Efter 79 minutter af lørdagens kamp mod Aston Villa måtte Wayne Rooney forlade banen humpende med smerter i sin ene ankel.
Skaden betyder nu, at Wayne Rooney kan glemme alt om at deltage det engelske landsholds midtugekamp imod Sverige.
– Rooney har skadet sin ankel, og han har fået is på. Vi må se, hvordan det er i morgen, sagde Sir Alex Ferguson ifølge manutd.com umiddelbart efter Aston Villa-kampen.
Roy Hodgson får dog en smule glæde af Manchester United alligevel. Ashley Young, Danny Welbeck og Tom Cleverley er med i Stockholm på onsdag.
Holland uden Robin
En anden af Manchester Uniteds store angrebsprofiler må også sidde over midtugens landskampe. Robin van Persie spillede ellers alle 90 minutter af lørdagens Premier League-kamp, men ifølge goal.com holder problemer med låret ham ude, når Holland møder Tyskland.
Der er endnu ikke meldt noget officielt ud om omfanget af Wayne Rooneys ankelproblemer eller Robin van Persie lårskade.