Rivaliseringen mellem Manchester United og Arsenal har i flere årtier været noget helt specielt, og er et af de største opgør i engelsk fodbold, når de to hold krydser klinger. Sådan var tilfældet også den 28. august 2011, da Arsenal kom på besøg på Old Trafford.
Selvom det var i starten af 2011/12-sæsonen, havde man alligevel en fornemmelse af, at det var Arsenal, der skulle ud og bevise noget. Manchester United var startet godt med to sejre ud af to mulige, hvor Arsenal blot havde skaffet et enkelt point inden den tredje spillerunde.
Jeg var personligt placeret midt i stuen hos en af mine venner, hans storebror og hans far, som alle var Arsenal-fans, med mig som den eneste United-mand. Et United-nederlag ville ikke være til at bære i den situation, tænkte jeg. Derfor var det vigtigt, at United kom godt fra start.
Og Danny Welbeck skulle give 13-årige mig det, jeg havde håbet på. Efter 22 minutters spil modtog den engelske angriber en Laudrup-agtigt chippet bold ind i feltet fra brasilianske Anderson, som Welbeck formåede at heade i mål til 1-0.
En god start på kampen, som et brændt straffespark fra Robin van Persie og et drømmemål fra nyindkøbte Ashley Young blot fem minutter senere kunne gøre endnu bedre. Endnu bedre blev det, da Wayne Rooney kort inden pausen kunne gøre det til 3-0 efter en fin frisparkskombination, og så gjorde det ikke så meget, da Theo Walcott reducerede til 3-1 i første halvlegs tillægstid.
Den gode første halvleg gjorde, at Manchester United ikke ligefrem kom all guns blazing ud til anden halvleg, men tværtimod var det også et ualmindeligt tandløst Arsenal-mandskab, der på ingen måde lignede et hold, der havde tænkt sig at udfordre rivalerne fra nordvest. Så sidstnævnte endte med at trykke på speederen halvvejs inde i anden halvleg.
4-1-målet var næsten en kopi af det mål, Wayne Rooney lavede til 3-0. En indstuderet frisparksøvelse, hvor Rooney rullede bolden til Ashley Young, som stoppede bolden, for at Rooney kunne first-time bolden ind i netmaskerne. Denne gang til 4-1. Og United var slet ikke færdige.
Kun tre minutter senere skulle ondt blive værre for de stakkels gæster fra det nordlige London, da en Luís Nani i hopla stod alt, alt for fri i Arsenal-feltet, modtog bolden fra Rooney, og som Nani kunne finde på på sine bedste dage, chippede han bolden over Szczeszny i Arsenal-målet som var det den største selvfølgelighed til en – for Arsenal – pinlig 5-1-scoring. Men igen var United ikke færdige.
Den sydkoreanske fanfavorit, Ji-Sung Park, var næste mand til at stå helt fri i Arsenal-feltet blot få minutter efter Nanis 5-1-kasse, og med et tørt venstrebenshug sendte den dynamiske midtbanespiller bolden ned i det lange hjørne, uden chance for Arsenals uheldige polske målmand.
Robin van Persie scorede kort efter til 6-2, men den senere United-angribers scoring blev blot opfulgt af to scoringer fra de to bedste United-spillere på dagen, nemlig Wayne Rooney og Ashley Young.
Førstnævnte gjorde det til 7-2 på et straffespark, som fuldendte hans hattrick, mens Ashley Young i de døende minutter – ligesom han gjorde ved sit første mål – curlede bolden op i det fjerne, højre målhjørne til helt igennem vanvittige 8-2, som endte som kampens resultat.
Imidlertid sad jeg fortsat i parcelhusstuen hos min kammerat, hvor jeg – såvel som den Arsenal-tilhængende familie – var forbløffet over, hvad jeg havde været vidne til. Nok havde jeg håbet på – måske endda regnet med – at United ville tage sejren, men aldrig i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig en nedslagtning på den måde.
Det var ikke bare, at United vandt 8-2. Resultatet dér er slemt nok i sig selv. Men det var måden, United spillede på. Ethvert angreb lignede et, der kunne føre til mål, og enhver pasningskombination lignede noget fra en træningsøvelse, hvor Arsenal-spillerne bare lignede kegler på træningsbanen.
For det skal også høre med til historien. Nok var United gode – og hold nu op, hvor var de gode – men ligeså gode, som United var, ligeså dårlige var Arsenal. Det er klart, at man som United-hold ikke skulle være bange, når Arsene Wenger bragte Armand Traoré, Marouane Chamakh og Carl Jenkinson i spil, men Arsenals jammerlighed nåede højder, som nutidens Arteta-ledede hold ville være stolte af.
Ikke desto mindre endte det for Uniteds synspunkt lykkeligt, og Manchester United-fans har for altid en milepæl i United-Arsenal-historiebøgerne at holde sig til.
Målscorere:
1-0: Danny Welbeck, 22′
2-0: Ashley Young, 27′
3-0: Wayne Rooney, 41′
3-1: Theo Walcott, 45+1′
4-1: Wayne Rooney, 64′
5-1: Luís Nani, 67′
6-1: Ji-Sung Park, 70′
6-2: Robin van Persie, 74′
7-2: Wayne Rooney, 82′
8-2: Ashley Young, 90+2′
Højdepunkter fra kampen:
Køb den nye Manchester United trøje her via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.
