Endelig. Efter en kedelig VM-slutrunde, der primært vil blive husket for et larmende plastichorn, og et endnu mere forudsigeligt transfervindue, er ventetiden ovre. Premier League 2010/2011 er i gang! Og hvilken sæson vi går i møde.
Chelsea brød i sidste sæson Uniteds dominans i England, hvorfor det primære mål for ”De røde djævle” i år må være at generobre den engelske trone. Dette kan dog vise sig at blive endnu sværere end sidste år, da Tottenham Hotspur i sidste sæson sikrede sig den Champions League-givende fjerdeplads. Derudover må Arsenal stadig betegnes som seriøse bejlere til mesterskabet, mens Liverpool med Roy Hodgson i spidsen er det helt store spørgsmålstegn.
Den opmærksomme læser undrer sig sikkert over, hvorfor jeg ikke har Manchester City med på listen over mesterskabskandidater. Og med fare for at gøre mig selv til offer for hovedrysten, må jeg erkende, at jeg mest af alt betragter projektet i Eastlands som et gigantisk luftkastel. Manchester City har siden Sheikh Monsour bin Zayeds overtagelse i 2008 brugt over 200 millioner pund på nye spillere uden at det endnu er blevet til hverken sølvtøj eller Champions League-fodbold. Roberto Mancinis seneste genistreg med at gøre en fodboldtræt argentiner (der efter fire år i England stadig ikke taler sproget) til anfører, bekræfter mine anelser om, at City går endnu en bitter sæson i møde.
Men tilbage til det, det handler om. Manchester United. Hvad kan vi egentlig forvente af vicemestrene i år? I England er der efterhånden opstået en skepsis omkring United, der siden 2006 har nydt stor succes. I The Guardians velansete podcast ”Football Weekly” argumenterede de forskellige eksperter i sæsonoptakten for, at Manchester United meget vel kan følge Liverpool og blive ekspederet ud af top fire i år. De hyppigste argumenter i de dystre forudsigelser er, at hverken Paul Scholes, Edwin van der sar eller Ryan Giggs bliver yngre, mens nyerhvervelserne i form af Chris Smalling, Javier Hernández og Bebé er ubeskrevne blade. Det er dog vigtigt at huske på, at det samme blev sagt forud for 2006/2007-sæsonen. Og vi ved alle jo, hvordan det gik.
Jeg er overbevist om, at United igen i år slutter i top to. Udover Manchester City har ingen af holdende i den bedre halvdel af ligaen forstærket sig bemærkelsesværdigt, og jeg mener ikke, at United står svagere end sidste år. Bevares, jeg vil give de såkaldte eksperter ret, når de stiller spørgsmålstegn ved Scholes’ holdbarhed, men sådan har det været de sidste fem år. Derudover er det kun Ben Foster, der har forladt klubben, hvilket næppe kan betegnes som en svækkelse. Det er ydermere vigtigt at huske på, at United i sidste sæson var hårdt plaget af skader på samtlige positioner. Alligevel var de med i mesterskabskampen til sidste runde. Med andre ord, jeg er fortrøstningsfuld.
Sidst, men bestemt ikke mindst, vil jeg komme ind på sidste sæsons protester mod Glazer-familien. Adjektivet ”fantastisk” har i dag (delvist på grund af X-Factor) mistet en del af sin slagkraft, men ikke desto mindre finder jeg det dækkende for Green & Gold-kampagnen. Det var fantastisk(!) at se United-fans i alle aldre stå side om side i de gule og grønne farver, der symboliserer kærligheden til Manchester United og modstanden mod Glazer-familien. Det står efterhånden klart, at den massive gæld, som amerikanerne har påført United vil få gruelige konsekvenser, hvis der ikke snart kommer nye boller på suppen. Og til trods for, at ”De røde riddere” i første omgang opgav deres forsøg på at købe Glazers ud af klubben, er det vigtigt at fortsætte protesterne. Det kan være svært at se, hvordan man som enkeltperson kan være med til at gøre en forskel, men den megen mediebevågenhed omkring den rådne økonomiske tilstand i europæisk topfodbold var ikke opstået, hvis det ikke havde været for nogle modige United-fans, der i januar måned fik sat skub i Green & Gold-protesterne på hjemmebane mod Burnley.
Vigtigst af alt er det dog, at vi ikke glemmer betydningen af ”United”. Det lyder måske som en kliché, men én af de ting, der for mig gør Manchester United til noget unikt, er det sammenhold, United-fans nyder på tværs af alders- og landegrænser.
I ønskes alle en god sæson. United we stand!
