The Telegraph: Disse positioner vil Manchester United styrke til sommer

Hvis vi ikke vidste det i forvejen, så har Manchester Uniteds mængde af skader afsløret, at truppen har behov for markant forstærkning. The Telegraph melder nu hvilke positioner, der har højest prioritet i klubbens og Sir Jim Ratcliffes sommerplaner.

Det har ikke stået stille på ledergangene, siden Sir Jim Ratcliffe for nylig opkøbte 27,7 procent i Manchester United.

Overtagelsen blev først godkendt af Premier League for et par uger siden, men da var der allerede indgået en aftale med Omar Berrada fra Manchester City, mens Newcastles Dan Ashworth nu også meldes på vej.

Særligt sidstnævnte forventes at skulle have meget at sige i forhold til fremtidige spillerkøb.

Men selvom Ashworth endnu ikke er på plads i Manchester United, melder The Telegraph, at man allerede har identificeret positionerne med størst behov for forstærkninger.

Angriberen

Klubben meldes at være godt tilfredse med danske Rasmus Højlund, men man ser det alligevel som højeste prioritet at finde en angriber til at supplere ham.

Marcus Rashford forsøgte at fylde hullet i lørdagens nederlag til Fulham, men det var ikke nogen succes. Anthony Martial har heller ikke været en brugbar reserve i indeværende sæson, og han er nu også blevet opereret og er meldt ude indtil april.

Og bortset fra dem er der altså ikke nogen åbenlyse arvtagere i den eksisterende trup. Derfor er en ny angriber en meget høj prioritet for klubben.

Fabrizio Romano melder, at klubben holder øje med Bolognas Joshua Zirkzee og Bayern Münchens Mathys Tel.

Han spår dog, at klubben måske hellere vil prioritere en mere erfaren angriber til at støtte op om Højlunds udvikling. Her nævnes Aston Villas Ollie Watkins og Brentfords Ivan Toney som muligheder.

To forsvarsspillere

Til forsvaret melder The Telegraph, at man både vil gå efter en højre back og en spiller til den højre side af midterforsvaret.

Aaron Wan-Bissaka har til sommer kun et år tilbage af sin kontrakt og har ellers delt rollen som højre back med Diogo Dalot.

Begge er også blevet anvendt i venstresiden, som også har været hårdt ramt af skader til Luke Shaw og Tyrell Malacia.

En ny højre back kunne eksempelvis være Denzel Dumfries, der bliver nævnt som en mulighed af Manchester Evening News og italienske Tuttosport.

I midterforsvaret har både Raphaël Varane og Victor Lindelöf kun et år tilbage af deres aftaler til sommer. Og særligt Varane meldes på vej ud med interesse fra blandt andet Saudi Arabien.

Harry Maguire har til sommer også kun et år tilbage af sin kontrakt, men i hans tilfælde har klubben en option på at forlænge aftalen med et år. Denne beslutning har dog ingen relevans i forhold til behovet for en ny midterforsvarer.

Midtbanen

Mens positionerne som angriber, højre back og midterforsvarer meldes som klubbens første prioritet, er der også fokus på den centrale midtbane.

Her afventer man dog i første omgang Casemiros situation, og han er da også meldt på vej ud sammen med 14 andre.

For store nyindkøb vil være afhængigt af, at man også får penge i kassen i forbindelse med spillere, der forlader klubben.

The Telegraph meldte i hvert fald for en uge siden, at Manchester United vil få svært ved at bruge store summer til sommer.

 

1 kommentar
  1. Tja de nævnte positioner giver god mening, det der er det primære for mig er om EtH får indflydelse på de nye indkøb, hvilke jeg bestemt ikke håber.

    Jeg håber jo at EtH bliver erstattet på posten og at Dan Ashworth vil rekruttere de spillere den sportslige ledelse vil have ind og som en ny manager skal benytte, sådan må det være indtil vi er sikre på at manageren er den rigtige og efterfølgende kan få mere indflydelse på hvilke spillere dee skal tilføjes truppen.

    Vi må.ikke spilde 3-4 milliarder igen på samme måde som EtH desværre fik lov til.

Kommentarer er lukket

Forrige artikel

MEN: United forbereder kæmpe sommerudsalg

Næste artikel

Mirror: Ratcliffe vil ændre lønstrukturen - Berrada skal tage hånd om de høje lønninger

ANNONCE