Denne artikel kommer fra United.no.
En hårdt presset Manchester United-manager vinder 1-0 ude mod Nottingham Forest i FA Cup.
Det lyder meget kendt, ikke sandt?
Myten vil at sidst Manchester United og Nottingham Forest mødtes i FA Cupen, i januar 1990, stod Alex Fergusons job på spil.
Vi ved imidlertid at det passer ikke.
Det har tidligere klubformand Martin Edwards selv bekræftet i et eksklusivt interview med United-Supporteren.
Men Edwards sagde også noget andet som var interessant.
– Havde de dårlige resultaterne fortsat under Ferguson måtte vi have gjort noget.
En sejr i Fergusons ånd
I 1990 var det Mark Robins som reddede United. Onsdag var det Casemiro som tog på sig rollen som den moderne redningsmanden anno 2024.
Den hurtigtænkende brasilianeren sendte United-fansene i himmelem i slutminutterne da han headede Bruno Fernandes’ frispark i mål og sendte United til klubbens 48. kvartfinale.
Det er rekord i verdens ældste fodboldturnering.
Meget har gået galt med United siden Sir Alex Ferguson var den ubestridte chefen på Old Trafford, men skotten sad ringside på City Ground og så at United fremdeles besidder en av de vigtigste egenskabene i fodbold som han bankede ind i ryggraden i United: at vinde kamper med sene scoringer.
Det var ikke imponerende. Det var heller ikke spesielt effektivt, men det var i det mindste en optur.
Og det giver Erik ten Hag en smule ro før den uhyre vanskelige udekampen mod byrivalen City i weekenden.
I den kampen må United igen klare sig uden Rasmus Højlund og savnet av danskeren var ekstremt mærkbart mod både Fulham og Nottingham Forest.
Og det er en opvækker til den nye sportslige ledelse i United som endnu ikke er komplet: United trænger slagkraft i top og kan ikke gå en ny sæson i møde med kun én rendyrket angriber.
Højlund trænger både en konkurrent og en afløser
Historien fortæller os at United var underdogs mod Nottingham Forest i 1990, men vandt 1-0, takket være en scoring af Mark Robins og et glimrende forarbejde af Lee Martin og Mark Hughes.
I den næste runde fik United store problemer mod lille Hereford fra niveau fire som kæmpede for at overleve i ligaen. Hereford burde have taget ledelsen da en fløjte lød fra publikum og Gary Pallister stoppede op. Heldigvis gjorde Jim Leighton ikke det og reddede mesterligt en stor chance for værtene.
Mod slutningen blev Clayton Blackmore matchvinder for United med en af karrierens enkleste scoringer da han skubbede bolden ind i åbent mål.
Ville Ferguson have overlevet om United havde røget ud på en ydmygende lussing mod lilleputten Hereford?
Hvem ved?
Det vi derimod ved er at Fergusons første mesterhold, som var på vei til at tage form havde flere angribere som bidrog. Sådan var det egentlig altid under skotten. Mark Hughes og Brian McClair var førstevalgene i 1990, men nævnte Mark Robins var ofte en superindskifter da anledningen krævede det.
Det er let at huske Robins for vindermålet mod Forest, men den blonde angriber scorede også mod Newcastle, og det var han som sørgede for den afgørende scoring i semifinalen mod Oldham.
Da Eric Cantona kom til Old Trafford havde Robins allerede skiftet græsgang til Norwich, og det var næppe altfor mange som savnede den lyshårede angriber. Men den rolle Robins spillede for Fergusons hold som en pålidelig back up-angriber er svær at undervurdere.
Før onsdagens kamp mod Nottingham Forest ringede jeg til en som så den berømte kamp på City Ground i 1990.
– Presset på Ferguson var enormt, husker united.nos statistikkguru og veteran-journalist Steinar Madsen.
Madsen købte billett direkte fra Manchester United. I den bidende engelske kulde rejste han til Manchester hvor han købte billetten til kampen mod Nottingham.
Stemningen blandt United-fansene den gang bar præg af endnu mere frustrasion end det er tilfældet i dag.
