Når United spiller i øjeblikket, er jeg splittet. På den ene side gider jeg faktisk ikke se holdet. Gider ikke se flere ligegyldige afleveringer til siden og bruge endnu to timer på ensformigt boldflytteri.
På den anden side vil jeg jo alligevel gerne se det. Primært fordi resultatet betyder så meget, som det gør, men der er også en lille grad af pligt. Den tid, hvor jeg gik og glædede mig til næste kamp, fra den sidste sluttede, er væk. Underholdningen udebliver nærmest konsekvent, så det er ikke derfor, jeg ser kampene. Jeg ser dem, fordi det er United.
Det er ærgerligt, at det, der burde være et af ugens højdepunkter, er reduceret til 90 minutters kedsomhed, men sådan har jeg det i disse uger. Det er ikke, fordi resultatet betyder mindre; det er bare ikke sjovt at se holdet spille.
Det uinspirerede og mekaniske spil kan man acceptere i en periode, men det har stået på i lang tid. Når resultaterne også bliver så dårlige, som de er lige nu, er det svært at fastholde glæden ved at se sit hold spille. 3 sejre i 12 kampe, ingen er i de seneste 5, er sløjt.
Fodboldfans som helhed har det med at romantisere fortiden og huske den som værende bedre, end den var. Det kan være, jeg også gør mig skyldig i det, når jeg skriver disse ting, men jeg husker ikke United spille så sterilt i så lang tid før. Det er uinteressant at se på nu.
I The Gurdian beskrev journalisten Barney Ronay en sekvens fra det 49. minut af kampen mod Bournemouth. United havde bolden i en lovende position på højrekanten, men med korte, zigzaggede afleveringer fik man den spillet ned til David de Gea, 150 meter den forkerte vej. Det er måske billedet på United i øjeblikket. Eller som Ronay skrev: peak Van Gaal.
Jeg bebrejder ikke kun Louis van Gaal, at holdet spiller kedeligt. Men jeg bebrejder også ham. Det vigtigste ved at være Manchester United er selvfølgelig at vinde. Man skal være bedst. Det er bare også vigtigt at underholde. Det er en del af det fundament, som klubben er bygget på. Det betyder ikke, at man ikke må spille kedelige kampe for at få et resultat, det gjorde Sir Alex Ferguson også, men udgangspunktet må være mere fart, mere dynamik, mere målsøgende spil.
Jeg skriver disse linjer i toget på vej mod Manchester. Jeg skal se kampen mod Norwich lørdag eftermiddag, og mens vi stryger igennem den ene gudsforladte engelske landsby efter den anden, sidder jeg og dagdrømmer om kampen. Det, jeg drømmer mest om, er en af de præstationer, som jeg i det foregående har efterlyst. En med tempo, og hvor afleveringerne har et andet formål end at holde bolden i egne rækker. En kamp, hvor vi ikke behøver råbe ”Attack, attack, attack”.
Jeg håber, at det bliver en berusende oplevelse, og at jeg kan tage hjem med fornyet tro på, at det hele nok skal blive godt. Jeg vil gerne se frem til Uniteds kampe igen, genfinde glæden ved at se dem. Det, mere end noget andet, håber jeg at få ud af min tur.
