Foto: Martin Rickett/PA Images via Getty Images
Dette er en kommentar. Den fremstiller udelukkende skribentens egen holdning.
Jeg har været United-fan i over 30 år. Det vil sige, at jeg har fulgt klubben lige så længe, som jeg har set fodbold.
Først var det spillerne og de utallige titler, der trak. Siden er det i højere grad historien og traditionerne, der fastholder mig som fan af en klub, hvis resultater unægtelig har været svingende siden 2013.
Særligt er det klubbens tradition med unge spillere, der vægter højt hos mig. Jeg vil med hånden på hjertet foretrække at se United på en 8. plads med en kerne af egne spillere, frem for at ligge nummer 1 uden en ungdommelig repræsentation.
Dog drømmer jeg mig også hen til en tid, hvor de negative historier ikke fylder så meget. Derfor er resultaterne naturligvis også enormt vigtige.
I øjeblikket står det klart for mig, at jeg ikke er alene om at vægte det med ungdommen meget højt. Da Kobbie Mainoo kom på banen mod Wolves, var der i hvert fald en del away-fans, der tilkendegav deres holdning meget klart.
SoMe flyder nu også med kritik over, hvorfor Shea Lacey ikke kunne få debut i en kamp, hvor man fører 4-1.
Og i går kunne jeg med glæde læse en kommentar fra vores kære redaktør. Også her efterlyses et større blik på akademiet. Det glæder mig, at vi som fans – og som redaktion her på OldTrafford.dk – ikke kun har den kortsigtede succes for øje.
Ruben Amorim har dog kun siddet i stolen i 13 måneder. Og jeg kan godt være i tvivl om, om vi allerede nu kan forvente alt dette af ham. Særligt i en tid med kænguruform.
The Bomb Squad
I første omgang må jeg lige dvæle ved ovennævnte kommentar. Her nævnes det, at tidligere akademispillere som Marcus Rashford og Alejandro Garnacho nu er fortid i klubben. Førstnævnte dog kun på udlån indtil videre.
Men er det dårligt? Rashford, som ofte så ugidelig ud, når han gik rundt på banen og ikke deltog i nogen form for presspil.
Garnacho, der angiveligt lækkede startopstillinger via sin bror og gik imod Amorim efter en bænkplads i Europa League-finalen.
Det gjorde han i øvrigt, selvom han spillede flere United-kampe end nogen anden i den forgangne sæson. Flere end anføreren. Flere end alle.
Er det gode rollemodeller for de næste talenter?
Det er rigtigt, at erstatningerne Matheus Cunha og Bryan Mbeumo ikke er af egen avl. Men de løber med tilbage og giver sig fuldt ud for holdet. De er endda kommet til klubben på trods af andre tilbud, selvom de i United ikke har udsigt til Champions League-fodbold på kort sigt.
Det kan nemt vise sig at være enormt gavnligt for Shea Lacey og de næste i rækken, at de kan udvikle sig sammen med disse holdspillere frem for at blive påvirket negativt af førnævnte primadonnaer.
Class of 92 udviklede sig jo også under lederskab af Eric Cantona, Steve Bruce, Peter Schmeichel og Roy Keane. Heraf ingen af egen avl.
Kobbie Mainoo og Shea Lacey
Kobbie Mainoo er – heldigvis – ikke et officielt medlem af det såkaldte bomb squad. Jeg håber heller ikke, han bliver det, for han er i øjeblikket min favoritspiller i klubben.
Men har han spillet godt, når han har fået chancen? Det må jeg desværre svare nej til. Han har naturligvis heller ikke spillet meget, men når han ikke kunne sætte sig igennem mod Grimsby Town, skal han så virkelig i startopstillingen i Premier League?
Jeg husker et godt indhop i kampen mod Manchester City. Derudover synes jeg på ingen måde, han har imponeret i denne sæson. Eller i store dele af sidste sæson, for den sags skyld. Her var han naturligvis også plaget af flere skader.
Måske kommer han tilbage i den form, han havde i 2023/24. Måske arbejder de med nogle ting i kulissen. Jeg håber det virkelig. Ellers kan jeg ikke se, at han har gjort sig fortjent til regelmæssig spilletid med det, han har vist siden EM.
Flere har også råbt på, at Shea Lacey skulle have haft sin debut, senest i 4-1 sejren over Wolves. Det ville jeg personligt også gerne have set, men Amorim brugte alle sine fem udskiftninger på andre spillere.
