Hvem er Godwill Kukonki?

I Rúben Amorims første kamptrup er der fundet plads til en overraskelse i form af kun 16-årige Godwill Kukonki. Men hvem er denne spiller? Det vil vi forsøge at give et svar på her.

Foto: Manchester United/Manchester United via Getty Images

U18-holdets vanvittige 23/24-sæson er der skrevet vidt og bredt om her på OldTrafford.dk. Først vandt holdet U18 Premier League North.

Dernæst vandt man over Manchester City i U18 Premier League Cup finalen, inden man i en national finale slog Chelsea, der vandt U18 Premier League South.

Det har til gengæld gået under radaren, at Godwill Kukonki var involveret i successæsonen. Han var da også kun med i truppen til fire af kampene og fik spilletid i tre af dem. Her var der tale om sejre over Nottingham Forest og Newcastle først på sæsonen, inden han var med i holdets tredjesidste ligakamp, et 3-1 nederlag til Sunderland. Her var mesterskabet dog allerede i hus.

Et fysisk monster

Danske Obi-Martin (tv.) er som Stoke-fødte Kukonki (th.) også kun 16 år og rager godt op over de fleste andre på ungdomsholdet. Kukonki matcher dog fint hans højde med sine 196 cm.

Han er ikke bare høj, han er også solidt bygget og ligner i den grad at være én, man kan slå sig på.

I denne sæson har de øvrige hold i U18 Premier League North i hvert fald slået sig på United, som har vundet alle 9 kampe indtil videre og har en målscore på 43-4.

Venstrebenede Kukonki har været med i 8 af kampene og har spillet fuld tid i de 7. I to af dem er han startet i midterforsvaret, mens han har været venstre back i de andre.

Derudover har han også været med på bænken for U21-holdet en enkelt gang. Og det er ikke hvem som helst forundt, når man kun er 16 år gammel.

Alsidig profil

Som nævnt har Kukonki både spillet centralt og som venstre back. Og derfor ligner han et godt bud på en spiller, der kan spille den venstre centerback-rolle i Amorims 3-mandsforsvar. Hvor Lisandro Martínez forventes at være Amorims førstevalg.

Han fysik gør ham dog også meget egnet til at spille den centrale rolle i konkurrence med Matthijs de Ligt og Harry Maguire.

Kukonki virker i det hele taget rolig og sikker i sit spil og er ikke bange for at spille bolden op fra forsvarskæden. Det sås flere gange i en kamp for nylig mod Blackburn, hvor hans afleveringer frem ad banen oftest ramte præcist.

Kukonki scorede også sit eneste mål i den kamp, da han sparkede en nedfaldsbold ind med sit venstre ben. Derudover har han lavet en assist ved to lejligheder, mod Liverpool i U18-ligaen og mod FK Zalgiris Vilnius i UEFA Youth League.

Svagheder

Kukonkis svagheder må i første omgang ligge i hans mangel på kamperfaring. Han har kun spillet 12 kampe for U18-holdet i United, heraf 11 i U18-ligaen og 1 i UEFA Youth League. Det vil derfor være noget af en kometkarriere, hvis han pludselig kommer op og får spilletid på førsteholdet.

Derudover synes han umiddelbart at være meget ét-benet. Måske har han i U18-ligaen tilpas meget tid og overskud til altid at kunne spille bolden med sit gode venstre ben. På et højere niveau må det dog forventes, at han også kan tage det højre i brug.

Det er formentlig slet ikke noget problem, når det kommer til stykket. Men i fraværet af andre åbenlyse svagheder er det i hvert fald en observation, at han synes at have en meget stor præference for at spille bolden med venstre.

Kommer vi til at se Godwill Kukonki på banen i eftermiddag på Portman Road? Jeg tror det ikke. Andre unge har været med i kamptruppen – og endda på bænken – uden at få debut.

Her er der blandt andre tale om Habeeb Ogunneye, Louis Jackson og Harry Amass. Men Kukonkis plads i kamptruppen giver alt andet lige et fingerpeg om, at Amorim ikke er ubekendt med Matt Busbys gamle slogan: Hvis man er god nok, er man også gammel nok.

Forrige artikel

Sådan forventer vi, at United stiller op mod Ipswich

Næste artikel

Startopstilling: Højlund bænket i Amorims første kamp

ANNONCE