I min optik er der én væsentlig grund til, at Manchester United kan lade sig hylde som engelske mestre den 13. maj på Stadium of Light.
Den grund er Sir Alex Ferguson. Skotten har endnu en gang bevist, at han er en af verdens bedste, hvis ikke den bedste, manager i verden.
Nogle vil måske mene, at det er lidt af en påstand, hvis man tænker på den sæson, som ”De Røde Djævle” har haft. Sæsonen, hvor United tabte 6-1 til City på hjemmebane, røg ud af Champions League allerede efter gruppespillet, blev slået ud af Liverpool i FA Cuppen, blev spillet ud af banen mod Athletic Club – hvordan kan jeg ovenpå på sådan en sæson finde det relevant, at hylde Fergie som værende en af verdens bedste managers?
Det kan jeg, fordi han i mine øjne netop viser klassen i en sæson som denne. Spillet går aldrig op i en højere enhed, holdet er massivt ramt af skader, Manchester City virker mere skræmmende end nogensinde før, og alligevel formår den snu rad at føre United til tops i ligaen!
Hvorfor det lykkes, er der selvfølgelig mange forklaringer på, men jeg vil fremhæve to områder, hvor jeg mener, at han har været rigtig dygtig.
Hans evne til at få det bedste ud af sine spillere:
Det første punkt er der nok nogle, som vil være uenige i. Mange, både eksperter og fans, har kritiseret Ferguson for at rotere for meget mellem spillerne. Men netop det, at stole på sine spillere, mener jeg er både positivt og kendetegnende for Ferguson. Han er 100 procent loyal over for sine spillere, og så forstår han at få det optimale ud af alle truppens medlemmer. Det er, som om han ser ting, som ingen andre ser.
Hvem havde troet, at Johnny Evans ville ende med at blive en af Uniteds mest bærende kræfter? Eller tag veteranerne Ryan Giggs og Paul Scholes. I mine øjne er det ikke kun på grund af deres naturlige talent, at de kan være med endnu. Det er lige så meget, fordi Ferguson forstår at bruge dem rigtigt. Han ved, hvilke kampe, ”de gamle” er værdifulde i, og hvilke kampe de skal spares i.
Eller Michael Carrick, som Fergie ved er mest værdifuld midt i sæsonen. Eller David de Gea, som unægteligt er blomstret op efter sin tid på bænken. Eller Antonio Valencia, som på grund af den tid og tillid, han har fået, virkelig har markeret sig som en stor profil.
Ferguson formår, ved hjælp af rotationsprincippet, at udnytte hele truppens bredde. De mange skader har uomtvisteligt også sat deres præg på den høje grad af rotation. Men lige præcis på grund af de mange skader, har det jo også vist sig at være rigtig vigtigt at kunne være i stand til at overkomme skadeshelvedet, ved at stort set alle spillere har været holdt i gang. Og den disciplin mestrer Sir Alex til UG.
Hans brug af medierne:
Det andet centrale punkt, hvor Fergies dygtighed virkelig er iøjnefaldende, er i hans håndtering af pressen.
Da Manchester United røg ud af Europa Leauge til Athletic Club, skete det på skammeligste vis. Efter at være blevet udspillet i to kampe, kunne man frygte, at det måske ville ryste holdet.
Men to dage efter, at United er røget ud, går Sir Alex igennem manutd.com ud og siger, at spillerne har gjort det fantastisk godt i ligaen i år, og at de nu kan lugte mesterskabet. BUM – og fokus er flyttet! Væk fra det pinlige nederlag – og direkte tilbage på Premier League. Behøver jeg at nævne, at United vandt 5-0 på udebane over Wolverhampton i den efterfølgende weekend?
Nogle gange føler jeg, at han har samtlige journalister i sin hule hånd, og netop dette aspekt af gamet bliver afgørende her i slutspillet. Nu begynder nerverne for alvor at spille ind, og det er noget, som Ferguson ved, hvordan han skal udnytte.
Hans legendariske mind games har tidligere afgjort mesterskabskampe, og næste offer i rækken er Roberto Mancini. Manchester Citys Patrick Vieira forsøgte for nyligt at køre psykologisk terror på United, da han udtalte til pressen, at Paul Scholes’ tilbagekomst var et tegn på ”desperation fra Uniteds side af”. Dette udsagn fik Ferguson hurtigt vendt til et modangreb. Først affejede han påstanden, hvorefter han kritiserede City for at bruge Carlos Tévez. Det virkede ifølge ham desperat, men var samtidig også et tegn på manglende moral fra klubbens side af.
1-0 til Fergie.
Det virker, som om han er forberedt på alt, og jeg tror virkelig ikke, der er noget, som kan ryste ham. Han har prøvet det hele før, modsat hans kollega Mancini, hvis forsøg på at køre mind games mod Fergie bare preller fuldstændig af på skotten. Det gør det, fordi Fergie tager det hele med ophøjet ro og et smil. Han virker i det hele taget bare overskudsagtig, hvilket både smitter af på fans, medier og spillere.
Til gengæld tyder det på, at hans udtalelser påvirker den lyseblå del af byen. For nyligt udtalte Fergie, at han regnede med, at Uniteds rutine ville blive afgørende for mesterskabskampen. Men samtidig udtalte han også, at de lyseblå var favoritter på grund af, at de har hjemmebanefordel i den direkte duel mellem de to klubber i tredjesidste spillerunde. Her fik han altså lige på samme tid gjort opmærksom på, at United har den rutine, som City ikke har. Noget, han også har gjort en del gange tidligere. Og samtidig lagde han yderligere pres på rivalerne ved at kalde dem favoritter. Fergie skaber altså alle forudsætninger for at give City-spillerne gummiben, samtidig med at han skaber en perfekt arbejdsro for sine egne spillere.
På den modsatte fløj virker City-manager Mancinis ageren og kommenteren mere desperat og presset. Udtalelser á la ”vi skal vinde for den her grædende fan” skaber bare ikke den samme ro og stabilitet i truppen.
Jeg tror, at City-spillerne lader sig påvirke af presset nu, og det kommer til at afspejle sig i deres resultater. Jeg har kaldt den: Manchester United vinder det 20. mesterskab i 2012. Og det kan vi takke specielt én mand for – Sir Alex Ferguson.
Hans evne til at få det maksimale ud af hele sin trup har gjort, at United ligger, hvor de gør nu. Hans selvsikkerhed og rutine sørger for at få United det sidste stykke over målstregen.