En indskiftning af Lacey ville derfor have betydet, at enten Lisandro Martínez, Leny Yoro, Kobbie Mainoo, Patrick Dorgu eller Joshua Zirkzee ikke ville være kommet på banen.
Hvis Lacey var kommet ind, men Mainoo ikke gjorde. Ville det have stillet kritikerne tilfreds? Jeg tror det ikke.
Uden midtugekampe er der nu en del United-spillere, der kan føle sig marginaliserede. Wolves-kampen handler dermed ikke kun om Lacey.
Trænernes opfindelser
I redaktørens kommentar nævnes det også, at tidligere trænere hver især har vist tillid til navngivne talenter, som har fået et gennembrud.
Jeg synes dog godt, man kan spørge sig selv, om nogle af disse talenter blev gjort en bjørnetjeneste ved at få for meget ansvar for tidligt.
Gik det Adnan Januzaj til hovedet, at han blev så afgørende for David Moyes? Kunne han være blevet en bedre spiller, hvis han ikke skulle have båret holdet, som han gjorde i perioder af 2013/14-sæsonen?
På samme måde gik både Rashford og Greenwood ind og blev bærende profiler straks efter deres debut. Og jeg kan godt være i tvivl om, om de har mistet jordforbindelsen lidt undervejs.
Greenwood er naturligvis en historie for sig, men Rashford har også spillet fast, selvom han i lange perioder har præsteret dårligt. Måske kunne han have haft gavn af mere rotation og bedre coaching undervejs? Mere konkurrence om pladsen.
Som tidligere nævnt spillede Garnacho mere end nogen anden i sidste sæson. Men det var altså ikke nok til at stille ham tilfreds. Det bør være sundt for en ung spiller at spille på et hold, hvor man kan få en pause og ikke have alt ansvaret uge efter uge.
Det har vi eksempelvis set med Phil Foden i Manchester City. Han har været bærende i perioder. Men der har også været perioder, hvor han ikke har spillet meget, fordi hans præstationer ikke har berettiget det.
Det må være målet for United at skabe sådan et miljø. Og så er jeg heller ikke i tvivl om, at der også kommer til at være flere minutter til de unge.
Slutteligt kan man vel også påstå, at Amad er en Amorim-opfindelse. Det var ikke meget spilletid, han fik under Erik ten Hag.
The Busby Babes
Det er sandt, at Uniteds med afstand to mest succesfulde managers begge vægtede ungdommen meget højt. Sir Matt Busby med de såkaldte Busby Babes og Sir Alex Ferguson med den berømte Class of 92 – også kaldet Fergie’s Fledglings.
Historien er dog ikke så rosenrød, når det kommer til de første år af deres respektive legendariske sæsoner som United-managers.
Busby tog over i 1946 og brugte i høj grad de samme spillere, der havde været i United før krigen. Her er der blandt andet tale om Johnny Carey, Jack Rowley og Stan Pearson.
De nye spillere, der kom med fra akademiet, var Charlie Mitten, John Aston Sr og Johnny Morris. De to førstnævnte debuterede som 25-årige, mens Morris var 23 ved sin debut. De sene aldre skyldtes naturligvis fodboldens pause under 2.verdenskrig.
Der var ganske vist nogle yngre debutanter også, blandt andre Joe Walton (20), James Pegg (21), Berry Brown (20) og Brian Birch (17), men ingen af dem blev bærende spillere på holdet.
Det var først i 1950, vi begyndte at se tegningen til Busby Babes med debut til Jeff Whitefoot (16) og Mark Jones (17) samt Jackie Blanchflower (18) året efter.
Derefter tog det rigtig fart efter mesterskabet i 1952 med debut til Eddie Lewis (17), John Doherty (17), David Pegg (17) og Bill Foulkes (20). Den største af dem alle, Duncan Edwards, debuterede året efter som 16-årig.
– If you’re good enough, you’re old enough, sagde Busby dengang. Men citatet var altså ikke specielt kendetegnene for hans første fire til seks år som United-manager.
Fergie’s Fledglings aka Class of 92
Der er vel intet, der kendetegner Alex Ferguson bedre end sommeren 1995 og den berømte udskiftning af tre bærende profiler til fordel for egne akademidrenge.
Ud gik Paul Ince, Andrei Kanchelskis og Mark Hughes. Uden nævneværdige erstatninger udefra. Liverpool-legenden Alan Hansen sagde de berømte ord, – you can’t win anything with kids, og resten er historie.
