Optakt: Sunderland – Manchester United

Manchester United er pisket til sejr i udekampen mod Sunderland, men hvis det lykkes er top 4 maksimalt fire point væk efter runden.

Pointtabet på Stamford Bridge efter Chelseas sene udligning har efterladt Manchester United i alvorlig fare for at ende uden for Champions League-pladserne. Før den kommende spillerunde har United seks point op til Manchester City på 4.-pladsen med 13 kampe igen, og United kan formentlig ikke tåle, at det forspring bliver større.

Derfor skal United meget gerne have en sejr ude mod Sunderland på lørdag. Til gengæld kan United hente motivation i, at en sejr over Sunderland uanset resultaterne i rundens andre kamp vil betyde, at top fire kommer enten to eller tre point nærmere. Der er nemlig to indbyrdes opgør i top fire, hvor Leicester skal til London for at møde Arsenal, mens Tottenham møder City i Manchester. Det betyder, at top fire maksimalt er fire point væk, hvis United slår Sunderland.

På trods af det skuffende resultat var der stadig grund til at glæde sig over præstationen imod Chelsea – i hvert fald indtil de sidste 20-30 minutter, hvor United prøvede at forsvare sejren hjem. Ligesom i de to tidligere kampe mod Derby og Stoke flyttede United bolden hurtigt og skabte en del fine chancer. Det skal de gøre igen mod Sunderland, der med stor sandsynlighed kommer til at stille sig langt tilbage på banen.

Hjemmeholdet på lørdag har også hårdt brug for point, men af lidt andre årsager. Sam Allardyces mandskab er nemlig i store problemer i bunden af tabellen og ligger andensidst i tabellen. Tilmed har de haft svært ved at samle nok point sammen på hjemmebane, og det er faktisk kun Aston Villa, der har hentet færre point på hjemmebane i denne sæson. Til gengæld vil de gå ind til kampen med optimisme efter at have reddet point mod Liverpool på Anfield på trods af at have været 2-0 bagud med ti minutter igen.

Der er dog masser af ting, der peger mod United-sejr. Sunderland har kun hentet to point i de sidste fire ligakampe. Samtidig har klubben en decideret elendig statistik mod holdene fra top seks. Fra otte kampe mod top seks-holdene har Sunderland kun hentet et point, og det var i en hjemmekamp mod West Ham tilbage i oktober, hvor man smed en 2-0-føring. Derudover er Sunderland historisk set lidt af en ønskemodstander for United. I de sidste ti møder i Premier League mellem de to klubber har United vundet otte, en enkelt er endt uafgjort, og Sunderland har hentet én sejr.

Dato, tid og sted:

Kampen spilles lørdag den 13. februar, kl. 13.45 på Stadium of Light i Sunderland.

Dommer:

Andre Marriner får æren af at passe fløjten.

Skader og karantæner:

For United er Ashley Young, Bastian Schweinsteiger, Marcos Rojo, Antonio Valencia og Luke Shaw stadig ude. Derudover blev Phil Jones, Adnan Januzaj og Guillermo Varela skadet i kamp for U21-holdet midt i ugen.

Sunderland må undvære Younes Kaboul, Jeremain Lens, Duncan Watmore og Billy Jones, mens Defoe faktisk fik en fiberskade mod Liverpool. Topscoreren forventes dog klar. Adam Johnson kommer selvfølgelig heller ikke i aktion, da klubben fyrede ham torsdag.

Mulige startopstillinger:

Manchester United

De Gea

Darmian – Smalling – Blind – Borthwick-Jackson

Carrick – Fellaini

Lingard – Mata – Martial

Rooney

Sunderland

Mannone

Yedlin – Koné – O’Shea – van Aanholt

Kirchoff

N’Doye – Cattermole – M’Vila – Khazri

Defoe

Hold øje med:

Den klart største profil for Sunderland er den garvede angriber Jermain Defoe, der har nettet seks gange i sine seneste seks Premier League-kampe. Senest mod Liverpool fik han demonstreret, hvorfor man skal være opmærksom på ham. Kun to halvchancer skulle han bruge til at score det mål, der reddede et point for Sunderland. Venstrebacken Patrick van Aanholt har også noget overraskende vist sig at være en af den nordøstengelske klubs vigtigste spillere i offensiven. Den offensive hollænder går ofte med frem og har tilmed scoret tre mål i seks ligakampe siden årsskiftet.

Skribentens bud på kampens udfald:

Det er ikke ofte, at jeg har følt mig så selvsikker før en United-kamp i denne sæson, men jeg tror, at United vinder nemt. Sunderland har et par vigtige spillere ude, klarer sig dårligt mod topholdene, og United har set bedre ud på det seneste. Mit bud er en 3-0-sejr til United.

Vidste du, at…

  • Kun Aston Villa har hentet færre point end Sunderland på hjemmebane i denne sæson. Halvdelen af deres 12 hjemmekampe har de tabt, mens kun tre er vundet.
  • Mod den nuværende top 6 har Sunderland kun hentet et enkelt point i otte kampe i denne sæson. Målscoren i de otte kampe er 7-22.
  • Jermain Defoe har scoret seks mål i sine seneste seks Premier League-kampe. Målene er dog faldet i tre kampe.
  • Wayne Rooney er også brandvarm for tiden. I 2016 har United-angriberen scoret syv mål i otte kampe.
  • Sunderland vandt 1-0 over Manchester United på Old Trafford i 2014, men på Sunderlands hjemmebane skal vi helt tilbage til 1997 for at finde den seneste Sunderland-sejr over United.

TV:

Kampen vises på TV3+ og 6’eren.

Hvem rivalerne spiller imod:

Arsenal – Leicester (lør 18.30)

Aston Villa – Liverpool (søn 15.05)

Manchester City – Tottenham (søn 17.15)

Overvejer du at rejse til Old Trafford? Vi guider dig på vej her

 

Forrige artikel

U21 til tops efter sejr over City

Næste artikel

Van Gaal langer ud efter Scholes

ANNONCE