Dette er en kommentar. Den fremstiller udelukkende skribentens egen holdning.
Nu er han landet i England. Ruben Amorim er den sjette Manchester United-træner siden Sir Alex Ferguson. Derudover kan vi smide Ralf Rangnicks halvårlige aftale med i bunken. Det ser ikke særlig pænt ud.
Og jeg må sige, at jeg er mere end almindeligt mæt af trænerkarrusellen i United. Den hænger mig faktisk langt ud af halsen. Jeg orker virkelig ikke at læse flere analyser om, hvorfor det er gået så galt for United i det seneste årti. Jeg orker ikke at læse mere om spilfilosofier, 3-4-3, fejlslagne indkøb og United ‘DNA’.
Kontrol, trebackkæde og indvendige kanter: Her er Amorims taktiske principper
Jeg er et sted, hvor jeg ikke har nogen som helst tro på, at det er en endnu en tur i den her karrusel, som kører Manchester United tilbage til toppen af engelsk og europæisk fodbold. Men hvorfor så egentlig ikke?
Jeg synes, det er udenom enhver tvivl, at Erik ten Hag er en dygtig træner. Det samme kan siges om David Moyes, Louis van Gaal og José Mourinho. Med undtagelse af Moyes, som var en arvtager, skulle de andre være løsningen – men de endte med at blive problemet. I alle tilfælde begyndte medier og fans undervejs at finde argumenter, som pegede på, at de alligevel ikke havde lige præcis dét, der gør en stor United-træner.
(Ole Gunnar Solskjær stikker ud, fordi han ikke havde en track record fra en lignende stilling, men han endte med at få jobbet efter en flot prøveperiode)
Erik ten Hag er den seneste, som blev offer for det alter. Han havde imponeret i Ajax – som han tilmed gjorde til det måske mest seværdige hold i Europa i en periode. Det var han ikke i nærheden af at få Manchester United til at være. De ting, som skulle være hans store styrke, endte med at blive vendt imod ham.
Rúben Amorim er utvivlsomt også en fagligt dygtig træner, som der er gode argumenter for at hyre. Det lyder fra troværdige medier, at han er blevet valgt, fordi han er en ung talentfuld træner, som den nye ledelse tror på at de sammen kan skabe en ny storhed omkring.
Det lyder da både velgørende og inspirerende. Jeg tror bare ikke på, det er nok. Og det skal tilføjes, at jeg er opmærksom på den forskel, der er på Erik ten Hags tid i Ajax og Amorims i Sporting, som er, at Amorim har ‘slået over’ budget. Sporting har kun det tredjestørste budget i Portugal, men det er alligevel lykkes at overhale de to ‘store’ i Benfica og Porto, mens Erik ten Hag havde det klart største budget i hollandsk fodbold. Det taler naturligvis til den nye United-træners fordel.
Men indtil andet er bevist, er jeg overbevist om, at hvis vi spoler tiden to år frem, så handler narrativet om, at Amorim alligevel er for ung og uerfaren til en storklub som United. Så det, der netop nu er hans styrke og Uniteds løsning, er blevet problemet. Som vi har set det før.
Jeg tror – og er bange for – at jobbet som United-træner er for svært at udføre. Af alle mulige årsager. Jeg er i tvivl om, om det er ‘nok’ at være en fagligt dygtig træner. Jeg tror, det skal blandes med en personlighed, som kun få besidder. Og som jeg i øvrigt tvivler på, man kan nå at have opbygget som 39-årig. Og når jeg skriver, at jeg er bange for, at min anelse er rigtig, så er det fordi, jeg på stående fod kun kan komme i tanke om én aktiv træner, som har den pakke, jeg tror, jobbet kræver. Han hedder Jürgen Klopp. Og han bliver ikke Manchester United-træner på noget tidspunkt.
Klopp er uhyre karismatisk, ydmyg og ligefrem. Han har autenticitet, han er menneskelig, og jeg kan (desværre) godt forstå, hvorfor han lykkedes med at få Liverpool-spillerne med på den vogn, som de kørte mod toppen af europæisk fodbold i. Og det gjorde Klopp i en stilling, jeg anser som sammenlignelig med den i United, når det kommer til opmærksomhed og larm fra omverdenen. Jeg ved godt, at der er nogle læsere, som mener, han er et klynkehoved og at det ikke er et United-materiale. Men altså: Var Fergie virkelig så meget bedre, når det kom til at give alle andre skylden for et United-nederlag?
Jeg håber naturligvis, jeg tager grueligt fejl, og at det her lille skriv bliver fundet frem og latterliggjort om to, tre eller fem år.
Jeg håber på medrivende fodbold. Jeg håber på, at Rasmus Højlund begynder at banke bolden ind på Viktor Gyokeresk manér. Jeg håber, Ruben Amorim løber ned mod Stretford End i jubelrus efter afgørende scoringer mod Liverpool og City. Jeg håber på mesterskaber og 11 sejre i træk i en ny sæson. Det gør jeg. Hvis det er noget, de seneste ti år som United-fan har lært mig, så er det, at håbet findes. Og jeg har lært, at håbet kan findes efter enhver given sejr på et stadion i England – eller i Paris. Men troen – den har jeg svært ved at finde frem.
(Ash Donelon/Manchester United via Getty Images)
Tja jeg er (var) træt af at se vores klub rode rundt som midter hold, på slingre kurs, uden et spille koncept der virker, uden tro og uden gejst og sjæl….træt af at se en EtH stå på sidelinjen og samtidigt tænke at han ikke kunne ændre noget som helst i en positiv retning når kampene blev svære, hvilke ret beset alle kampe var i de sidste 18 måneder under hollænderen.
Træner karussel….tja måske, men sådan er fodbold nogle gange….der skal nogle gange flere forsøg til før den rette mand dukker op…bare se Liverpool, hvor længe der gik før Klopp endelig gav dem et mesterskab, tre årtier og en hulens masse managers inden Klopp forløste dem i 19/20 sæsonen.
Men ja der er ligheder mellem Amorim og EtH i forhold til deres hjemlige succes
Men Amorim er en helt anden type som person og jeg tror på at han kan “vække” spillerne op til “dåd”, om hans tydelige koncept fra Portugal lider samme skæbne som EtH ligeså tydelige hollandske koncept må tiden jo vise
Men når det er sagt var der bare ikke mere snor til EtH, han fik både tid og mange penge men det lykkedes alligevel aldrig helt i den sidste ende
Mon ikke også truppen trænger til at blive set på med nye øjne, ruske lidt op i spillerne som jo nu skal bevise deres berrettigelse samt tilstedeværelse I resten af sæsonen.
Sir Ratcliffe og Co har nu valgt deres mand, først nu er INEOS æra for alvor begyndt.
GGMU