Men det var altså i 1995. Næsten ni år efter Alex Ferguson tog over fra Ron Atkinson.
Ryan Giggs fik debut i 1991. Gary Neville, David Beckham og Nicky Butt året efter og Paul Scholes i 1994. Før dette blev der da også givet debut til unge spillere af egen avl.
Keeperen Gary Walsh (18) i 1986. Tony Gill (18) og Deiniol Graham (18) i 1987. Lee Martin (20), Russell Beardsmore (19), Mark Robins (18) og David Wilson (19) i 1988. Derek Brazil (20), Mark Bosnich (18) og Darren Ferguson (19) herefter, før Giggs startede æraen med Class of 92.
Men der var ingen af de nævnte, der blev bærende spillere. Fokus var i høj grad på at skabe en stamme og en vinderkultur. Det med at satse på de unge som faste startere blev som nævnt først et tema noget senere. Da de første titler var i hus.
Paul Scholes’ kritik
Når vi nu er i gang med kritikken af resultaterne og kritikken af brugen af de unge, så har Paul Scholes nu også bragt sig ind i debatten.
– Jeg tror ikke, han (Ruben Amorim, red) forstår klubben. Jeg synes bare ikke, han er den rigtige. United handler om risiko og underholdning mere end noget andet. At have fans på kanten af sæderne. Kantspillere, som udfordrer. Skud på mål. Tekniske detaljer. Der er intet af det.
For det første synes jeg, det er hårde ord mod et hold, der har flere afslutninger end nogen andre hold i Premier League samt flere skud på mål. Ingen har ramt træværket mere end United, som også har den næsthøjeste score for Expected Goals (xG).
Helt overordnet synes jeg dog, at vi som fans skal vælge vores kampe med Ruben Amorim, som førte klubben til en katastrofal 15. plads sidste sæson.
Er det resultaterne, der er vigtigst? Er det kulturen? Udtrykket på banen, som Scholes efterspørger? Eller brugen af egne talenter?
Det ligner, at kulturen stod først for med opløsningen af det såkaldte Bomb Squad. Dernæst må resultaterne blive prioriteret, da det også er med til at give noget ro.
Når der er mere stabilitet i resultaterne, kan akademiet måske prioriteres højere. Eller det med, at United tilsyneladende præsterer bedst, når det er modstanderne, der har bolden mest. Sådan bør det jo ikke være.
Men kan hele løses på samme tid?
I mine ører har Ruben Amorim sagt alle de rigtige ting i forhold til, at ungdommen skal spille en stor rolle.
Vi mangler lidt at se det, men det er måske også noget, som vi ikke kan forvente for meget allerede. Særligt i relation til, hvor længe det tog både Busby og Ferguson at nå dertil.
Flot klumme. Bravo !
Dejligt at åbne hjemmesiden her og kunne læse to så veloplagte og gennemførte klummeindlæg. Især Steffen Jønssons er fornuftigt og interreant at læse. Ikke mindst den historiske vinkel vi får på tingene. Igen, bravo!
Fremragende indlæg. Tak!! Jeg har selv fulgt United siden jeg i 1995 købte en pakke fodboldkort og fik Uniteds klublogo. Så var det jo det hold man måtte samle på, når også Gary Pallister var i samme pakke. God timing…
Nu siger jeg noget blasfemisk; det betyder ikke så meget for mig om United vinder mesterskabet eller ej. Jeg elsker at læse holdopstillingen, se udviklingen i de enkelte spillere og i holdet som helhed, samt drømme om hvor gode de unge talenter kan blive. Jeg ser hellere United tabe en velspillet kamp, fordi modstanderne var heldige, end at United skraber dødkedelige 1-0 sejre i hus. Jeg er ikke uenig i at sejre er vigtige for moralen og at vi efter sidste års 15. plads kun nervøst kunne grine af tanken om nedrykning. Men for fan’ Amorin, sats nu lidt mere på det som skal være fremtiden også selvom det vil koste på den korte bane.
Helt enig Morten. Hvad sjov er der egentlig i at vinde, hvis ens hold er det rene galacticos. For mig er det i hvert fald mindre sjovt. Ikke at der er nogen risiko for at vi vinder noget alligevel. Så det problem løser jo sig selv😂. Men det er nok fint at have prioriteterne i orden.
