Manchester United vandt i sidste sæson Manchester Senior Cup-trofæet og har også fået en fin start på den nye turnering. Både Bury og Bolton var blevet besejret inden dagens opgør på udebane mod Stockport.
Værterne var bedst før pausen og fik sat vikarierende keeper Jonathan Sutherland på prøve. Efter ni minutter fejlede United-forsvaret – i særdeleshed Tyler Blackett – og så opstod der en chance til Stockport, som Sutherland dog reddede.
Fem minutter før pausen måtte Nick Powell lade sig udskifte. Midtbanemanden fik et trælår og prøvede at løbe skaden af sig, men i sidste ende overtog Luke Hendrie hans plads på banen.
Først i anden halvleg kom kampens første scoring. Federico Macheda, der ellers havde spillet en ringe første halvleg, lagde op til Ángelo Henríquez, som kunne score fra kanten af feltet.
Blot to minutter senere blev føringen fordoblet. Både Kiko og Henríquez stod denne gang for oplægget, og Bébé fik sit navn på måltavlen med et fladt skud, ligeledes fra kanten af feltet.
Bébé burde have øget yderligere, da han senere på egen hånd afdriblede fem modstandere, men forspildte i stedet chancen ved at sparke ved siden af mål.
Med ti minutter tilbage fik Stockport reduceret. Et kort taget hjørnespark udmundede i en hovedstødschance til Tom Eckersley, og han svigtede ikke.
United holdt dog føringen indtil slutfløjtet og har dermed vundet deres første tre kampe i årets Manchester Senior Cup.
Stockport County 1-2 Manchester United
51’ 0-1, Ángelo Henríquez (oplæg: Federico Macheda)
53’ 0-2, Bébé (oplæg: Ángelo Henríquez)
82’ 1-2, Tom Eckersley
Opstilling
Jonathan Sutherland
Marnick Vermijl – Reece James – Scott Wootton – Tyler Blackett
Bébé – Charni Ekangamene – Nick Powell – Federico Macheda
Adnan Januzaj
Ángelo Henríquez
Bænk
Kieran O’Hara, Luke McCullough, Luke Hendrie, Frédéric Veseli, Tom Lawrence
Udskiftninger
39’ Ud: Nick Powell – Ind: Luke Hendrie
77’ Ud: Federico Macheda – Ind: Tom Lawrence
89’ Ud: Adnan Januzaj – Ind: Luke McCullough