Vi er nu kommet frem til en af de helt store. En vaskeægte klublegende, som sammen med Matt Busby og Bobby Charlton var de eneste, der både var med i flystyrtet i 1958 samt i Europa Cup triumfen godt 10 år senere på Wembley.
William Anthony “Bill” Foulkes kom til klubben i 1950 og arbejdede imens som minearbejder på deltid. Selvom han fik en professionel kontrakt med United i 1951 og fik debut i december 1952, fortsatte han et par år endnu med at have det fysisk hårde arbejde ved siden af.
Det var først efter hans debut for England i oktober 1954, at han droppede minearbejdet. Først her var han overbevist om, at han kunne leve af at spille fodbold. Busby havde dog længe forsøgt at overtale ham til at stoppe i minen.
Det blev dog ikke til mere end den ene landskamp for Foulkes. Eller ‘Cowboy’, som han blev kaldt, fordi hans ben krummede lidt.
Med Militærpolitiet på nakken
Foulkes havde faktisk en skadet ankel, da Busby udtog ham som højre back til hans debut mod Liverpool. Men minearbejderen turde ikke sige det, nu han fik chancen på førsteholdet.
Han imponerede også i 2-1 sejren, selvom hans direkte modstander, Billy Liddell, kom forbi ham og scorede åbningsmålet. United vendte det dog i anden halvleg, og Foulkes blev også udtaget til næste kamp. Herefter måtte han dog sidde ude resten af sæsonen.
Han kom til at spille regelmæssigt i de næste to sæsoner, men var indkaldt til militærtjeneste i 1955/56, hvor United blev mestre. Og her gav militæret ham ikke lov til regelmæssigt at tage af sted på kampdagene.
Men ligesom en skadet ankel ikke forhindrede ham i at spille i hans debut, skulle militæret heller ikke holde ham tilbage. Med hat på og en stor frakke forsøgte han at undgå militærpolitiet, mens han rejste med tog i hele landet for at spille 27 af kampene den sæson.
Det blev til dobbelt så mange kampe året efter, hvor United genvandt mesterskabet og nåede både FA Cup finalen og semifinalen i mesterholdenes Europa Cup.
Foulkes var dog udfordret i sidstnævnte. Her spillede han højre back over for Real Madrids lynhurtige venstrekant, Paco Gento. Og spanieren var flyvende, blandt andet med en assist til 1-0 målet i Madrid, hvor hjemmeholdet vandt 3-1.
Her begik Foulkes et frispark lige inden scoringen, men Gento blev på benene og udnyttede fordelsreglen til at lægge op til Hector Rial.
Uden en skramme og ny anfører
Han spillede endnu flere kampe i 1957/58 sæsonen, selvom han undervejs var med ombord på det fly, der styrtede ned og dræbte flere af hans holdkammerater.
Foulkes var dog heldig, for flyet knækkede over lige under hans sæde. Han landede derfor på sædet ude i sneen og kunne bare tage sin sele af og løbe i sikkerhed.
Hurtigt vendte han dog om og løb tilbage til flyet sammen med målmand Harry Gregg, der også var uskadt. Og her forsøgte de at hjælpe de overlevende, så godt de kunne. Blandt andre Bobby Charlton, der ifølge Foulkes lå helt stille i et sæde.
14 dage senere stillede United til kamp igen mod Sheffield Wednesday i FA Cup. Og da anfører Roger Byrne var død i ulykken, var det Foulkes, der førte holdet ud på banen.
Her gav han hånd til gæsternes anfører, Albert Quixall, der senere samme år skiftede til United og var del af Busbys genopbygning.
Utroligt nok vandt United kampen 3-0, og de slog efterfølgende også West Bromwich og Fulham, inden de tabte FA Cup finalen til Bolton og Nat Lofthouse, der scorede begge kampens mål.
Dagen før ulykken havde de kvalificeret sig til semifinalen i mesterholdenes Europa Cup, og her vandt de faktisk med 2-1 hjemme over AC Milan i den første kamp. Ugen efter blev det dog til et 4-0 nederlag på San Siro for det decimerede United-hold.
En jernmand i centrum
Foulkes var startet i klubben som højre back, men i fraværet af Mark Jones og Jackie Blanchflower kunne han nu spille på sin favoritposition som den centrale forsvarsspiller. Med nummer 5 på ryggen.
Han var bomstærk og havde et fremragende hovedspil. Som Bobby Charlton har sagt om ham:
– Han var hård som søm og sej som træ. Jeg var altid glad for, at jeg ikke skulle spille mod ham.
Samtidig var Foulkes fuldt bevidst om, at hans tekniske færdigheder ikke var blandt de bedste i klubben. Derfor var hans afleveringer ofte simple hen til en holdkammerat, der bedre kunne gøre noget godt med bolden.
Det nye United kom godt fra land med en 2.plads i 1958/59, men herefter gik det ned ad bakke med to 7. pladser, en 15. plads og en 19. plads i 1962/63, kun tre points over Manchester City, der endte med at rykke ned.
