(Joern Pollex – UEFA/UEFA via Getty Images)
Cristiano Ronaldo er Rasmus Højlunds ubestridte forbillede. Derfor var der heller ikke tale om hån mod den legendariske angriber, da den danske angriber stjal Ronaldos jubelscene i gårsdagens kamp mellem Danmark og Portugal. Tværtimod.
– Det var ikke imod ham. Jeg har altid drømt om at gøre det (lave jubelscenen, red.), men jeg har ikke gjort det på professionelt niveau endnu, fordi jeg har min egen jubelscene.
– Han er alt for mig, og derfor syntes jeg, det var sjovt og cool i momentet, siger Højlund til Viaplay efter landskampen.
Manchester Uniteds nummer 9 blev matchvinder i 1-0-sejren, da han satte sidste fod på et flot dansk angreb efter 78 minutter.
Der var hele fem Manchester United-spillere i aktion i nationalarenaen i København torsdag aften. Hos Portugal var både Bruno Fernandes og Diogo Dalot i startopstillingen.
Christian Eriksen var den eneste danske United-spiller, der var blandt de startende 11. Han havde flere gode tilbud i løbet af kampen og misbrugte også et straffespark efter 24 minutter.
Monacos Mika Biereth var foretrukket på toppen af Brian Riemer, og derfor startede Højlund på bænken. Det samme gjorde Patrick Dorgu, der blev skiftet ind kort før tid.
Højlund nåede ikke at tale med sit idol efter kampen, men han håber at få muligheden på søndag, når de to hold spiller returkamp i Lissabon. Der er kampstart på Estádio José Alvalade kl. 20.45.