-semifinalen mod Sunderland i 2014, føromtalte Europa League finale mod Villarreal i 2021 og FA Cup semifinalen mod Brighton i 2023.

Her stod han sammenlagt over for 23 skud, hvor han altså kun reddede 2, fra henholdsvis Steven Fletcher og Adam Johnson. Dog var der også yderligere 2, der blev skudt over eller forbi målet, ved Craig Gardner og Solly March.

Lægger vi det hele sammen, stod David De Gea altså over for 71 forsøg fra pletten. Og han reddede kun 8, svarende til 11,2 procent.

Ud over de to nævnte Sunderland-spillere reddede han også forsøg fra Robin van Persie, Leighton Baines, Roman Eremenko, Romelu Lukaku, Mark Noble og Ismaila Sarr.

Andre Onana

Onana har som seniorspiller stået over for 31 straffesparksforsøg, ifølge transfermarkt. Her har han reddet 5, hvilket svarer til en redningsprocent på 16,1. Det er altså som udgangspunkt et lidt bedre karrieregennemsnit end De Gea.

Dog er 4 af hans 5 redninger fordelt på en periode fra august 2016 til januar 2019. På dette tidspunkt havde han altså en imponerende redningsprocent på hele 36,4, dog ikke medtaget en straffesparkskonkurrence fra 2017, hvor han kun reddede 1 ud af 7 forsøg.

Siden januar 2019 har han kun reddet ét straffespark. Det var Jordan Larssons forsøg i det sidste minut af 1-0 sejren mod FC København i denne sæsons Champions League-gruppespil.

Og med kun én redning ud af sine seneste 20 mulige, lyder hans redningsprocent i denne periode altså kun på 5.

Onanas nedadgående form på straffespark

Som beskrevet er Onanas redningsprocent altså nedadgående, når man kigger på hans samlede karriere.

Det ligner da også, at det er tilfældet, når man ser på hans tid i United.

I Onanas første tre forsøg reddede han det ene, fra Jordan Larsson, og han valgte den rigtige side ved de to andre. Harry Kane for Bayern München og Oli McBurnie for Sheffield United. Han var faktisk ikke langt fra at redde én af dem, eller måske endda dem begge to.

Siden har han stået over for 6 straffespark, startende med Erling Haaland, efterfulgt af Diogo Goncalves (billede), Pablo Sarabia, 2 gange Cole Palmer og Mohamed Salah.

Fælles for dem alle er, at han ikke har valgt den rigtige side ved nogen af disse spark. Sarabias spark var placeret midt i målet, mens Goncalves og Salah sparkede til venstre og Haaland og Palmer til højre, sidstnævnte ved begge sine forsøg.

Måske er det bare sort uheld, at han efterhånden synes at vælge den forkerte side hver gang. Hvorfor han nu også kun har reddet ét sølle straffespark på fem år.

Men man kunne måske også fristes til at mistænke, at han ikke forbereder sig optimalt på modstandernes mulige straffeskytter.

Eksempelvis har Cole Palmer nu scoret på 8 straffespark i indeværende sæson, inklusive de to mod United. Kun 2 gange har han afsluttet til venstre i målet.

 

Resumé: United er heldige og sikrer sig et point mod Liverpool

 

Forrige artikel

Erik ten Hag om Kambwala: »Vi var ikke i tvivl«

Næste artikel

Nedtakt: Tre ting vi lærte af 2-2-kampen mod Liverpool

ANNONCE