Jagten på nummer 251: Duncan Edwards, nummer 28, 1953-1958

Man United har ifølge egen hjemmeside givet debut til 250 spillere fra klubbens eget akademi. I denne serie dykker vi ned i listen og fortæller nogle af de historier, der er med til at kendetegne klubbens dna.

bySteffen Jønsson

25. april 2024 15:18

– Han var den eneste spiller, der kunne få mig til at føle mig utilstrækkelig.

Sådan sagde Sir Bobby Charlton engang om Duncan Edwards. Og det fortæller en del om Edwards’ kvaliteter og uomtvistelige talent.

Charlton er nemlig selv kendt som en af fodboldens helt store spillere og nævnes ofte blandt de bedste i fodboldhistorien. Nogle steder i top 15 eller 20. Andre steder lidt længere nede, men i hvert fald i top 50.

Det samme gør sig gældende for Bobby Moore, Franz Beckenbauer, Gerd Müller, George Best, Eusébio, Alfredo Di Stéfano, Garrincha og Pelé, som alle har spillet med eller mod Charlton.

Alligevel var det tilsyneladende kun Edwards, der med Charltons egne ord kunne få ham til at føle sig utilstrækkelig. Lad lige den synke ind et øjeblik.

Og så er der ikke engang taget højde for, at han grundet tragiske omstændigheder slet ikke nåede sit fulde potentiale.

Charlton har også uddybet, hvad der gjorde Edwards så speciel.

– De fleste spillere er god til visse ting; i luften, god med venstre eller højre fod, læser spillet godt eller er hurtige. Men Duncan havde det hele. Han var virkelig bedre til det hele end alle andre.

En dreng fra Dudley

Duncan Edwards blev født i Dudley nær Birmingham. Og da hans lillesøster døde, da hun kun var 14 uger gammel, voksede han op som enebarn. Desværre skulle hun ikke blive den eneste, som forældrene mistede alt for tidligt.

Hans fodboldtalent var tydeligt. Efter han havde spillet for forskellige skolehold, fik Edwards som 13-årig debut i en ‘England Schools Football Association’-landskamp mod Wales på Wembley. Og han var senere anfører for holdet i to år.

United havde haft Edwards i kikkerten, siden han var 12 år. Og selvom lokale klubber som Wolverhampton og Aston Villa også bød sig til, endte han med at skrive kontrakt med United.

Det skete på hans 17-års fødselsdag den 1. oktober 1953. Og det var faktisk allerede kort efter midnat, da Busby-assistenterne Jimmy Murphy og Bert Whalley dagen før tog en aftentur ud til Duncan Edwards’ familie i Dudley. Man ville ikke risikere, at dette talent slap væk.

På det tidspunkt var han allerede i klubben og havde fået sin debut, 16 år og 185 dage gammel. Dette gør ham til den tredjeyngste United-debutant i historien, kun overgået af Jeff Whitefoot og David Gaskell.

Allerede før debuten havde journalist George Follows dog opsnappet, at der var et særligt talent i United. Han skrev følgende i sin avis, News Chronicle:

– Som faderen til den første atombombe, venter Manchester United på, at noget utroligt skal til at ske. Denne utrolige fodboldstyrke, de har fundet i Duncan Edwards, skrev Follows. Og han fortsatte.

– Når han header, er det ikke forsigtigt og overladt til held, det er modigt og beslutsomt. Når han tackler, er det med et fældende bid, og når han afslutter, med begge fødder, kan end ikke Jack Rowley – Old Traffords stolthed – skyde hårdere. Ingen kan med sikkerhed sige, hvad der vil ske, når Edwards eksploderer ind i Første Divisions fodbold. Men én ting er sikkert: Det vil blive spektakulært.

Jack Rowley, som med 211 mål er klubbens 4. mest scorende nogensinde, har senere også selv udtalt, at han ville ønske, han kunne have afsluttet som Duncan Edwards.

Fra FA Youth Cup til Uniteds førstehold

Manchester Uniteds berømte ‘Busby Babes’ vandt de første fem finaler i FA Youth Cup, fra 1953 til 1957.

Edwards deltog i de første tre finaler sammen med sin midtbanemakker, Eddie Colman. Og han scorede i to af dem, i 1954 mod Wolves og i 1955 mod West Bromwich. To klubber, der pudsigt nok begge ligger tæt på fødebyen Dudley.

Ifølge Bobby Charlton var det dog en af semifinalerne, hvor han var mest iøjnefaldende.

– Jeg husker særligt de to semifinaler mod Chelsea i Youth Cup. Vi slog dem 2-1 både ude og hjemme, og han scorede alle fire, sagde Charlton.

– Jeg husker at tage et hjørne og tænke ‘jeg smider den bare op’, for jeg vidste, at han ville være der. Og ganske rigtigt. Han scorede vindermålet ved at vælte ind mellem 10 folk – bang. Han var massiv. Hvis Duncan spillede mod nutidens forsvarsspillere, ville han simpelthen vælte dem omkuld.

På førsteholdet blev han også hurtigt fast mand og var med til at sikre mesterskaberne i 1955/56 og 1956/57.

