Taktisk analyse: Rent held eller snuhed fra Erik ten Hag?

I moderne fodbold giver det mindre og mindre mening at tale om faste formationer i en fodboldkamp. Formationerne kan ændre sig meget i løbet af 90 minutter, og de skifter ofte afhængigt af, om holdet angriber eller forsvarer.

I denne taktiske gennemgang af lørdagens Manchester Derby fungerer de to startopstillinger dermed også mere som et fundament for analysen. Men som det forhåbentligt bliver tydeligt, så var formationerne på ingen måde rigide. Det var tilfældet for både Manchester United og Manchester City.

Selvom Pep Guardiola havde hentydet, at han ville komme med overraskelser til lørdagens Manchester Derby, så var det hjemmeholdets manager, Erik ten Hag, som tog fusen på de fleste, da startopstillingerne blev offentliggjort en time før kampstart.

Den største overraskelse var, at Luke Shaw var blevet placeret i midterforsvaret. En position han også har spillet i kampene mod Nottingham, Wolves og Everton, og som han faktisk har udfyldt til perfektion. Derfor burde det egentlig heller ikke komme som den store overraskelse.

Mange har formentlig haft en idé om, at Shaw blot vikarierede som midterforsvar, fordi Martínez endnu ikke havde overstået fejringen af VM-triumfen. Det er muligvis stadig tilfældet. Men noget tyder på, at Erik ten Hag ser et stort lys i Shaw som centerback. Shaws rolle i kampen viste også, at Erik ten Hag udnytter den engelske landsholdsspillers kvaliteter på en særlig måde som midterforsvar. Det kommer vi ind på.

En anden overraskelse var, at Fred fik chancen fra start ved siden af landsmanden Casemiro. Det gjorde Antony til sorteper, da Fernandes blev flyttet ud på højresiden. Christian Eriksen fik positionen foran det brasilianske makkerpar. Dette var en meget vigtig del af Erik ten Hags taktiske plan.

Pep Guardiola kom ikke med de varslede overraskelser, og City stillede op i deres klassiske 4-3-3-formation. Cancelo, som ikke har fundet niveauet fra tidligere sæsoner, startede inde på venstre back, hvilket skubbede Aké ind som midterforsvar. Walker og Cancelo på de to backs var meget betydningsfulde for Citys spil. Særligt i 2. halvleg.

De to klubber stillede op på følgende måde i opgøret:

Manchester United (4-2-3-1):

De Gea

Wan-Bissaka – Varane – Shaw – Malacia

Casemiro – Fred

Fernandes – Eriksen – Rashford

Martial

Manchester City (4-3-3):  

Ederson

Walker – Akanji – Ake – Cancelo

Rodri

De Bruyne – Silva

Mahrez – Haaland – Foden

1. halvleg

United spillede en rigtig flot 1. halvleg. Det skyldtes særligt spillet uden bolden.

Uniteds presspil

Manchester United startede kampen i et meget højt og mandsorienteret pres. Martial startede førstepresset ved at stille sig op mellem Akanji og Aké. Samtidig gik Bruno og Rashford, på de to kanter, højt og smalt for at skære den direkte pasning ud til Walker og Cancelo fra. Eriksen, Casemiro og Fred havde til ansvar at mandsopdække deres direkte modstander. Dermed havde City begrænsede muligheder for at flytte bolden fremad centralt:

Aké eller Akanjis eneste pasningsmulighed var en lang bold eller til en fejlvendt midtbanespiller. I det sidste tilfælde endte bolden de fleste gange med et aflæg til enten Walker eller Cancelo, hvorefter det blev Bruno eller Rashfords opgave at løbe de to backs op. Denne store defensive opgave kan forklare fravalget af Antony.

Værd at bemærke er, at Varane eller Shaw konsekvent mandsopdækkede Haaland. Den norske angriber søgte meget langt tilbage for at modtage bolden, men i stedet for at videregive ham til Casemiro eller Fred, så fulgte de to midterforsvarere konsekvent ham helt til dørs. I ovenstående illustration ender Varane helt oppe på linje med Casemiro og Fred. Denne rolle passer Shaw og Varane langt bedre end eksempelvis Maguire og Lindelöf, og forklarer hvorfor Shaw igen var placeret i midterforsvaret.

