Manchester United surfede til Wolverhampton på en mindre bølge af succes, efter at Chelsea blev knust 4-0 i sæsonåbneren. De gode tendenser fortsatte – i hvert fald i første halvleg, hvor Anthony Martial afsluttede som Ruud van Nistelrooy, og defensiven virkede rock solid.
Men ligesom de gjorde det i flere tilfælde i seneste sæson, stak ulvene en kæp i hjulet på Solskjærs United-cykel. De gulklædte udlignede til 1-1, hvilket også blev kampens resultat. 20 minutter før tid brændte Paul Pogba et straffespark, og det satte efterfølgende ild til eksperter og de sociale medier. Var franskmanden selvisk, da han tog bolden fra Rashford? Er det manglende trænerledelse fra Solskjær, at det ikke står bøjet i neon, hvem der sparker fra 11-meter-pletten? Og på en større skala – hvor efterlader Wolves-kampen på optimismebarometeret for resten af sæsonen?
OldTrafford.dk’s redaktør, Emil Jørgensen, kommer her med sine fem bud på, hvad han lærte af mandagens remis.
Balancen mellem succes og fiasko er hårfin – og kritikken grænser til det useriøse
Manchester United kontrollerede begivenhederne i stor stil i første halvleg af kampen. Vi pressede højt, virkede sikre bagtil og var gode til at holde på bolden. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set en kamp, hvor United havde plus 350 afleveringer på en halvleg.
Nuvel, de rødklædte vadede ikke i chancer. Men Martials kliniske afslutning gjorde forskellen, og der var stor tilfredshed at spore på Twitter og andre sociale medier, hvor selvudnævnte eksperter og fans altid live-kommenterer kampene.
I anden halvleg slap United gaspedallen en anelse og blev straffet. Ruben Neves scorede et klassemål, som det var svært at stille noget op i mod.
Men modsat i seneste sæson, hvor en Wolves-udligning på Molineux Stadium fik United til at knække sammen, rejste Solskjærs drenge sig igen. Og hvis Pogba havde sparket den bold ind, havde narrativet været radikalt anderledes. Så havde United ligget nummer 1 i Premier League. Så var Pogba blevet rost for at vise lederskab, da han tog sig af straffesparket. Og så ville vi alle have glædet os over en perfekt sæsonstart med et godt spillemæssigt udtryk og maksimalt pointmæssigt udbytte.
Men som alle godt ved, brændte den kære franskmand. Og oh boy, hvor er virkeligheden så en anden. Pogba er blevet svinet til i så massive racistiske vendinger på Twitter, at Manchester United har måtte tage afstand fra det. Klublegenden Gary Neville kalder franskmanden for ”selvisk”, fordi han tog bolden fra Marcus Rashford. Og pludselig kommer dommedagssnakken snigende i krogene igen: ”Er United gode nok?” ”Hvem skal løfte det her hold i modgang?”
Come on man. Kan det virkelig passe, at et brændt straffespark skal være forskel på nat og dag så tidligt på sæson? Jo, jeg er pisse ærgerlig over, at vi tabte to point, men underordnet af det, så jeg stadig spillemæssig fremgang i forhold til seneste sæson. Jeg så stadig en manager, som er i gang med at gøre præcis det, som han lovede os: At sammenspille et hold af sultne, unge løver, trimmet for dødvægt. Det kan godt være, at de ikke er blevet solgt endnu, men Solskjær er altså effektiv i gang med at udskifte Ashley Young, Chris Smalling, Phil Jones, Nemanja Matic og Alexis Sanchez med fremtiden.
Hverken Solskjær eller Ferguson har styr på straffesparkshierarkiet
De hug, som ikke har været rettet direkte mod Paul Pogbas solar plexus efter franskmandens brændte straffespark, de har i stedet været rettet mod Ole Gunnar Solskjær. Nordmanden udtalte efter kampen, at Rashford og Pogba selv afgør, hvem der sparker straffespark, og det har fået mange fans og eksperter til at undre sig – blandt andre Gary Neville.
– Det er et Manchester United-straffespark. Det er ikke en tombola, sagde den tidligere klubkaptajn blandt andet.
