Det er nemt at blive ond i sulet over Manchester Uniteds spil og Jose Mourinhos natur. Vi må bare ikke glemme, at portugiserens topmål af arrogance har et gyldigt formål, samt at han på mindre end to sæsoner har rykket holdet langt.
Det skal være sagt med det samme: Jeg har aldrig været Jose Mourinhos største fan.
Bare synet af ham på kampdage irriterer mig. De nedadvendte mundvige og det fjerne blik bringer associationer til en rastløs mand i en dametøjsforretning, der er med på sin kone på slæb. Han ligner en, der ikke gider at være der.
Inden for kridtstregerne lyder filosofien, at Manchester United skal være i ”kontrol uden bolden.” Og selvom Jose Mourinho på tre transfervinduer har købt spillere for over 250 millioner pund, tør han stadig ikke satse på, at de er gode nok til at spille frigjort angrebsspil – også selvom modstanderen ligger nummer fem i den spanske liga og har tabt 11 ud af 28 kampe i sæsonen.
Sevilla-fadæsen er den foreløbige kulmination på alt, hvad der ifølge kritikere er i vejen med Mourinhos Manchester United. I forhold til klubbens fans’ selvforståelse og eksperternes forventninger er det alt, alt for kedeligt. Over to kampe, i løbet af 180 minutter, havde ”de røde djævle” fem skud på mål. Og når det så ikke munder ud i et resultat, men et tidligt exit, så finder folk høtyvene frem.
Jeg stod selv på Stretford End på Old Trafford og oplevede, hvordan den uinspirerende og viljeløse præstation på banen forplantede sig på lægterne og gjorde fansene fraværende. Og jeg gemte fjæset i hænderne, da jeg på United-pubben Bishop Blaizes så post match–interviewet.
”Jeg har siddet i denne stol to gange før. Først med Porto, hvor vi slog Manchester United, og igen med Real Madrid, hvor vi også slog Manchester United. Det er ikke noget nyt for klubben at ryge ud af Champions League.”
Tre dage senere satte Jose Mourinho atter ild til internettet, da han på fredagens pressemøde kastede sig ud i en 12 minutter lang forsvarstale, der på ubehagelig vis mindede om tidligere Liverpool-manager Rafael Benitez’ berømte ”facts”-sammenbrud i 2009.
Det er vitterligt til at forstå, hvis man som United-fan er træt af den 55-årige portugiser. Det er jeg. Men man må også bare stille sig selv tre spørgsmål: Vidste vi ikke, før han kom til Old Trafford, at Mourinho spiller defensivt, resultatorienteret fodbold? Var alle ikke klar over, at han ville komme til at fylde meget i medierne? Og hvis ikke Mourinho, hvad er så alternativet?
Det kan ikke komme bag på nogen, at Jose Mourinho gerne smadrer en fodboldkamp for det rigtige resultat. Det har vi alle set gang på gang i hans fortid som Porto-, Chelsea-, Inter- og Real Madrid-manager – mest famøst på Camp Nou i 2010, hvilket han selv har kaldt karrierens stolteste øjeblik, hvor han fik Inter i deres første Champions League-finale i 40 år ved at tabe 1-0 til Barcelona.
Og selvom han trods alt ikke prikker trænere fra modstanderholdene i øjet længere, som han gjorde en enkelt gang i Real Madrid, så stjæler personligheden Jose Mourinho fortsat ufatteligt mange timers tankekraft hos både fans og medier. I den her uge føles det snart, som om vi ikke har talt om andet. Og det må man på sin vis også tage hatten af for, for endnu en gang formår han at fjerne al opmærksomheden fra det hold, der tirsdag aften leverede den pinligste Champions League-præstation i post Ferguson-æraen. Selvom de også har fået hug, tror jeg eksempelvis at både Alexis Sanchez og Paul Pogba er glade for, at det er Mourinho og ikke dem, som vi diskuterer mest lige nu.
Et stigende antal United-fans ønsker, at manageren stopper med at tage toget fra London, hvor han bor, til Manchester for at træne United. ”Mourinho out”-hashtagget trender på de sociale medier, og der går rygter om en mindre protestmarch imod ham forud for FA Cup-kampen mod Brighton lørdag aften.
Det er den helt forkerte vej at gå. Manchester United har brug for kontinuiteten på trænerfronten, hvis det ikke skal blive den nye norm, at der hver andet år kommer en ny manager til, som bruger de første sæsoner og to milliarder kroner på at skabe ”sit” hold. Tålmodighed er en mangelvare i moderne fodbold, men det er en kvalitet, som United traditionelt set har gode erfaringer med.
Lige nu ligger holdet nummer to i Premier League og har kurs mod det klart bedste ligaresultat, siden Sir Alex Ferguson stoppede. Havde Manchester City ikke været så umenneskeligt gode i år, havde United spillet med om titlen nu.
De har under portugiserens ledelse vundet to trofæer og tiltrukket stjernespillere, som David Moyes og Louis van Gaal blot kunne sukke efter. Derudover har Mourinho integreret tre ungdomsspillere fra akademiet i førsteholdets kamptrup. Og forlænget sin egen kontrakt med klubben frem til 2020 – noget der, såfremt han opfylder den, vil betyde, at Manchester United bliver den klub, han har været træner for i længst tid. Ligegyldigt om han ser sur ud på sidelinjen, eller stadig bor i London, så kan man ikke anfægte hans dedikation.
Men hvad så hvis spillet på banen aldrig bliver mere attraktivt?
Så må det i givet fald være prisen, der betales for at se United vinde Premier League igen. Og nej, det er ikke prangende fodbold. Men så er det heller ikke værre. Når jeg tænker tilbage på de knap to sæsoner, Mourinho har stået i spidsen, husker jeg langt flere underholdende kampe og mindeværdige øjeblikke, end i nogle af de andre sæsoner efter Fergie. Alene i den seneste måned har der, udover den forfærdelige Sevilla-oplevelse, været tre kampe, som har gjort det sjovt at være United-fan.
Lad os nyde det, vi kan, og bakke op om den portugisiske surmule.
