1. Erik ten Hag er påpasselig med de unge
Willy Kambwala og Omari Forson har begge fået startdebut og flere kampe for United. Imens er både Alejandro Garnacho og Kobbie Mainoo blevet stamspillere under Erik ten Hag.
Så man kan som udgangspunkt ikke klandre hollænderen for ikke at se de unges vej.
Siden Forsons debut har vi dog ikke set flere debutanter, selvom der har været mange af klubbens akademispillere med på bænken.
Her tæller blandt andre Toby Collyer, Habeeb Ogunneye, Harry Amass, Ethan Wheatley og nu også Louis Jackson. De fire sidstnævnte var også med på bænken i går.
Da United var foran 3-0 og så ud til at være i kontrol, kunne man måske have bragt en debutant i spil. Det kan heller ikke udelukkes, at det var sket, hvis føringen havde holdt eller var blevet udbygget.
Nu endte det i stedet med en ny neglebider. Og Erik ten Hag har dermed skånet disse unge fra at være del af en potentiel ydmygelse.
Det ligner, at Erik ten Hag vil have United til at præstere bedre, inden han kaster nye unge for løverne og udsætter dem for det pres, der følger med.
Så vi skal nok ikke forvente debutant nummer 250 af egen avl, før man er kommet ind i en bedre formkurve.
2. Fergie Time går imod os – igen
I sidste sæson indkasserede United tre mål i overtiden, gennem en hel sæson.
I denne sæson har man siden 1. februar indkasseret hele syv mål i overtiden:
Neto for Wolves, Iwobi for Fulham, Haaland for Man City, Ajer for Brentford, Wright for Coventry City og så de to fra Cole Palmer i Chelsea-kampen.
Manchester United var selv meget berømte for sin Fergie Time, hvor man ofte lykkedes med at afgøre tingene til allersidst. Dette synes dog efterhånden at være vendt imod os med ovenstående tendens.
Med undtagelse af Wolves-kampen, hvor Kobbie Mainoo selvfølgelig fik scoret efter Netos udligning.
Om det skyldes træthed, for uerfaren en bænk eller helt andre ting, så er det i hvert fald noget, United skal forbedre.
3. Tvivlsomme straffespark går imod os – igen
Det er efterhånden svært at finde på noget, som vi har lært af kampen. For Uniteds sårbarhed, utilregnelighed og evne til at kollapse fuldstændigt, er desværre old news efterhånden.
Derfor bliver tredje punkt den fortsatte tendens med at få vigtige 50/50 kendelser imod os.
Lørdag ramte Jack Grealish bolden med sin arm i Man Citys semifinale mod Chelsea, men der blev ikke givet straffespark. Søndag gjorde Aaron Wan-Bissaka noget tilsvarende, og så blev der fløjtet.
Gennem hele sæsonen har der været sådanne tilfælde, hvor der dømmes imod United, mens lignende situationer dømmes anderledes i andre kampe.
Fire straffespark er indtil videre dømt mod Manchester United i april 2024. To mod Chelsea, et mod Liverpool og endnu et i går mod Coventry. Alle fire har været omdiskuterede og ville formentlig ikke være givet af VAR, hvis ikke dommeren havde dømt det i første omgang.
Når det er sagt, var United naturligvis heldige med VAR-kendelsen, der dømte Haji Wright offside i opspillet til Victor Torps annullerede mål. Et mål, som a propos punkt 2 også faldt i kampens overtid.
4. Truppen er overhovedet ikke synkroniseret
Da punkt 2 og 3 minder lidt rigeligt om hinanden og tenderer til klynk, har jeg valgt helt undtagelsesvist at tage et fjerde punkt med.
For da Rasmus Højlund sikrer finalebilletten med det afgørende spark, løber han som den eneste ud mod fansene for at råbe sin glæde – eller lettelse – ud mod alle dem, der er rejst til London for at støtte op om holdet.
Christian Eriksen smålunter ned mod landsmanden som den eneste. Antony gestikulerer hånende mod Coventry-spillerne, og resten ser bare ud til at blive stående i midtercirklen og tænke ‘pyh, nu er det endelig overstået’.
Som fan sidder jeg ikke med følelsen af, at dette er et hold, der har bedrevet noget sammen.
På de sociale medier synes der også at være splittelse over spillernes reaktion, da finalepladsen var i hus. Nogle steder latterliggøres Rasmus Højlund over at juble så udtryksfuldt over en sejr på straffespark mod en Championship-modstander.
Mens andre kritiserer resten af holdet for ikke at tage del i jublen med danskeren og de tilrejste fans.
Sidst United lignede nogle, der stod sammen og kæmpede for samme sag, var i FA Cup-sejren over Liverpool. Men dette har man desværre ikke lykkedes med at bruge til at opbygge et momentum.
Tja så i princippet lærte vi egentlig ikke noget…ikke noget vi ikke allerede vidste før kampen mod Civentry…
Wan Bissakas “hands” er vel fair nok dømt, det var Grealishs “no hands” tilgengæld ikke som jeg ser det…klart straffespark til Chelsea i den situation, men jeg har ikke dommerkort😉
Om EtH passer på vores unge talenter ved jeg nu ikke, tror de 4 knægte udelukkende var på bænken pga skadessituationen pt….