Manageren er taktisk inkompetent, spillertruppen er smal og lederløs, og direktørerne arbejder i den forkerte branche, mens ejerne sidder på den anden side af Atlanten og skummer fløden. Hvor skal Manchester United kigge hen efter en helt, der kan få klubben tilbage på ret køl?
Manchester United har flere helteskikkelser i dens 142 år lange historie. Personer, der mere eller mindre egenhændigt sikrede klubbens overlevelse, udvikling eller succes.
Da United i december 1931 var millimeter fra at gå konkurs, forærede en forretningsmand fra Salford ved navn James Gibson 2.000 pund og en Christmas Turkey til klubben, så spillerne kunne få løn og julemad. Gibson blev formand og investerede 30.000 pund i klubben – svarende til 2 millioner pund i dag ifølge Bank of Englands inflationsrate – og skabte fundamentet for det Manchester United, som vi kender i dag.
Da Sir Matt Busby vågnede op fra koma i 1958 efter flystyret i München, stod hans kone Jean ved hospitalssengekanten og enten nikkede eller rystede på hovedet, mens skotten gik alle sine spillere igennem, spurgte, om de var i live. Otte var omkommet ved døden, og Busby fik et tilbagefald. Men han rejste sig fra sygesengen og skabte Busby Babes ud af ulykkens aske. 10 år senere ærede de deres faldne holdkammerater ved at vinde Europa Cuppen – det er myten og legenden, som Uniteds identitet beror på.
Da Sir Alex Ferguson blev manager i 1986, havde United ikke vundet et mesterskab i to årtier. I de første år hang skottens job flere gang i en tynd tråd, men han hang ud, og da han i 1993 løftede Premier League-trofæet, endte han 26 års mesterskabstørke.
Eric Cantona var i manges øjne katalysatoren, da han kom til fra Leeds halvejs inde i sæsonen. Med kragen trukket op trådte han ind på Old Trafford, som om han ejede stedet, og hans mål og karisma hjalp United fra 8. pladsen i november til guldpodiet i maj.
Forretningsmænd, managers og spillere – United har haft fyrtårne, som viste vejen og sikrede, at United blev en af verdens største fodboldklubber.
I dag er den position truet. På syv år har United forvandlet sig fra et mesterhold til et magtesløst hold, der jubler, hvis de kommer i top fire. Der er desperat brug for en helt – men det er umuligt at se, hvor den helt skal komme fra.
Manager uden taktisk aftryk
Manageren, Ole Gunnar Solskjær, udøvede mirakler i de første måneder, hvor sejr på sejr og en magisk aften i Paris fik os til at drømme. Men vi vågnede op igen til det samme morads, det samme mareridt, som har plaget os siden Sir Alex Ferguson gik på pension i 2013.
Af en eller anden grund kan United et af de eneste hold i verden, som ikke kan implementere en spillestil. Hvad er det, de gerne vil, spørger eksperterne snart hver evig eneste weekend, vores falmende storhold spiller. Solskjærs fineste resultater er kommet på hurtige omstillinger, men når United overlades initiativet, er vi idéforladte. Det afspejler sig desværre også i resultaterne.
Med rette modtager den smilende nordmand hug for sine taktiske dispositioner. Han har haft mere end et år til at sætte et aftryk, og alligevel kan det tælles på en hånd, hvor mange kampe han er lykkedes med at praktisere den form for ”attack, attack, attack”-fodbold, som han lovede os.
Men det er ikke Solskjærs skyld alene. Spillermaterialet er – i min optik – det dårligste i hele post-Ferguson-”tragedien”, hvis ikke i små 30 år. Blev Pep Guardiola bedt om vælge den bedste startopstilling ud af de 22, som var på banen i Manchester-derbyet tirsdag aften, valgte han næppe en eneste af de rødklædte. Truppen mangler bredde, og specielt midtbanen er så smal, at det nærmest er kriminelt. I løbet af det seneste år har United solgt både Marouane Fellaini og Ander Herrera uden at hente en eneste erstatning ind. Der er én grund til, at Jesse Lingard allerede er oppe på 27 kampe i denne sæson, og det er ikke hans præstationer. Vi har bare ikke ret mange andre til at spille positionen som 10’er.
Er det Solskjærs skyld, at midtbanen ikke blev forstærket i sommer? Ingen af os aner det.
Spillertrup uden ledere
Alligevel er det #SolskjaerOut, der trender på de sociale medier. Jeg forstår godt frustrationen, for det bedste argument for den tidligere Molde-træner er efterhånden sølle; der ikke er noget alternativ. Man kan hente Mauricio Pochettino ind, men hvorfor skulle han lykkedes, når hverken Louis van Gaal eller Jose Mourinho gjorde det?
Hvis man absolut vil være destruktiv, kan man lige så godt skrive #PogbaOut eller #WoodwardOut; deres individuelle ansvar for tingenes tilstand er større end Solskjærs.
