Sidste år røg Uniteds u18-hold noget skuffende ud af FA Youth Cuppen allerede i 3.runde, da Burnley kunne rejse sejrende fra Old Trafford. I år har lodtrækningen endnu engang kastet Burnley op som modstander for United i 3.runde af den prestigefulde turnering, som United har vundet hele ti gange, hvilket er rekord i England.
Paul Scholes, der nu er assisterende træner for u19-holdet, var selv med på det berømte class of 92-hold, og var med i 1993 da United tabte finalen. Nu håber Scholes på mere hæder til United i turneringen, også selv om Burnley er en svær modstander.
– Det er en fremragende turnering, det er den bedste for u18-hold at vinde. Burnley vil være en hård nød at knække. Jeg er sikker på de vil komme ud med fuld knald på og tackle os hårdt og gøre livet surt for os. Men jeg håber vi har spillerne til at vinde, siger Scholes til manutd.com.
Mens United har muligheden for at vinde FA Youth Cuppen, røg en anden mulighed for sølvtøj tidligere på ugen, da United røg ud af UEFA Youth League. Det skete, da man ikke formåede at slå Shakhtar Donetsk hjemme i Manchester. Men det vigtigste var den læring og udvikling de unge talenter tog med sig fra seks kampe i Europa mener Scholes.
– Når man tager spillerne med til disse kampe er det vigtigste at se dem lære og udvikle sig fra kamp til kamp. Jeg tror spillerne har lært en masse fra de seks kampe, og der har været nogle fremragende præstationer i løbet af kampene, som næsten var nok til at sende os videre. Men laver man for mange fejl, som vi gjorde, så er det svært for dig. Jeg er sikker på gutterne har lært en masse af det, og vil tage det med ind i Youth Cuppen, siger Scholes.
United spiller mod Burnley på Turf Moor på mandag klokken 20.00 dansk tid. Skulle United gå videre til 4.runde vil modstanderen her være enten Leicester eller Rotherham.