Erik ten Hag: Vi skal vinde alle kampe

Manchester United spiller i aften første kamp i denne sæsons udgave af Europa League. Dette er en turnering, som United gerne vil vinde, udtaler manageren på pressemødet forud for kampen mod Real Sociedad.

Kampen i aften er samtidig også begyndelsen på et stramt kampprogram for truppen. På ti dage skal spillerne i kamp fire gange, og Erik ten Hag varsler derfor rotation.

– Måske kan jeg ikke gøre alle glade i hver kamp, men alle får spilletid, hvis de præsterer godt. Det er ret tydeligt. Så det jeg siger er, vi har brug for alle – vi har mange kampe, udtaler han.

Siden sejren på Old Trafford mod Liverpool d. 22. august har Uniteds startopstilling stort set været uændret til de efterfølgende kampe. Det har samtidig også betydet, at Cristiano Ronaldo har været henvist til bænken.

Erik ten Hag afslører ikke hvilke rotationer, som han har i overvejelserne. Dog bekræfter han, at Ronaldo er klar til at spille, ligesom han har været i de seneste fire foregående kampe.

Rotation er dog ikke ensbetydende med, at Europa League er nedprioriteret. Det slår hollænderen fast.

– Vi skal vinde alle kampe, og vi vil vinde alle turneringer, så vi skal tage alt seriøst, siger Erik ten Hag.

Aftenens kamp mod Real Sociedad fløjtes i gang klokken 21:00 på Old Trafford.

 

Forrige artikel

Optakt: Europa League-gensyn med Real Sociedad på Old Trafford

Næste artikel

Startopstilling: Casemiro, Ronaldo og Maguire fra start

ANNONCE