– Ferguson havde gjort flere dyre spillerkøb, og det gav dårlig udtælling i ligaen. Jeg husker det var snak om Ferguson OBE, og det var ikke en hæderstittel for skotten. OBE var en forkortelse for «Out Before Easter», forklarer Madsen.
På Old Trafford noen uger i forvejen havde Pete Molyneux rullet ud et stort banner sammen med sine venner da United tabte 1-2 hjemme mod Crystal Palace.
“3 years of excuses and we are still crap. Tara Fergie”
Ferguson vandt FA-Cupen i 1990, vandt United Europa Cupen for pokalvindere mod Barcelona året efter og to år senere endte skotten Uniteds ventetid på det eftertragtede ligaguld.
I går føltes det næsten som om det var Ten Hags audition. Det er meget lidt, der tyder på, at resultatet vil blive stående i historiebøgerne med guldskrift og du vil næppe læse at Casemiro reddede Ten Hags job de næste årene.
Sejren var alligevel særdeles vigtig for både Ten Hag og holdet. Begge trængte en optur efter Fulham-kampen.
Opgøret på City Ground gav også dagens United-ledelse endnu en værdifuld leksion:
De årene United vandt de store trofæene, var det altid flere angribere som kom på scoringslisten, selv om der var perioder hvor både Eric Cantona, Ruud van Nistelrooy, Cristiano Ronaldo og Robin van Persie drog en uforholdsmæssig stor del av lasten.
Rasmus Højlund er en vidunderlig spiller som bløder for United-trøjen.
Men han spiller rett og slet for meget.
Han trænger en ny konkurrent for at holde sig skarp, og han trænger en aflastning som ikke er kronisk skadet, som det tilfældet er med Anthony Martial, eller en omskolet wing som åbenbart ikke trives som angriber som Marcus Rashford.
Mason Greenwood kunne have været den angriberen, men hans fremtid i United er, i bedste fald, særdeles usikker.
Om United spiller sig til Champions League næste sæson vil nok både Erik ten Hag og fansene drage et lettelsens suk. United gikk ind i denne sæson meget tyndt besat i top og betaler prisen for det når Højlund er ude af spillet.
I sommer må United derfor hente en ny angriber. Ikke for at erstatte Højlund, men for at hjælpe danskeren.
Historien har lært os at det er svær, næsten umuligt, å vinde de store trofæer om det ikke er flere deles om arbejdet helt i top i United-angrebet.
“No shit Sherlock”
De er så kloge de nordmænd😊
At Højlund mangler en angtebsmakker er vel evident for enhver,….
Martial var nok tiltænkt rollen som backup og aflastning for vores danske juvel, men Mr Glasben er som sædvanligt ikke kampklar og bliver det heller ikke, mon ikke han har spillet sin sidste kamp for United.
Egentlig ærgerligt med Martial, det startede rigtigt lovende for ham.i United, talentet og potentialet var uomtvisteligt…
Men både mental og fysisk stod han ikke distancen desværre, han blev et flop.
Men spørgsmålet er hvilken type angriber vi skal gå efter, en ung udfordrer med potentiale til at konkurrerer med Højlund, eller en erfaren ældre type der kan acceptere rollen som andet valg….jeg er i tvivl.
En knivskarp analyse leveret af nordmændene, ja. Én angriber i truppen er nok alligevel i underkanten.
Jeg læste herinde at Olly Watkins er i overvejserne. For mig at se er han den klart mest fornuftige kandidat jeg har hørt nævnt. Lad os få en mand ind, som vi ved er i stand til at score en masse mål i Premier League.
Ihvertfald for himlens skyld ikke flere franske offensivspillere. (som f.eks. ham i Bayern München).
Watkins virker til at have hovedet skruet ordentligt på. Moden. Han har den perfekte alder, 28 år. Han har niveauet. Og så slår han mig som en samarbejdsvillig type som kunne spare med Højlund og som er indstillet på at spille i holdets tjeneste og ikke sin egen. Ingen stjernenykker og drama.
Et ja tak bliver det herfra.
Jeg vil med glæde gå med Watkins, bestemt, men under forudsætning af at han acceptere at Højlund er første valget på 9er positionen
Det er jeg desværre kke sikker på han vil, men er glimrende forslag alt andet lige
Ikke flere Weghorst og Martial typer….