Paul Pogba har nu været tilbage på Old Trafford i 3,5 år. Han er vores dyreste spiller, og han er vores absolut bedste spiller. Han burde lede holdet, bære anførerbindet uge efter uge, være et fodbillede for de unge. Men hvad har han udrettet? Han har sporadisk vist sin klasse, men mest af alt skabt splid sammen med sin agent Mino Raiola. For tiden virker det nærmest som om, at hele formålet med Pogback i virkeligheden er at hævne Uniteds negligering af franskmanden i 2012 og Fergusons klassificering af Mr. Raiola som et røvhul. Det er ikke en konspirationsteori, jeg seriøst tror på – ligesom at jeg heller ikke mistænker Pogba for at fake en skade. Men det afspejler den enorme skuffelse jeg føler, over at det, der skulle have været så godt, er blevet så betændt.
I jagten på format og lederegenskaber er David de Gea det næste sted, jeg desperat kaster blikket. Spanieren har aldrig haft temperament som Schmeichel, men efter så mange år i klubben, burde han tage ansvar. I det meste af det seneste årti var han Uniteds bedste spiller, vores lys i mørket – men nu virker det som om, at flammen er gået ud. Symptomatisk for hans form og plads i hierarkiet var det Marcus Rashford på 22 år, som ledte holdet ud på Old Trafford mod Manchester City tirsdag aften. Den unge mancunian er i sit livs målform og vil sikkert også være tilfreds med, at han fortsatte stimen mod de lyseblå med en enkelt pind. Men i ekstrem modgang, nede 3-0 i første halvleg, var det altså ikke ham, der gik forrest.
Vores officielle kaptajn er marginalspiller, 34 år gammel og måske på vej til Inter Milan.
Harry Maguire ligner en general i sin udstråling og har også kostet det samme som en mindre hær. Scott McTominay ligner en fremtidig anfører. Men hvem kigger på de to og tænker, ”det skal nok gå alt sammen”? Jeg gør ikke.
Direktører uden fodboldfaglighed og klubfølelser
Chefpiloten for hele suppedasen er den mest inkompetente af dem alle sammen. Administrerende direktør Ed Woodward har navigeret Manchester United sikkert rundt i verden fra sponsoraftale til sponsoraftale. Forretningen har det godt på grund af ham og typer som koncerndirektør Richard Arnold – de forstår sig på, hvordan man skaber gode relationer i Saudi-Arabien, men end de gør på, hvordan man skaber gode fodboldhold.
I virkeligheden er de begge forlængede arme for Glazer-familien, der sidder et sted i Miami og tjener penge på, at vi fans køber nostalgiske historier om ”The United Way” – og alt det andet, der var en gang.
Men det kan ikke blive ved i al evighed. Jeg talte med Simon Chadwick, forsker i Sport Enterprise ved Salford University i Manchester, der har gode kontakter på Old Trafford. Han fortalte, at der også i klubben er begyndt at sprede sig en følelse af panik. Hvis ikke der snart sker noget, efterlades vi i støvet af Liverpool og City og ender som en engelsk udgave af AC Milan. Hvis vi ikke allerede er det.
Hvem eller hvad skal vi fæstne vores lid til? Hvis vi kunne sende én R2D2 afsted, med en sidste ”you are my only hope”-besked, hvem skulle så modtage den?
Et bud er akademiet. Marcus Rashford, Mason Greenwood, Brandon Williams, Axel Tuanzebe lover trods alt bedre for fremtiden, og det virker også som det spinkle håb, som Solskjær klynger sig til.
Men det er en lottokuppon, for det er ekstremt svært at udvikle verdensklassespillere, hvis ikke de har ledertyper at læne sig op af. Og så længe direktørerne og ejerne hverken har fodboldforstand eller klubfølelser, vil vi løbe ind i de samme problem.
Måske bør vi gøre oprør. MUST – Manchester United Supporters Trust – og andre gode kræfter har med skiftende held forsøgt med boycut af klubmerchandice og andre former for protester, siden United kom på amerikanske hænder i 2005.
Skal vi gøre oprør eller vente på et mirakel?
I Sunderland er det netop lykkes for fansene at presse ejerne til at sætte klubben til salg. Forhåbentlig er en tur ned i Englands tredjebedste række ikke nødvendig, for at vi også kommer dertil.
Denne blog afspejler den mørke tid, som vi befinder os i. Men hvis jeg skal tænke håbefuldt, og det skal jeg jo, for ellers kan sådan noget fodboldfanatisme udvikle depressionslignende tendenser, så er det, at klubbens historiske helteskikkelser alle er kommet på usandsynlige tidspunkter. Det er netop det, der kendetegner og skaber en helt; han rejser sig, når det ser allermest sort ud.
Fra Gibson, der reddede klubben fra konkurs, henover Sir Matt, der rejste ”Busby Babes” som en Fønix fugl af asken i München, til Sir Alex, der modbeviste alle kritikerne og blev den mest succesfulde manager i britisk fodboldhistorie.
Lad os håbe, at historien gentager sig, selvom det er svært at se, hvor det skal komme fra.