Det samme gjaldt for Casemiro og Fred. Uanset hvor Kevin De Bruyne eller Bernado Silva bevægede sig hen, så var de to brasilianere i hælene på dem. Regulær mandsopdækning.

Dette meget ultimative pres formåede United at fastholde i det meste af 1. halvleg til stor frustration for City-mandskabet.

City lykkedes meget få gange med at spille sig ud af presset og ramme deres to 8’ere i en retvendt position. Bolden var hovedsageligt i Citys bagkæde eller på fødderne af Mahrez eller Foden i ufarlige positioner.

Særligt Kevin De Bruyne og Bernado Silva så meget frustrerede ud. De forsøgte på egen hånd at slippe fri for mandsopdækningen. Bernado Silva lagde sig flere gange ned foran Uniteds preslinje, hvor Casemiro ikke fulgte med, for at modtage bolden. Det gav City mere ro på bolden i opspillet, men det flyttede ikke spillet længere frem på banen.

Kevin De Bruyne forsøgte at bytte plads med Mahrez for at skabe forvirring. Men Fred og Malacia byttede blot markering, så det var ét fedt.

De få gange i 1. halvleg hvor City reelt var tæt på at spille sig frem til en chance, var det på baggrund af bevægelse fra deres to backs. Det vender vi tilbage til. Det blev nemlig meget mere udtalt i 2. halvleg.

Omstillinger

United-spillernes positionering gav også pote på en anden måde. I og med at Bruno og Rashford havde et forholdsvist centralt udgangspunkt, når City havde bolden, var de placeret tættere på Citys mål, end deres to oppassere (Cancelo og Walker), når United så erobrede kuglen. Brunos halvstore chance efter 10 minutter var et direkte resultat af det:

Det var meget tydeligt, at United havde en forhåbning om at ramme City på en omstilling. Når bolden blev erobret, blev der spillet hurtigt fremad med meget få berøringer.

Uniteds opspil

Hvis man udelukkende kigger på statistikkerne fra kampen, giver det et billede af et United-hold, som ikke var interesseret i at være i boldbesiddelse. Det er dog ikke korrekt. Selvom United kun havde 31% af boldbesiddelsen i 1. halvleg, så lossede de ikke blindt bolden ud af kommunen.

City mødte op med deres sædvanlige høje pres. Det forsøgte United at udnytte ved at lokke City endnu længere frem. Bagkæden + De Gea flyttede bolden rundt, indtil City-mandskabet havde bevæget sig tilpas langt op på Uniteds banehalvdel. Herefter blev der slået en lang bold op på Martial, som med sine store kvaliteter med ryggen til målet formåede at holde fast i kuglen i enkelte situationer.

Hvis Aké eller Akanji stødte op på Martial, måtte de forlade kæden, hvilket skabte plads i bagrummet. Hvis de ikke stødte op, var Martial fri til at vende og drive den fremad.

Her er en situation fra starten af 1. halvleg, hvor United lykkedes med at spille bolden ud af fase 1 og starte et farligt angreb:

Når først United havde spillet forbi Citys pres, var de meget offensive. Både AWB og Malacia kom i feltet i ovenstående situation.

Generelt var hele United-holdet meget komfortable med bolden i 1. halvleg. De var tålmodige i de rigtige situationer og spillede hurtigt, når det var påkrævet.

2. halvleg

Pep Guardiola forsøgte at befri sine spillere fra Uniteds pres ved hjælp af flere taktiske greb. I det meste af 1. halvleg stod Cancelo og Walker klistret til sidelinjen som klassiske backs. Men allerede i løbet af 1. halvleg så vi, at Walker og Cancelo på skift lagde sig ind på midtbanen som indvendige backs, når City var i boldbesiddelse.

