Taktisk set: Derfor vandt United i dag

Kenneth Nielsens billede
Indsendt af Kenneth Nielsen den søn, 12/04/2015 - 21:04

Michael Carrick ©Getty

United vandt i dag med 4-2 hjemme mod Manchester City. Dermed fik United den sjette sejr i træk i ligaen, og fik samtidig vendt den negative stime på fire nederlag i træk til de lyseblå naboer.

Men hvilke ting var det der gjorde, at United var forrygende i dag og vandt så sikkert mod City? Her er nogle taktiske overvejelser om kampen. Der er valgt fem nøgleting ud.

1. Styrede midtbanen

Yaya Toure og Fernandinho fik aldrig lov at dominere på midtbanen, noget de ellers er rigtig dygtige til. Michael Carrick, Ander Herrera og Marouane Fellaini satte sig simpelthen total på den centrale del af midtbanen, noget der var yderst afgørende.

Vi husker alle tiden med en United-midtbane der selv mod de dårligste hold i Premier League ikke kunne styre spillet, og vi drømte om at have fysiske spillere til at tage styringen i de store kampe. I dag var det United-spillerne der havde førertrøjen på, og ikke gav City lov at dominere spillet. Styrmanden hed Carrick, der blev godt suppleret af assistenterne Herrera og Fellaini. Trioen var suveræne i dag.

En af nøglerne for City igennem de seneste sæsoner har været netop deres midtbane hvor Yaya Toure, Fernandinho og til dels James Milner har knoklet hårdt for det, domineret med deres fysik og med gode afleveringer frem til de offensive kræfter har sat farlige angreb i gang.

Det skete aldrig i dag, ganske enkelt fordi Herrera, Carrick og Fellaini sad på midtbanen og ikke gav City lov at få ro på bolden. Blot 71% af Citys afleveringer ramte plet i dag, det laveste tal i hele sæsonen for dem. Samtidig sad United på størstedelen af boldbesiddelsen, 58% endte det med, og i lange perioder i anden halvleg var tallet markant højere.

Helt central for dominansen er Michael Carrick. 54 succesfulde afleveringer havde han i dag - det var 92% af alle pasninger der ramte korrekt i dag for Carricks side, mere end nogen anden på banen. Han vandt samtlige tacklinger han var inde i og havde desuden fire gode erobringer. Klassespiller. Hos City var Fernandinho manden der skulle binde deres hold sammen, men han formåede blot at ramme ret mand 33 gange.

2. Venstrekanten

Ashley Young var endnu engang flyvende ude på venstrekanten, og helt fortjent udnævnte Louis van Gaal ham efterfølgende som man of the match. Young scorede til 1-1 og var derefter manden bag flere gode aktioner, ligesom han havde to assists undervejs.

Husk lige et år tilbage, der var Young en af truppens mest udskældte spillere. Imponerende arbejde af van Gaal - og ikke mindst Young selv - at englænderen nu står som en af sæsonens absolut bedste og mest stabile spillere.

Youngs evne til at være enormt direkte og udfordrende i sit spil, og evnen til at kunne gå både til baglinjen og ind i banen, var for meget for Pablo Zabaleta, der ellers er en af ligaens bedste højrebacks.

Men det var ikke kun Young som styrede venstrekanten. Ganske vist havde Blind lidt problemer i starten med Navas og den lile spaniers hurtighed, men hollænderen kom godt efter det. Og samarbejdet mellem Young og Blind ligner efterhånden noget der er værd at bygge videre på, og giver flashbacks til tiden med Irwin og Giggs. Uden videre sammenligning.

De to får samarbejdet til at køre uden problemer, og supplerer hinanden godt. Det så vi både ved den ene scoring i dag, og vi har også set flere eksempler på det i de seneste kampe.

3. Pres på modstanderen - og backs i verdensklasse

Vi har været inde på det tidligere, Uniteds pres på Citys midtbane gav dem ikke tid på bolden, og gæsterne havde derfor en lang række fejlafleveringer i dag. Omvendt havde United succes med hele 82% af deres pasninger i dag, 11% bedre end Citys.

United er i denne sæson blevet markant bedre til at presse højt på modstanderen, ligesom der er mere genpres efter boldtab. Fellaini er stærk i denne disciplin, ligesom også både Hererra, Mata og Carrick er hurtige til at ligge pres på modstanderen. Det samme kan siges om de to backs, der jo begge måske er mere midtbanespillere end reelle backs. Valencia er virkelig vokset i rollen som back på det seneste.

Netop Valencia på højrebacken og Blind på venstrebacken var vigtige i dag. Blind læser spillet helt eminent, og efter de første ti minutter var han i fuld kontrol. Valencia gik endnu engang fantastisk med i spillet med Herrera, Mata og co i den højre del af banen. Det er svært at se hvorfor de to ikke skal køre videre de kommende kampe som Uniteds foretrukne backs.

4. David de Gea

I dag så vi forskellen på en af verdens bedste målmænd, og så en god målmand i Premier League.

David de Gea stod endnu engang en god kamp i buret, var sikker i feltet, var stærk i fødderne og havde flere gode redninger. Ikke mindst på den friløber som Jesus Navas misbrugte i første halvleg. Havde Navas scoret her var det i den grad blevet svært for United. Men de Gea stod perfekt.

I den anden ende af banen fik Juan Mata en lignende friløber mod Joe Hart. Men mens de Gea viste roligt, klogt og teknisk veludført målmandsspil, var Hart ikke i stand til at forhindre Mata i at score. De Gea holdt sig stående og samlede benene, det gjorde Hart ikke.

5. Selvtillid

Uanset om man spiller i Premier League eller i serie 5, så kender alle fodboldspillere det. Man er lige fem procent bedre, når man er fyldt med selvtillid. Og det er United i øjeblikket.

På trods af en tynd start og et hurtigt mål i mod, var United ikke rystet. Selvtillid i truppen er enorm efter den seneste tids gode resultater og spil. Det virkede ganske enkelt som om, at spillerne ikke troede på at de kunne tabe i dag. Det er netop det vi har savnet i et års tid i United. Og det er netop det, som kendetegner et tophold - og tophold, det er United.