Torsdag aften har Manchester United meddelt, man har forlænget kontrakten med José Mourinho frem til 2020.
Nyheden er imidlertid blevet modtaget med blandede følelser hos Uniteds fans, men flere ting taler for, at det er den helt rigtige beslutning.
Selvom portugiserens attitude og spillestil altid har delt vandene, er resultaterne gradvist blevet bedre. Og lige nu er Manchester United i gang med sin bedste sæson, siden Sir Alex Ferguson stoppede. Hvis den resterende tredjedel af kampene går som ventet, vil den nordengelske klub slutte med omkring 80 point, hvilket under normale omstændigheder vil være rigeligt til at hive mesterskabet hjem.
Derudover er der gode chancer for at spille sig videre i Champions League, når Sevilla venter i ottendedelsfinalen.
Problemet er selvfølgelig, at Manchester City er i gang med det mest overbevisende mesterskabsridt siden Arsenals uovervindelige i 2003/2004. Og det er nærliggende – hvis ikke direkte fristende – at fremhæve Guardiolas transformation af City som et godt eksempel på, at Mourinho er langt fra at lykkedes med sit projekt på Old Trafford.
Guardiola fører
Og selvfølgelig har kritikkerne en pointe. For det er tydeligt, at Guardiola har været hurtigere til at omstille grundstammen i City bestående af bl.a. Sergio Agüero og David Silva til sin spillestil, ligesom han har været dygtig til at hente de rigtige spillere og rense ud i truppen.
I den røde del af Manchester har United fortsat omvendt et stort efterslæb af spillere fra de pauvre år under David Moyes og Louis van Gaal. Det er Daley Blind og Matteo Darmian begge gode eksempler på.
Man kan derfor argumentere for, at Mourinho ikke har været lige så dygtig til hurtigt at omstille United, som hans ærkerival har været i City.
Flere ting taler dog udover resultaterne for, at Mourinho for alvor er begyndt at sætte sit aftryk på United.
For det første har United siden forrige sommer fået tilgang af store profiler som Paul Pogba, Zlatan Ibrahimovic og Alexis Sanchez. Verdensklassespillere, der kan afgøre kampe og dermed vinde pokaler, og som det (udover Angel Di Maria) er svært at forestille sig være skiftet til United under Moyes og van Gaal.
For det andet er flere spillere for alvor begyndt at træde i karakter under Mourinho. Her tænker jeg især på Anthony Martial, der med én scoring for hvert 121. spillede minut i indeværende sæson er Uniteds mest effektive, samt Marcus Rashford og Jesse Lingard.
Sidstnævnte taler direkte ind i Uniteds DNA, da de som bekendt har fået deres fodboldopdragelse på klubbens talentakademi.
Ja, selv Marouane Fellaini er begyndt at vise kvalitet under Mourinho.
På ret kurs
Det er let at blive frustreret over Mourinhos spillestil, der til tider er dræbende defensiv og langsommelig. Alligevel har United allerede scoret 49 mål i Premier League. Til sammenligning nettede de blot 54 gange i hele sidste sæson, 49 gange i van Gaals sidste ved roret og 62 gange i 2014/15. Alt tyder med andre ord på, at det på den offensive front går den rigtige vej. Og det kan kun blive endnu bedre med Alexis Sanchez.
Det er let at være nostalgisk og drømme sig tilbage til tiden under Ferguson. Dels må vi dog desværre nok indse, at en sådan æra aldrig kommer igen, og dels var spillet langt fra altid lige kønt under den legendariske skotte.
Med fare for at blive upopulær, vil jeg bruge denne fodboldkliché for at understrege min pointe: Jeg vil hellere have, at United vinder grimt, end at de taber flot. Det andet kan vi lade Jürgen Klopps Liverpool om.
PS: Mange nostalgikere har plæderet for, at United bør give Ryan Giggs chancen som manager. Uanset hvor meget mit United-hjerte ville elske at se ham få succes på den front, er der én vigtig ting, der taler imod, at det er realistisk.
Det er nemlig tankevækkende, at der skulle gå halvandet år, fra Giggs forlod sin rolle som assistenttræner i United, til han fik et rigtigt trænerjob. Hvis hans talent er lige så stort udenfor som det var på banen, er det nærliggende at tro, at han var blevet samlet op af en klub tidligere.