På trods af den dårlige placering vandt United FA Cup samme år. Foulkes spillede finalen, men det var nu irske Noel Cantwell, der var anfører og løftede pokalen. Præcis som hans landsmand Johnny Carey havde gjort 15 år tidligere.
Så efter en truende nedrykning skulle United nu ud og spille i Europa igen. Og mens man nåede kvartfinalen i pokalvindernes Europa Cup, blev man nummer 2 i ligaen, kun overgået af Bill Shanklys Liverpool.
Det var den første af fire sæsoner, hvor de to skotter, Shankly og Busby, delte mesterskaberne imellem sig. 1964 Shankly. 1965 Busby. 1966 Shankly. 1967 Busby.
Højdepunktet
Busbys genopbygning af United kulminerede med Europa Cup-deltagelsen i 1968, hvor de fleste vel godt er klar over, at United vandt trofæet for første gang. Med Bobby Charlton som anfører i klubbens første finale i den fornemste klubturnering i Europa.
Det var dog lige ved at gå galt i semifinalen mod Real Madrid, der på det tidspunkt allerede havde været i 8 finaler og vundet 6.
United havde vundet det første opgør 1-0 på Old Trafford, men kom bagud både 2-0 og 3-1 inden pausen på Estádio Bernabéu. Kun et klodset selvmål af Real Madrid holdt United inde i kampen.
Efter 73 minutter fik David Sadler dog reduceret til 3-2 efter passivitet i Real Madrids forsvar, og det var nu helt lige med 3-3 i det samlede regnskab.
Fem minutter senere sneg Foulkes sig med i feltet, mens George Best udfordrede fra højresiden. Foulkes var efterhånden blevet 36 år og døjede med knæproblemer, men det skulle ikke holde ham ude af så vigtig en kamp.
Derudover var han ikke kendt som nogen stor målscorer med kun 8 mål hidtil, i mere end 650 kampe. Så der er ikke noget at sige til, at Real Madrid ikke var synderligt opmærksomme på ham, da Best lagde den af til ham i feltet, og han med et præcist, men ikke særlig hårdt skud sendte bolden fladt ind i det lange hjørne.
Foulkes’ holdkammerater var lige så overraskede. Målscorer David Sadler har forklaret, hvordan Nobby Stiles råbte, at Foulkes skulle løbe tilbage og ikke havde noget at gøre i modstandernes målfelt.
En fantastisk forløsning for klubben – og særligt Foulkes – der havde set Real Madrid snuppe finalepladsen 11 år tidligere. Men nu var det United, der var i finalen på Wembley, og her neutraliserede Foulkes den stærke Benfica-angriber Jose Torres i 4-1 sejren efter forlænget spilletid.
Da fløjten lød og kampen var forbi, kiggede Charlton og Foulkes straks på hinanden og mødtes i jublen. To overlevere fra ulykken 10 år forinden.
Personlighed og eftermæle
Efter finalesejren var der kun 23 kampe tilbage i gamle Foulkes, som med 688 kampe sluttede karrieren som den spiller, der havde spillet flest kampe for United nogensinde. Få år senere blev han dog overhalet af Charlton, mens Paul Scholes og Ryan Giggs nu også har spillet flere kampe end ham.
Scholes og Giggs nævnes ofte som nogle af de mest loyale ‘enklubsspillere’, sammen med blandt andre Paolo Maldini, Franco Baresi, Francesco Totti, Carles Puyol, Tony Adams m.fl. Bill Foulkes kan altså også nævnes i denne sammenhæng.
Foulkes var sjældent en spiller, der skilte sig ud og blev lagt mærke til. Han er også beskrevet som en reserveret type, der ikke indgik naturligt i sociale sammenhænge.
Måske var han bare sådan, eller måske kom han ‘bagud’ i det sociale hierarki i sine unge år, fordi han arbejdede ved siden af eller var af sted på grund af sin værnepligt.
Men selvom han ikke var den mest iøjnefaldende spiller, vidste Busby altid, at han kunne stole på ham. Og det gjorde han så også i næsten 20 år.
Bill Foulkes døde i 2013, 81 år gammel. Han efterlod sig sin kone Teresa, datteren Amanda samt sønnerne Stephen og Geoffrey.
Denne artikel er 18. del af serien “Jagten på nummer 250”
Serien indeholder også:
Nr. 26 – John Doherty
Nr. 25 – David Pegg
Nr. 24 – Eddie Lewis
Nr. 22 – Jackie Blanchflower
Nr. 20 – Mark Jones
Nr. 18 – Don Gibson
Nr. 17 – Tom McNulty
Nr. 16 – Jeff Whitefoot
Nr. 11 – John Anderson
Nr. 9 – Johnny Morris
Nr. 8 – John Aston Senior
Nr. 7 – Charlie Mitten
Nr. 4 – Johnny Carey
Nr. 3 – Stan Pearson
Nr. 2 – Jackie Wassall
Nr. 1 – Tom Manley
