Fergie lover Lindegaard guld

Anders Lindegaard skal nok få sin guldmedalje, lover Sir Alex Ferguson.

Selvom det blot er blevet til otte kampe i Premier League, kommer danske Anders Lindegaard til at modtage en medalje som bevis på, at han er blevet engelsk mester med Manchester United. 

Det lover Sir Alex Ferguson. 

– Det er virkelig svært for en målmand at opnå ti kampe, når dit førstevalg klarer det så godt, som David de Gea gør. Så jeg synes også, at Anders Lindegaard fortjener en medalje. Vi distribuerer dem på en måde, vi synes er fair, siger Ferguson til ManUtd.com. 

Tidligere var det nødvendigt for en spiller at have optrådt mindst ti gange i sæsonen for at være egnet til en medalje. 

Derefter kunne klubberne søge om dispensation til spillere, der ikke havde nået det nødvendige antal kampe, men som alligevel havde spillet en afgørende rolle. 

Medaljer til Fletcher og Büttner

Men nu er reglerne blevet ændret, hvilket betyder, at det nu kun er nødvendigt at have optrådt fem gange for at få det eftertragtede stykke metal. 

Det betyder, at United denne gang får 40 guldmedaljer af Premier League, ti mere end normalt. Og det er godt nyt for flere spillere. 

– Jeg synes, det er fair, hvis vi tager Darren Fletcher som eksempel. For det er kun sygdom, der har forhindret ham (i at få de ti kampe, red.). Jeg er sikker på, at hvis han havde været til rådighed, ville han være sikret en medalje, siger Ferguson og fortsætter. 

– Büttner har været fantastisk, for han har rejst med til alle vores kampe, været med i alle træninger, spillet tre kampe og blevet skiftet ind i noget, der ligner ti kampe. Så jeg mener, det er at bidrage. 

Så selvom der er udsigt til en dansk medalje i Manchester, er det ikke ensbetydende med, at Lindegaard får flere kampe i denne sæson. 

Forrige artikel

U21: Skuffende nederlag mod Wolves

Næste artikel

Wenger: Carrick er årets spiller

ANNONCE