Van Gaal hiver ny fysisk træner ind

Louis van Gaal har valgt at bringe sin egen fitnesstræner til klubben. Det har begrænset Tony Strudwicks position i klubben.

Manchester United vælter sig i skader. Ni spillere meldes ukampdygtige til lørdagens hjemmekamp mod West Ham. Skadeskrisen kommer samtidig med, at en ny fitnesstræner er ved at blive kørt i stilling.

Ifølge Daily Mail har United i al ubemærkethed skiftet fysisk træner. Loyale Tony Strudwick har fået frataget flere af sine arbejdsopgaver med førsteholdsspillere, ind er i stedet hentet hollandske Jos van Dijk.

Strudwick var under sommerens træningslejr i USA ellers manden, som lagde de fysiske træningsplaner for spillerne. Men stille og roligt har van Dijk overtaget mere og mere. Således står Strudwick nu kun for få opvarmningsøvelser i førsteholdsregi. Derudover er hans primære arbejdsområde ungdomssektoren.

Ifølge avisen har van Gaals skifte af fitnessguru intet med den nuværende skadeskrise at gøre. Det er i stedet et udtryk for, at hollænderen føler sig bedst tilpas ved at arbejde med sine egne folk.

Strudwick har været i United siden 2007.

Forrige artikel

Johnny Giles: Rio burde holde sin kæft

Næste artikel

LvG forsvarer indkøbspolitik

ANNONCE