Dette er en blog. Den fremstiller udelukkende skribentens egen holdning.
Jeg må hellere starte dette skriv med at varedeklarere. Gennem hele den alenlange salgsproces af Manchester United, som varede næsten 15 måneder, var Sir Jim Ratcliffe med afstand min foretrukne ejer af klubben.
Det er der flere grunde til. Den primære årsag har dog været, at jeg for alt i verden ikke ville se United blive en klub, som de facto var statsejet. Det er en lang diskussion, som denne blog ikke er tiltænkt.
Men jeg vil blot gøre det eksplicit, at jeg har været positivt stemt for Ratcliffe, lige siden det stod klart, at Ineos-milliardæren og hans bagland ville overtage ejerskabet af 25 procent af klubben.
Dermed ikke sagt, at jeg har været blåøjet. Du kan have de bedste intentioner og sige alle de rigtige ting (Glazers har aldrig evnet nogle af delene), men hvis du ikke formår at lægge handling bag det, er du en dårlig ejer.
Sir Jim Ratcliffe har fra første fløjt sagt de rigtige ting og henvendt sig til United-fans på en indbydende måde. Han er født i Failsworth lige uden for Manchester, har været fan af klubben hele sit liv og ønsker som ejer at sætte fodbolden tilbage i højsædet. Det er svært ikke at blive forelsket i den fortælling.
Men næsten 20 år med Glazer-familien bag rattet har gjort os United-fans kronisk skeptiske over for ejerskaber. Det tror jeg er sundt. Af skade bliver man klog.
Netop derfor har jeg også insisteret på ikke at blive fortryllet af Ratcliffe og Ineos, før jeg så handling. Og det har jeg set nu.
De seneste to måneder har begravet alt min skepsis. Min tvivl om Ratcliffes intentioner og kvalifikationer er forduftet. Jeg er ganske enkelt overbevist om, at Ratcliffe og hans dygtige Ineos-folk bringer Manchester United tilbage til fordums styrke.
Men hvorfor er jeg så skråsikker?
Her er alt, du skal vide om handlen mellem Glazers og Sir Jim Ratcliffe
Intet er overladt til tilfældighederne
Først og fremmest har Ratcliffe og Ineos en plan. Her mener jeg ikke en hurtig håndskrevet to do-liste. Nej, de har brugt den lange ventetid på at udfærdige en udførlig masterplan for, hvilke ændringer klubben skal gennemgå.
I sidste uge kom det frem, at Ineos har holdt møder med Ralf Rangnick (I ved, ham fiasko-manageren, der sagde, at United havde brug for en åben hjerteoperation). Det er langt fra den eneste person, Ratcliffe & Co. har været i dialog med om dysfunktionalitet i klubben.
Manchester United er og bliver fortsat kortlagt fra top til tå, så Ineos kan få det fulde overblik over, hvorfor United ikke præsterer som en topklub. Der skal gøres hovedrent, og selv de mindste nullermænd bliver fjernet.
Alle beslutninger af Ineos bliver derfor truffet på et oplyst grundlag. Jeg har af gode grunde ikke siddet med ved bestyrelsesmøder, men min fornemmelse er, at det ikke tidligere har været almen praksis i Manchester United.
Sover Ratcliffe overhovedet om natten?
Det grundige researcharbejde så vi for første gang resultatet af lørdag d. 20. januar i år, da det blev offentliggjort, at Omar Berrada er Uniteds kommende CEO.
Et relativt ukendt navn for de fleste, men det stod hurtigt klart, at det ikke er Hr. hvem-som-helst, Ineos har stjålet fra naboerne fra Manchester City. Berrada var det klare førstevalg til topposten, og man havde nærmest klartgjort ansættelsen inden d. 24. december, hvor den færdige aftale mellem Ratcliffe og Glazers, som bekendt, blev præsenteret.
Samme imponerende handlekraft kom til udtryk i weekenden, da Trafford Council præsenterede planer for byfornyelse i området. Her indgår Old Trafford i planerne, og Manchester United er en aktiv medspiller.
Ratcliffe havde godt nok meldt ud, at han ville arbejde på en løsning for et aldrende Old Trafford, og med gårsdagens ratificering er der også allerede blevet investeret 200 millioner dollars i klubbens infrastruktur. Men det faktum, at man på nuværende tidspunkt har været i så forpligtende dialog med de lokale myndigheder, vidner om, at klubben har fået en medejer, der arbejder i et helt andet tempo, end vi har været vant til.