En ting er også ungdommen og talenterne. En anden lige så vigtig ting for mig, er det lokalt forankrede. Jeg er bestemt ikke misundelig når jeg ser en stjernespækket Liverpool-startopstilling uden en eneste person med pas fra et engelsktalende land.
Vi bør værne om det lokalt forankrede, hvis du spørger mig. Først og fremmest spillere fra Manchester området, dernæst nordenglændere og skotter, og herefter britter og irer i det hele taget. Balance imellem det lokale og globale bliver vedvarende mere og mere presset til fordel for udlændinge. Og det har, siden Ferguson stoppede, lidt lignet en utopi at holde en rimelig balance imellem de to, i moderne engelsk topfodbold.
Af samme grund kan det ikke ægre mig at Garnacho er fortid. For mig er han et produkt af Atletico Madrids akademi i højere grad end af vores. Han var i Madrid i lige så mange år som han var i Manchester. I Manchester var han jo så bare ikke på akademiet, men på førsteholdet i en væsentlig anddel af den tid. At han klassificere som en spiller af Manchester Uniteds avl er for mig bare en bizar formalitet og har mindre med virkeligheden at gøre. Jeg køber ihvertfald ikke nogen fortælling om at han skulle have forstået hvad Manchester United er.
Mit håb er at klubben vil prioritere det lokale og give talenter fra Manchester og omegn flere chancer før man henter spillere ind fra alle verdens kontinenter. Selvfølgelig vil vi gerne se de bedste spillere på verdensscenen, spille i vores klub. Men hvis jeg for alvor skal kunne glæde mig over klubbens succes, så skal fortællingen være at Manchester United er en klub der tror på ungdommen, de lokale spillere, de britiske spillere, og så med en smule internationalt stjernestøv i form af spillere som Cantona, Schmeichel, Van Nistelroy osv. til at krydre det hele.
Oldtrafford.dk tak for et godt arbejde som altid. Desværre oplever jeg mange tekniske glitches, når jeg besøger jeres site. Kommentarer der bliver slettet og artikler der er blanke eller hvor jeg bliver kastet tilbage til toppen uden grund. Tror der er noget galt med den måde i viser annoncerne på. Andre der oplever samme gener? Håber i kan få det ordnet, så det er lettere at deltage i debatten. Glad bruger i mere end 15 år.
Hej Søren
Jeg oplever ikke de problemer du nævner med glitch m.m.
Men desværre forstyrre de mange annoncer der ligger og roder midt i artiklerne læseoplevelsen en smule, men reklamerne er nok et nødvendigt onde
Skal lige nævnes at jeg stort kun tilgår Oldtrafford.dk via min mobil, så måske det har en betydning
Mvh Thomas
Hej Thomas,
Tak for at dele din oplevelse. Enig i at reklamerne i misten af artiklerne også støjer lidt, men som du siger nok et nødvendigt onde. Det er faktisk heller ikke dem der generer mig mest. Det er mere de her glitches. Jeg bruger også kun min iPhone X.
Jeg hjælper gerne oldtrafford teamet med sparring og video materiale, så i kan se hvad det er jeg snakker om.
Hej Søren
Jeg har oplevet noget af det samme. Bl.a. at kommentarer bare kan blive væk, når men har trykket send.
Derudover hopper og danser artiklerne ofte, når man læser dem, så det bliver noget af en kamp mod sin tlf at få fanget hele artiklen 😀
Hvad gør man ikke for at få stillet sin trang til bare en smule United-news 🙂
Kære alle
Tak for kommentarerne herinde.
Vi er meget bevidst om, at der er bøvl med hjemmesiden – særligt med hensyn til reklamerne – og for at sige det ligeud, pisser det også mig af. Heldigvis kan jeg dog endelig sige, at der er en løsning på vej.
Vi er dog et medie med meget få midler, hvorfor dén proces kommer til at tage tid. Derfor håber jeg på, at I stadig vil læse med så godt som muligt, indtil der kommer styr på brugeroplevelsen herinde. Det BLIVER løst, men væbn jer gerne med tålmodighed.
Mange tak for jeres forståelse og mangeårigt følgeskab – det tager vi ikke for givet!
Vh Rasmus Lykke Therkelsen, redaktør på OldTrafford.dk
Sådan Rasmus…stærkt at redaktionen stsdig kommunikere så direkte med os brugere, det er bare god stil.
Og bare rolig, kan jo kun tale for mig selv, men jeg løber ingen steder…reklamer, der har sit eget liv, eller ej.