Sir Alex og Roy Keane skabte fodboldspilleren Fletcher

I et stort interview fortæller Darren Fletcher om livet under Sir Alex Ferguson, og hvordan Roy Keane havde en kæmpe indflydelse på ham.

Darren Fletcher har i sin karriere spillet med et utal af spillere og haft et par enkelte trænere. Men der er to personer, der i den grad har skabt både personen og fodboldspilleren, Darren Fletcher.

I sin tid i United oplevede han som så mange andre af holdkammeraterne kun at have Sir Alex Ferguson som manager. Ifølge Darren Fletcher kunne Sir Alex med meget få værktøjer ændre den tilgang spillerne havde til livet som fodboldspiller.

– Han gav ofte nogle små beskeder eller instrukser under træning eller kamp. Pludselig så man ubevidst spillet på en anden måde. Det var ganske enkelt fremragende trænerarbejde. Vi ændrede os ikke kun som spillere men også som mennesker, siger Fletcher til Daily Mail.

– Han sagde altid: “Se, hvad førsteholdsspillerne gør og lyt til, hvad de siger.” Jeg tror virkelig på, det hjalp mig. Han var også hurtig til at opfatte, at tiderne ændrede sig. Vi var ikke længere drenge af arbejdsklassen, som han typisk ville træne i Aberdeen. Så vi skulle behandles anderledes.

Fletcher fortæller yderligere, hvordan Sir Alex også var med på den teknologiske udvikling. Han anskaffede sig en iPad, så han ikke længere behøvede at have folk rundt omkring på diverse natklubber. Han kunne holde øje med det hele fra sofaen.

Roy Keane var det store forbillede

Darren Fletcher spillede i en årrække en vigtig rolle som arbejdsmand på Uniteds midtbane, hvor han leverede et stort arbejde, som dog ofte kunne gå under radaren. Roy Keane, der var en af Fletchers store inspirationskilder, var en af dem, der satte stor pris på skottens arbejde.

– Der var en gang, hvor jeg havde været ude i to måneder, og han sagde, han var glad for, jeg var tilbage. Det fik ikke den store genklang i medierne, da de ofte fokuserede på de neagtive historier. Han sagde på et tidspunkt til mig, at han kunne spille i ti år mere med alt det løbearbejde, jeg lavede. Det betød alverden for mig.

– Jeg kunne bare kigge på Roy og lære, men mest af alt kunne jeg virkelig lide ham. Han var en fantastisk leder og spiller – den bedste førsteberøring jeg nogensinde har set, siger Fletcher til Daily Mail.

I interviewet fortæller den alsidige midtbanespiller også, hvordan det var hans far, der i sin tid sagde, at fodbold var en holdsport, og man ingen vegne ville komme, hvis man kun arbejdede for sig selv. Noget Fletcher alle dage har holdt fast ved.

Darren Fletcher skiftede i 2013 til West Bromwich efter en længere tid med en sjælden mavesygdom, der gjorde, at han ikke kom op på sit vanlige niveau. Siden skiftet har skotten startet i samtlige 73 kampe, West Brom har spillet.

Køb Manchester Uniteds nye trøjer her

Rejseguide: Få hjælp til at rejse til Old Trafford her

Forrige artikel

- Kampene mod Liverpool er større end Manchester-derby

Næste artikel

Klopp er klar til kamp

ANNONCE