I denne series seneste artikel blev det nævnt, at Johnny Hanlon måtte vente tålmodigt på at få sin debut.
Det var dog ingenting i forhold til denne artikels hovedperson, Charlie Mitten (nummer fire fra venstre, tættest på Busby).
Som 15-årig kom han til klubben i 1936 og skrev en professionel kontrakt to år senere. Men grundet krigen skulle han vente helt til 1946, før han kunne få sin første kamp.
Her fulgte han dog i Hanlons fodspor og scorede i sin debut, i en 2-1 sejr mod Grimsby Town.
Og som 25-årig er han dermed den ældste debutant – indtil videre – på listen af spillere fra Uniteds eget akademi.
The Famous Five
Efter krigen fik United fire 2.pladser på 5 år, og dette skyldtes blandt andet deres berygtede angreb i den hedengangne 2-3-5 formation. Af nogle medier omtalt som “The Famous Five”.
Jack Rowley spillede typisk centralt i angrebet med Johnny Morris og Stan Pearson liggende omkring sig eller lige bagved. Og så huserede skotske Jimmy Delaney på højrekanten, mens Mitten tog sig af den venstre.
Rowley var kommet til fra Bournemouth og Delaney fra Celtic. Men de tre andre var af egen avl og fuldendte den berygtede angrebslinje, der også stillede til start i FA Cup-triumfen i 1948.
Mitten var særligt kendt for sin fart, driblestyrke og for at være dygtig til at score på straffespark.
Han scorede 16 af sine 61 mål for United på straffespark, og hans eneste hattrick for klubben skete i en 7-0 sejr mod Aston Villa i 1950. Her scorede han hele fire gange, og tre af målene blev scoret fra pletten.
El Dorado
Charlie Mitten var kommet til verden i Yangon, Myanmar. Og hans karriere skulle også vise sig at tage en temmelig eksotisk drejning.
I 1950 var United på en amerikansk turné, og her havde Colombia året inden meldt sig ud af FIFA. Dette gjorde det muligt for deres klubber at tiltrække spillere uden at skulle betale en sum til de klubber, spillerne kom fra.
Derudover kunne de også betale mere i løn. De var ikke begrænset af det samme lønloft, som man havde i England. Her måtte man som fodboldspiller kun tjene 12 pund om ugen, mens Mitten kunne tjene omkring 40 pund om ugen i Colombia.
Perioden blev omtalt som “El Dorado”, og en lang række prominente navne kom til landet for at spille i den colombianske liga.
Den største profil var utvivlsomt Alfredo Di Stéfano, mens hans senere Real Madrid-holdkammerat Héctor Rial også kom dertil.
Rial kom netop til at spille for Independiente Santa Fé, som også lykkedes med at tiltrække Mitten og to spillere fra Stoke City.
I Colombia scorede Mitten 15 mål i 34 kampe, så det kunne godt ligne en succeshistorie med det colombianske eventyr. Han rejste dog hjem igen efter kun én sæson.
Bogotá-banditten
Efter Colombia blev Mitten faktisk tilbudt en kontrakt af selveste Santiago Bernabéu. Real Madrid var nemlig ved at samle et hold, som senere skulle vinde Europa Cup for Mesterhold 5 år i træk.
Nogle år senere kom både Hector Rial og Alfredo Di Stéfano netop fra Sydamerika til Real Madrid og spillede i henholdsvis fire og fem af disse finaler.
Mitten havde dog takket nej til tilbuddet fra Los Blancos og tog i stedet hjem til Manchester United. En beslutning, han kom til at fortryde.
I England blev han modtaget med bøder og karantæner af det engelske fodboldforbund. Medierne omtalte ham også som Bogotá-banditten, hvilket også er titlen på en bog, der er skrevet om ham.
I klubben gik det ikke meget bedre. Sir Matt Busby var meget utilfreds med, at Mitten havde forladt dem. Man havde sådan set også manglet ham i den mellemliggende periode.
Sæsonen 1950/51 startede i hvert fald dårligt med hele 9 nederlag inden nytår. Herefter fik holdet dog rejst sig og tabte kun én kamp i anden halvdel af sæsonen.
Det flotte comeback rakte dog kun til en 2.plads, mens Tottenham Hotspur blev mestre for første gang.
Den fortabte søn, Mitten, var nu ikke længere i Busbys planer, og i december 1951 blev han solgt til Fulham. Han var dermed ikke med til at vinde mesterskabet i sommeren 1952, Uniteds første i 41 år.
Og mens United fejrede det længe ventede mesterskab, var Fulham endt på sidstepladsen. Mitten måtte derfor følge London-klubben ned i den næstbedste række.
Han nåede at spille 162 kampe for United. Men det kunne være blevet til meget mere, hvis ikke for krigen og hans colombianske ‘eventyr’.
Denne artikel er 6. del af serien “Jagten på nummer 250”
Serien indeholder også:
Nr. 5 – Johnny Hanlon
Nr. 4 – Johnny Carey
Nr. 3 – Stan Pearson
Nr. 2 – Jackie Wassall
Nr. 1 – Tom Manley
