Den opmærksomme læser har måske bemærket, at vi i denne serie har sprunget over listens nummer 6.
Det skyldes, at vi ikke har ønsket at præsentere samtlige spillere, der har taget turen fra akademiet til debut på førsteholdet.
Med 249 spillere ville det også være en ret stor opgave. Vi har derfor kun villet præsentere de vigtigste, og her er nummer 6, Joe Walton, altså ikke iblandt.
Som forsvarsspiller var han fanget i en reserverolle bag anfører Johnny Carey i højre side af forsvaret og denne artikels hovedperson, John Aston, i venstre.
Og da man ikke brugte udskiftninger, var der svære kår for Walton, som kun spillede 23 kampe for United.
Stabil forsvarsspiller med pludselig målnæse
John Aston (nummer to fra venstre, tættest på Busby) kom til United i 1938 og skrev kontrakt med klubben året efter.
Så ligesom tilfældet var med Charlie Mitten, måtte han vente på krigens afslutning, før han kunne få sin debut.
Her var han lige blevet 25 år og er dermed også en af de mere modne debutanter på listen af spillere af egen avl.
I sin første sæson spillede han ca. halvdelen af kampene, men han blev fast mand derefter. Dette underbygget af, at han spillede mindst 45 kampe i 5 af de 6 sæsoner, der løb fra 1947 til 1953.
Derfor var han også involveret i både FA Cup-triumfen i 1948 og mesterskabet i 1952.
Hans spillestil udviklede sig dog noget over årene. For fra 1946 til 1950 scorede han ikke et eneste mål.
Men den efterfølgende sommer var han til VM i Brasilien, og herefter scorede han hele 16 mål i 1950/51 sæsonen.
Det var ét mere end angrebsstjernen Jack Rowley, og han var dermed kun overgået af Stan Pearson som klubbens topscorer den sæson.
De efterfølgende tre sæsoner fik han også scoret, dog ikke lige så hyppigt, og han endte med 30 mål i sin United-karriere.
I alt nåede han at spille 284 kampe for klubben, indtil han i 1954 var nødt til at afslutte sin karriere, fordi han havde fået tuberkulose og skulle have fjernet sin ene lunge.
Han spillede derfor aldrig for andre klubber end United.
Efter karrieren arbejdede han også for klubben i forskellige roller, som scout, ungdomstræner og assistenttræner. Hans søn spillede også i klubben, men det er en helt anden historie.
VM i Brasilien 1950 – forventningerne
Vi vender lige tilbage til VM i 1950, for her spillede John Aston de to første kampe for England.
Fodboldens opfindere havde aldrig før deltaget i et verdensmesterskab, og Aston er dermed den første Manchester United-spiller til at spille en kamp til et VM.
Hans holdkammerat i United, Henry Cockburn, var også udtaget, men kom ikke i kamp.
England ankom til turneringen som favoritter og blev af brasilianske medier omtalt som ‘kongerne af fodbold’.
De havde også kun tabt én officiel kamp mod en ikke-britisk modstander i 11 år. Imens havde de vundet med 8-2 over Holland, 10-0 over Portugal og 4-0 over verdensmestrene fra Italien.
Forventningerne var altså høje til det engelske hold, der havde stjerner som Sir Stanley Matthews, Stan Mortensen, Wilf Mannion og Tom Finney på holdet.
VM i 1950 – realiteten
Englands optakt var dog langt fra optimal.
For det første var forsvarsstjernen Neil Franklin kort før VM skiftet til Independiente Santa Fe i den colombianske liga – sammen med blandt andre Uniteds Charlie Mitten.
Dermed måtte han ikke længere spille for England, hvilket ifølge anfører Billy Wright var et stort tab.
For det andet var årets spiller i England 1948, Sir Stanley Matthews, fraværende i optakten, fordi han var på turné i Canada men én af sine mange rejser for at promovere fodbold.
Han havde slet ikke sluttet sig til truppen endnu, da England spillede sin første kamp, en planmæssig 2-0 sejr over Chile.
Han nåede dog frem til den anden kamp mod USA, men blev sparet – måske fordi de tog lidt let på opgaven.
Det skulle de dog ikke have gjort. USA’s amatører vandt meget overraskende 1-0. Selvom de godt nok var presset i bund det meste af kampen og ikke havde mere end den ene chance.
England kunne dog stadig avancere i turneringen med en 2-målssejr mod Spanien i den sidste kamp. Her var Matthews endelig med, mens John Aston blev fravalgt efter at have spillet de første to kampe.
England formåede dog ikke at rejse sig og tabte igen 1-0 og var dermed ude af turneringen.
Ud over Aston og andre nævnte spillere, var Alf Ramsey også med i den engelske fiasko. Han spillede alle tre kampe.
Han skulle senere føre England til den helt store oprejsning, da han 16 år senere var landstræner under triumfen på hjemmebane.
Denne artikel er 7. del af serien “Jagten på nummer 250”
Serien indeholder også:
Nr. 7 – Charlie Mitten
Nr. 5 – Johnny Hanlon
Nr. 4 – Johnny Carey
Nr. 3 – Stan Pearson
Nr. 2 – Jackie Wassall
Nr. 1 – Tom Manley