Efter pausen blev det dog mere konsekvent, hvilket skabte store problemer for United. Særligt Uniteds defensive venstreside med Rashford og Malacia blev sat på prøve:

Det skabte stor tvivl i Uniteds presspil. Skulle Rashford og Bruno følge med deres to direkte modstandere? Skulle de blot dække afleveringskanalen? Skulle Eriksen, Fred eller Casemiro tage over?

I nogle tilfælde begyndte Eriksen at dække enten Cancelo eller Walker. Det gav City ro på kuglen, da Rodri pludseligt fik lov til at diktere spillet. Det fik United ikke styr på, før det var for sent.

0-1

Stor bevægelighed fra Walker gjorde, at Rashford endte med at markere Kevin De Bruyne, da Fred havde været nede og løbe Walker op. Matchuppet blev derfor Fred-Mahrez, Malacia-Walker og Rashford-De Bruyne. Rashford fulgte ikke med ind i feltet, selvom Fred faktisk markerede, at Rashford skulle dække De Bruyne.

Dette var ikke første gang i opgøret, at City havde udnyttet Rashfords defensive mangler. Flere gange undlod Rashford at løbe retur. Var det en kalkuleret risiko, som Eirk ten Hag løb? Det kunne det sagtens være, så Rashford var klar til at udnytte den plads, som Walker efterlod.

City overtog fuldstændigt teten i opgøret, og mønstret fra højre side med Kevin De Bruyne, Mahrez og Walker kopierede de også til deres venstre side med Silva, Grealish og Cancelo.

Panderynkerne fra Guardialos pande i 1. halvleg var i den grad blevet flyttet over på Erik ten Hags.

Men hvordan løste den hollandske manager så det?

Det skete ikke ved hjælp af drastiske metoder. Erik ten Hag skiftede Alejandro Garnacho ind efter 72 minutter, hvilket ændrede kampen. Det flyttede Rashford op på toppen, og den ændring gav Uniteds presspil mere intensitet. Samtidig gav indskiftningen af Garnacho en trussel i omstillingerne, hvilket kom til udtryk ved 2-1-scoringen.

Men det havde lige så stor betydning for kampens udfald, at Erik ten Hag ikke lavede gevaldige taktiske ændringer. I 1. halvleg spillede United med stor ro i bagkæden, hvilket United fortsatte med at forsøge på i løbet af hele kampen. Det var lige nøjagtigt det, der skabte målet til 1-1.

1-1

AWB, som i øvrigt spillede en fænomenal kamp, bevarede roen i fase 1, selvom han var hårdt presset af Grealish, Silva og Haaland. Det gav tid til, at Casemiro kunne finde en ny position, modtage bolden og herefter sende en stikning af sted til Rashford/Bruno.

United-holdet blev ikke mere pragmatiske, blot fordi de kom bagud. De holdt sig til den taktiske game-plan, hvilket gav pote.

2-1-målet af Rashford var et sandt studie i omstillingsfodbold, hvor de samme elementer fra Uniteds omstillinger i 1. halvleg kom til syne: få berøringer og en tidlig dybdebold.

Konklusion

Var det rent held eller taktisk snilde der førte til, at United trak sig sejrrigt ud af Manchester Derby? Svaret er nok, at begge dele var i spil. United var i store problemer, da Walker og Cancelo blev flyttet ind på midtbanen i 2. halvleg. Erik ten Hag justerede få ting men valgte ikke at afvige fra den taktiske plan, som var blevet lagt inden opgøret.

Det rolige opspil, som lokkede City-spillerne langt frem på banen gav bagrum. Det holdt United fast i, når de var muligt, hvilket førte til 1-1-scoringen. Få minutter efter lykkedes det så også at score på en omstilling. United havde flere gode muligheder i 1. halvleg på omstillingerne og kunne sagtens have været foran til pausen.

Erik ten Hag gik en smule pragmatisk til værks i kampen, og det var ikke det udtryk, som vi har set i de sidste mange kampe. Det kan man heller ikke forvente mod et City-hold, som har været under Guardiolas kyndige behandling siden 2016. Men Erik ten Hag har så sandeligt sørget for, at United-spillerne har fået kørt nogle faste principper ind på rygradden.

Det lover godt for Erik ten Hag-projektet.