Ancelotti og Mourinho takker nej

Kandidatfeltet til managerposten svinder ind. Hverken Carlo Ancelotti eller José Mourinho vil have jobbet.

Siden David Moyes skrev under på sin fyreseddel tirsdag morgen har medierne været fulde af spekulationer om, hvem som i stedet sætter sig i Uniteds managersæde.

Favoritten er Louis van Gaal, og hans odds er næppe blevet værre efter udmeldinger fra påståede rivaler i kampen om jobbet.

– Jeg er glad for at være i Real Madrid. Jeg er så heldig at arbejde i verdens bedste klub, og her bliver jeg. Jeg har stor respekt for Manchester United og er ked af, at Moyes har mistet sit job, men jeg bliver her i denne omgang, siger bookmakernes næststørste favorit, Carlo Ancelotti, ifølge Sky Sports.

Forundret Mourinho

José Mourinho er et noget mere overraskende bud på en ny United-manager ifølge rygtestrømmen. Han gengælder imidlertid heller ikke eventuel interesse fra Uniteds side:

– Selvfølgelig er jeg ikke interesseret. Hvordan kan man tro, at det forholder sig sådan? Jeg forlod Real Madrid for specifikt at skifte hertil på en fire-årig kontrakt, og jeghar sagt til klubben, at de ikke skal bekymre sig om mig. Jeg bliver så længe jeg er ønsket, lyder det fra Mourinho ifølge flere medier.

Tidligere har også Dortmunds Jürgen Klopp benægtet enhver form for interesse i at overtage det skrantende United-hold.

Forrige artikel

Se den historiske kamp med andre United-fans

Næste artikel

Solskjær: Masser af respekt om Giggs

ANNONCE