Dog kunne han ikke være med i alle kampene, da han skulle aftjene sin værnepligt i to år. Han fik dog lov til at rejse af sted til de fleste kampe og var også med i begge Charity Shield-sejre mod FA Cup-vinderne fra Manchester City og Aston Villa.

Three Lions

Som 18-årig fik han debut på det engelske landshold i en 7-2 sejr over Skotland. Og dermed var han Englands yngste debutant nogensinde, indtil Michael Owen overhalede ham i 1997.

Dennis Wilshaw scorede 4 mål i den kamp, som den første nogensinde for England. Men alligevel var det Edwards, der trak de største overskrifter. Skotlands angriber Lawrie Reilly var også begejstret.

– Hvor i helvede har de fundet ham henne? Der er bygget krigsskibe, der er mindre end ham og ikke lige så formidable, sagde Reilly.

Udover debuten er der særligt én landskamp, der ofte nævnes i forbindelse med Duncan Edwards. En kamp mod verdensmestrene fra Vesttyskland på det Olympiske Stadion i Berlin i 1956.

England vandt 3-1, og Edwards scorede et fantastisk mål, hvor han afdriblede flere modspillere. ‘Som en kniv gennem smør’, kaldte den engelske kommentator det, inden Edwards scorede fra kanten af feltet til 1-0. Et overlegent mål, 10 år før de to hold mødtes igen i en VM-finale.

– Navnet Duncan Edwards var på læberne af alle, der så denne kamp. Han var fænomenal, sagde Englands anfører Billy Wright efter kampen.

– Det er få individuelle præstationer, der kan måle sig med det, han leverede i dag. Duncan tacklede som en løve, angreb ved enhver mulighed og toppede det hele med et fantastisk mål. Han er kun 19 år, men allerede en verdensklassespiller.

Målet var hans første af fem mål i 18 landskampe. To af hans andre mål faldt i samme kamp i december 1956. Her slog man Danmark 5-2 i en kvalifikationskamp til VM i 1958.

Tragedien

Et år senere, den 17. december 1957, blev Alfredo Di Stéfano kåret som Europas bedste ved den 2. Ballon d’Or-kåring nogensinde. Duncan Edwards, som lige var blevet 21 år, fik en delt 3.plads efter landsholdsanføreren Billy Wright.

Derudover lå United-topscorer Tommy Taylor også godt til og fik en 8. plads.

Mindre end to måneder senere var United i Beograd og sikrede sig deltagelse i semifinalen i mesterholdenes Europa Cup. Men hjemturen endte katastrofalt for holdet, hvor 7 spillere døde på stedet og 2 fik så alvorlige kvæstelser, at de aldrig kom til at spille igen.

Edwards havde alvorlige brud på sine ben og ribben, og hans nyre var ødelagt og blev udskiftet. I 15 dage lå han på hospitalet i München, og undervejs var der bedring, så man troede, han ville komme sig.

Men indre blødninger opstod, og han døde den 21. februar 1958 – som den 8. spiller og person nummer 23, der mistede livet som følge af flystyrtet.

– Hans første ord var ‘kom nu, Mor, få mig hjem. Vi spiller mod Wolves på lørdag’, har hans mor sagt efterfølgende.

– Han kæmpede for sit liv. Med moderne medicin kunne han være holdt i live, men de sagde, han aldrig ville kunne spille fodbold igen. Og det tror jeg ikke, han kunne have levet med.

Eftermælet

Kampen i Beograd var Edwards’ kamp nummer 177 for Uniteds førstehold. Og han scorede 21 mål.

Hans død som 21-årig efterlader os nok med det største ‘hvad nu hvis’ i hele fodboldhistorien.

Bobby Charlton er eksempelvis blevet spurgt, om Englands legendariske anfører Bobby Moore stadig ville have været anfører for det engelske landshold, der vandt VM i 1966, hvis Edwards havde levet og i så fald været 29 år.

– Sikkert ikke, var Charltons korte svar på dette spørgsmål. Derudover spekuleres der også i, om England kunne have vundet VM før de gjorde, hvis han havde været med.

Måske ville United også have haft flere mesterskaber og europæiske trofæer med ham på holdet. Samt naturligvis også de andre, der døde eller blev invalide som følge af ulykken.

Individuelt havde han måske også nået at placere sig på den hylde, vi normalt kigger på, når vi taler om de allerbedste nogensinde. Men alt det finder vi af gode grunde aldrig ud af.

Englands tidligere anfører Jimmy Armfield er dog klar i spyttet i forhold til Englands VM-chancer.

– Med Edwards, (Roger) Byrne og (Tommy) Taylor ville vi have vundet VM i 1958 og igen fire år senere. England ville have haft et hattrick af verdensmesterskaber.

Jimmy Murphy, der tjente som Matt Busbys næstkommanderende i Manchester United, har udtalt, at der ikke fandtes en spiller, der kunne matche ‘Big Dunc’, når det kom til ‘all-round ability’.

– Når jeg hørte om Muhammed Ali, der over for hele verden sagde, at han var den største (sportsmand, red), så smilede jeg bare, sagde Murphy.

– Ser du, den største af dem alle var en engelsk fodboldspiller ved navn Duncan Edwards.