Jeg er enig i, at der bør være et hierarki. Men kæden hopper for mig lidt af, når folk nærmest kalder det for bekymrende mangler i Solskjærs ledelse af mandskabet. Og Neville glemmer, at det langtfra er den første United-kamp, vi har oplevet, hvor det ikke har været hugget i granit, hvem der skulle sparke fra 11-meter-pletten. Efter en smule research har Scott Patterson fundet frem til missere i forskellige sæsoner, hvor Nani, Michael Carrick eller Javier ”Chicharito” Hernandez har brændt, og det efterfølgende har været uklart, hvem der var fast straffesparksskytte.
I 2012/13-sæsonen, Sir Alex Fergusons 26. og sidste i spidsen for United, indrømmede vores elskede skotte sågar, at de ikke havde aftalt, hvem der skulle sparke. Og at det var hans fejl.
Alt det her nævner jeg ikke for at forsvare Solskjær. Men det er måske meget sundt at have med, før vi starter bål og brænd på de sociale medier.
United skaber for lidt, mod hold der står dybt
I løbet af kalenderårets første måneder blev det gradvist et tema: Uniteds bedste resultater under Ole Gunnar Solskjær var kommet i opgør, hvor United ikke skulle skabe kampen.
Seneste sæsons flotte sejre over Tottenham, Arsenal, Chelsea og Paris Saint-Germain blev skabt på kontrabold og hurtige omstillinger. Og det samme kan siges om sæsonåbningssejren over Chelsea.
Desværre har United for alvor ikke modbevist den tese endnu. Mandag mødte de et Wolverhampton-mandskab som stod dybt, og det samme mønster tegnede sig – ”de røde djævles” expected goal udregning endte på 0,39, hvis man ikke tager straffesparket med. Og selv hvis man gør, er det altså ikke meget at præstere tre skud på mål.
En stor del af problemet gemmer sig i vores midtbane. Vi mangler kreativitet. Jesse Lingard passer godt ind i Solskjærs presspil, men han bringer ikke for alvor hverken assists eller mål. Og han er, selvom vi nogle gange glemmer det, ikke et talent længere.
Løsningen rendte måske rundt i en gul trøje i går. Han hedder Ruben Neves, og ham kunne vi godt have brugt. Men transfervinduet er lukket, og Solskjær må klare sig med det, han har. Og hvis vi skal se lyst på det, så synes jeg som sagt, at der var klare forbedringer at spore i går i forhold til seneste sæsons to nederlag på Molineux.
Daniel James har lidt vej endnu
Jeg var en af dem, som var i ren ekstase over waliserens passion, da han scorede mod Chelsea. Jeg blev rørt, og jeg mener i ramme alvor, at hans mentalitet – lige så meget som Harry Maguires defensive kvaliteter – er det vi har sukket efter i United i en årrække. Vi, som fans, har simpelthen savnet at se, at det betyder noget for dem, der render rundt nede på banen.
Derfor undte jeg ham også startpladsen mod Wolves. Men trods James’ mange gode intentioner, og det faktum at han kan løbe hurtigere, end spillerbussen kan køre hjem, som Andy Mitten Tweetede i går – så er der altså lidt vej endnu. Han mangler slutprodukt. Og det virker også som om, at han mangler nogle redskaber og noget overblik. Han løber, han figther – men rent taktisk tager han ikke mange kloge beslutninger.
Lige nu ligner han et godt våben at bringe ind fra bænken, når modstandernes backs er trætte. Men en starter for Manchester United? Der er lidt vej endnu.
Anthony Martial kommer til at score 20 sæsonmål
Man kan se det på den måde, han smiler på. Franskmanden, som er berygtet for altid at se krukket og arrogant ud, har fundet spillehumøret tilbage. Og det klæder ham.
Jeg tænker ikke kun på Martials scoring i går, som var enhver verdensklasseangriber værdigt. Men hans evner til at dreje rundt om sin forsvarsspiller med bolden, hans bevægelighed – jeg tror, at den tidligere Monaco-spiller mener det alvorligt nu. For første gang siden debutsæsonen har han fået trøje nummer 9 igen, og det virker som om, at han langsomt er ved at genfinde magien fra 2015/16-sæsonen.
Mandag aften ramte han sit mål nummer 50 for United. Han er nu en bag Roy Keane og Steve Bruce, seks bag Dimitar Berbatov, otte bag Robin van Persie og ni bag Javier ”Chicharito” Hernandez. Jeg tror, han tager dem alle sammen i løbet af den her sæson – og mere til.
