Vi har brug for erfaring

Transfervinduet nærmer sig, og spekulationerne er for længst gået i gang. Hvem kommer til og hvem forlader Old Trafford denne sommer? Rygterne er mange, svarene må vi pt vente lidt på.

Jeg er en af dem, som håber vi denne sommer går ud og køber det man vel kalder en spiller i sin bedste alder. Vi har brug for spillere, som er færdigudviklede og klar til fra dag 1 at gå ind og levere varen.

Misforstå mig ikke. Jeg følger Uniteds akademi tæt, og elsker når en spiller kommer op gennem rækkerne og slår igennem på førsteholdet. Klubben har brug for spillere af egen avl i førsteholdstruppen.

Men, vi har pt nogle unge kræfter, der har brug for erfarne folk omkring sig. Desværre har netop denne gruppe spillere i en periode bare ikke holdt niveau. Nu skal vi ud og bruge mange penge, på at få skabt balance i truppen.

Unge spillere som Rashford, Fosu-Mensah, Martial og så videre er store talenter og forhåbentlig en del af klubben i mange år frem. Men unge spillere er bare mere svingende i præstationerne, og har brug for nogle gange at få en pause og i stedet have fokus på træningsbanen.

De har brug for folk som Mkhitaryan, Mata og Valencia omkring sig. Spillere i den bedste fodboldalder, og spillere der kan tage ansvare på og udenfor banen. Så de unge ikke skal løfte det hele selv hele tiden.

Ingen tvivl om, at spillere som Kylian Mbappe og Youri Tielemans er gode spillere og blandt de mest lovende talenter i verden. Men Alan Hansens berømte citat ”You don’t win anything with kids” er jo delvist rigtigt.

Dengang havde Ferguson en perfekt kombination af rutinerede spillere i den perfekte alder, kombineret med de unge fremadstormende talenter fra Class of 92. Den kombination skal vi igen have fundet frem.

FC Nordsjælland er stolte over at have en gennemsnitsalder på 22 år. Jo, det er da ganske fint og viser at de gør et godt ungdomsarbejde, men man vinder ikke titler på at have et ungt hold.

Jeg siger ikke, at vi skal over i den anden grøft og have et gammelmands-hold ala AC Milan for år tilbage, hvor de vel alle var over 30 år. Men vi skal finde den rette kombination.

Desuden har vi jo talenterne rendende rundt i vores egen baghave, så hvorfor bruge kassen på andre klubbers store talenter? Så hellere supplere med spillere, der kan levere varen fra dag 1.

Eksempelvis i forsvaret har vi Axel Tuanzebe, Ro-Shaun Williams, Tyrell Warren og Lee O’Connor gående, som alle indenfor 1-2 år kan gøre sig gældende. De skal have mulighederne. Og de muligheder er lukkede, hvis United henter en ny ung stopper ind.

Ligesom vi har Angel Gomes, et af engelsk fodbolds største talenter pt, så hvorfor blokere hans vej ved at hente en ny ung spiller ind på samme position. Vi skal have færdigudviklede spillere, hvis vi skal tage skridtet tilbage til toppen.

Hvem det skal være, vil jeg ikke gå ind i her, det er jo en smagssag. Men jeg håber virkelig, at United denne sommer vælger at købe en topspiller klar til at levere varen til hver kæde. Så er vi klar de næste mange år, til at kæmpe helt oppe i toppen om pokalerne.

Forrige artikel

Moyes vil fortsætte med at kæmpe

Næste artikel

Schneiderlin kritiserer Van Gaal

ANNONCE