Zaha til høring hos FA

Wilfried Zaha håber at undgå straf for sin ufine hilsen til Leeds’ medrejsende fans den 9. marts.

Wilfried Zaha skal i dag forsøge at overbevise et disciplinærudvalg i FA om, at han ikke skal straffes for at give en gruppe medrejsende fans fra Leeds fingeren, da de den 9. marts gæstede Crystal Palace på Selhurst Park. 

FA har allerede sigtet Zaha for upassende opførsel, men selvom den 20-årige kantspiller har accepteret det, har han bedt om en personlig høring, så han kan forklare sig. 

Ifølge Daily Mail håber Zaha at kunne blive frifundet ved at henvise til, at det er første gang, han er havnet i en disciplinær suppedas, og at han allerede har undskyldt offentligt for episoden. 

Dagen efter kampen sendte den 20-årige englænder således en tweet, hvor han tog afstand fra sin handling. 

Liverpools Luis Suarez blev tilbage i december idømt en spilledags karantæne og en bøde på 20.000 pund for en lignende gestus mod Fulhams fans. 

Røffel fra United

Manchester United har samtidig gjort det klart over for Zaha, at episoder som ovenstående ikke vil blive accepteret, når han fra næste sæson skal træde græs på Old Trafford. 

Det anslås, at United betalte Crystal Palace op mod 20 mio. pund for Zaha tilbage i januar. 

Landsholdsspilleren er lejet ud til sin gamle klub for resten af sæsonen. 

 

Forrige artikel

Neville køber historisk bygning

Næste artikel

De Gea stolt af landsholdsplads

ANNONCE