Det er en diametral modsætning til den træghed, der har præget alle store beslutninger i klubben de seneste mange år. Ineos hviler ikke på laurbærrene. Gad vide hvor mange timer Ratcliffe, Brailsford etc. sover om natten?
Nu skal United tænke som en fodboldklub
Kapringen af Omar Berrada som CEO var på mange måder eksemplarisk. Den var diskret, effektiv og viste, at klubbens nye ejer sammen med Sir Dave Brailsford og Jean-Claude Blanc får sin vilje. De har talegaverne i orden.
Men den tydeliggjorde også et monumentalt skifte i måden, hvorpå Manchester United indretter sin sportslige organisation. Nu skal den bygges op fra toppen og ned – ikke omvendt. Tidligere har man naivt troet, at en udskiftning på manager-posten ville kurere al dårligdom. Det er en forældet måde at tænke fodbold på, hvilket Ineos ved.
Berrada er nu ny CEO, og han er med, når klubbens kommende fodbolddirekør udpeges. Efter alt at dømme bliver det Dan Ashworth, som man også hapser fra en konkurrent. De kommer til at have stor indflydelse på de kommende ansættelser i den sportslige afdeling – også Erik ten Hags fremtid.
Manchester United har ikke hidtil haft en sportslig organisation, som har været en europæisk topklub værdig, hvilket også har resulteret i, at klubben ikke længere er det. Jeg vil vove at påstå, at nogle danske Superliga-klubber har et bedre setup end United.
Men Ineos har forstået, hvilken rækkefølge man skal gøre tingene i, hvis man vil have succes på lang sigt. Det handler om at foretage de rigtige ansættelser i toppen af hierarkiet. Der bliver nu skabt en sportslig strategi, kultur og organisation af meget kompentente fodboldhjerner, hvilket kommer til at føre langt bedre beslutninger med sig. Samtidig aflaster det også klubbens manager på en positiv måde.
Ratcliffe forstår klubbens historie og arv
D. 6. februar 1958 er måske den vigtigste dato i hele Manchester Uniteds historie. Det er datoen for flyulykken i München, hvor 23 passagerer, heraf otte Manchester United-spillere omkom.
Derfor var det også glædeligt at se Sir Jim Ratcliffe deltage i mindehøjtideligheden foran Old Trafford på årsdagen for ulykken. Måske er min hukommelse selektiv, men jeg kan ikke huske at have set Joel, Avram eller nogle andre fra søskendeflokken til den slags arrangementer tidligere.
Generelt fremstår Ratcliffe som en mand, der bekymrer sig om klubben. Han besøger træningsanlægget på Carrington, snakker med klubbens ansatte og tager kontakt til klubbens fans. Han er synlig, ærlig og direkte.
At Manchester United indgår i planer om byfornyelse i lokalområdet er også udtryk for, at klubben påtager sig et socialt ansvar. I forslaget indgår der blandt andet planer om opførslen af 5.000 nye boliger. Det er prisværdigt, men samtidig forventeligt, at en klub af Uniteds størrelse også giver noget tilbage til det lokalsamfundet. Det har Ratcliffe heldigvis forstået.
For første gang i min tid som United-fan har jeg fuld tiltro til en ejers intentioner
I aftalen mellem Glazer-familien og Sir Jim Ratcliffe står der, at de to parter ikke må kritisere hinanden offentligt. På en meget elegant måde formår Ratcliffe dog både at overholde den del af aftalen og samtidig latterliggøre den amerikanske familie.
Ratcliffe har på små to måneder allerede udrettet mere i klubben, end Glazers har gjort de seneste 20 år. Og handlen er først lige blevet endegyldigt gennemført. Det udstiller, hvor horribelt klubben er blevet drevet under de amerikanske ejere, og gør dem endnu mere til grin, end de var i forvejen.
Jeg tror på, at det her er begyndelsen på enden for Glazer-familiens ejerskab i Manchester United. Og med Sir Jim Ratcliffe føler jeg mig overbevist om, at vi er i gode hænder. For første gang i min tid som United-fan har jeg fuld tiltro til en ejers intentioner og kvalifikationer.
Har du?
