Sherwood blæser til angreb mod United

Den nye Spurs-boss slår inden braget mod de engelske mestre fast, at hans hold har tænkt sig at gå efter sejren nytårsdag.

Efter André Villas-Boas tidligere på måneden fik en fyreseddel i Tottenham Hotspur, har den tidligere tekniske assistent Tim Sherwood overtaget stillingen, med syv point i tre kampe til følge.

Den nye mand har i sine seneste kampe benyttet sig af en offensiv 4-4-2 opstilling. Og op til kampen mod Manchester United forsikrer Sherwood, at man vil fortsætte med det offensive mindset.

– Jeg foretrækker at spille med risici. Vi vil respektere dem, men vi kan heller ikke lægge os fladt ned. Vi er nødt til at komme ud og gøre os gældende mod dem så meget som muligt, siger Sherwood ifølge GulfNews.com.

Tottenham har det ellers traditionelt svært mod Manchester United. Således har holdet fra det nordlige London kun vundet én gang i 24 år på Old Trafford – en sejr, der dog kom i hus sidste sæson.

– Der vil ikke være nogen frygt. Vi vandt der sidste år, så vi har allerede været der og vist os selv frem mod Man United, og forhåbentlig kan vores spillere benytte den erfaring fremad banen.

– United har vendt skuden og er inde i en god stime. Vi ved fra historien, hvad de kan gøre, når det kører for dem. De er fyldt med energi og er meget svære at stoppe. Så vi er nødt til at finde en måde at stoppe dem i deres løb og skabe noget positivt for os selv.

Tottenham ligger forud for opgøret nytårsdag på en syvendeplads i Premier League, og har samme 34 point som United på sjettepladsen.

Forrige artikel

Moyes udfordrer Welbeck

Næste artikel

I fjendens lejr - Spurs del 2

ANNONCE