Som vi var inde på i seneste artikel, nød angribere som Eddie Lewis og Tommy Taylor godt af indlæg fra Uniteds kantspillere, heriblandt David Pegg (forrest, nummer to fra højre).
Som 14-årig var han særdeles eftertragtet, men klubberne gik forgæves, når de henvendte sig. Hans mor ønskede nemlig ikke, at han skulle have en fodboldkarriere.
Matt Busby fik dog charmeret Mrs Pegg nok til, at David i 1950 kom til United omkring sin 15 års fødselsdag og fik sin debut to år senere. Og som 17-årig spillede han hele 21 førsteholdskampe i debutsæsonen 1952/53, hvor han scorede 4 mål.
I samme sæson var han også en af profilerne på Jimmy Murphys talenthold, der vandt den første FA Youth Cup med en finalesejr på hele 9-3 over Wolverhampton. Det var godt nok over to kampe, med 7-1 hjemme og 2-2 ude.
Året efter mødtes de to hold i finalen igen, denne gang med Pegg som Uniteds anfører. Han scorede to gange i det første opgør, der endte 4-4. Og i den anden kamp scorede han det eneste mål og sikrede holdet en ny triumf.
Hård konkurrence
Sideløbende med det andet ungdomstrofæ mistede han sin plads på førsteholdet. I første omgang var det de rutinerede spillere, der blev foretrukket, men siden var det i højere grad den 3 uger yngre Albert Scanlon, der fik hans plads på venstrekanten.
Pegg kom dog stærkt tilbage og spillede 35 ud af 42 ligakampe i mesterskabet 1955/56. Med 9 mål til følge.
Og året efter spillede han 52 af de 57 kampe, United spillede, da de genvandt mesterskabet, nåede FA Cup finalen og semifinalen i deres første Europa Cup-deltagelse.
Han lagde blandt andet op til begge mål i 2-0 sejren på udebane mod Anderlecht i klubbens første europæiske kamp nogensinde. United vandt sidenhen 10-0 i returopgøret på Maine Road. Pegg kronede også en flot sæson med at få sin eneste landskamp for England.
Sæsonen efter spillede han fast frem til december 1957, hvor han fik sin 150. og sidste kamp for United. Han scorede i alt 28 gange.
Indtil december havde Albert Scanlon nemlig imponeret på reserveholdet og allerede scoret 8 mål fra venstrekanten. Han endte derfor med at være Busbys foretrukne herfra, til og med udekampen i Beograd d. 5. februar 1958.
Pegg tog dog degraderingen på den bedst tænkelige måde og scorede et hattrick for reserverne i en 5-3 sejr over Leeds, samt to mål i en efterfølgende 4-3 sejr over Wolves.
I Wolves-kampen spillede også Billy Whelan, Geoff Bent og Jackie Blanchflower, der alle kæmpede for en plads i flyet til kampen mod Røde Stjerne fire dage senere.
De kom alle fire med i flyet. Men ingen af dem kom til at spille en fodboldkamp igen.
Et par festlige fyre fra Yorkshire
David Pegg var kendt som en festlig person. Det kan man næsten også udlede af billedet til denne artikel, hvor han skiller sig ud med sit store smil.
Han havde også et rigtig godt forhold til topscorer Tommy Taylor. Både på banen, hvor Taylor nød godt af han præcis indlæg. Men også privat, hvor de i øvrigt begge var vokset op i Yorkshire, kun en halv times kørsel fra hinanden.
Parret var også glade for at gå i byen sammen, men oplevede engang, at en temmelig vred Jimmy Murphy stod og ventede på dem, da de kom sent hjem fra en bytur.
Efter sejren i Beograd brød de to også ud i sang over for resten af truppen med sangen ‘On Ilkley Moor Bar t’At’, en sang om netop Yorkshire.
Desværre døde de begge på vej hjem, i flystyrtet i München. Sammen med blandt andre Billy Whelan (forrest, længst til venstre) og Geoff Bent (forrest, længst til højre), der – ligesom Pegg – var rejst med til Beograd uden at få spilletid.
Ifølge historiker Roy Cavanagh var Peggs død et stort tab for United, men også for England, selvom 22-årige Pegg kun nåede at spille en enkelt landskamp.
– Pegg var den perfekte kombination af Beckham og Giggs, for han slog fantastiske indlæg, og han kunne score. Tom Finney kom til skade i VM i 1958, og der var ingen erstatning. David ville have været perfekt.
Denne artikel er 16. del af serien “Jagten på nummer 250”
Serien indeholder også:
Nr. 24 – Eddie Lewis
Nr. 22 – Jackie Blanchflower
Nr. 20 – Mark Jones
Nr. 18 – Don Gibson
Nr. 17 – Tom McNulty
Nr. 16 – Jeff Whitefoot
Nr. 11 – John Anderson
Nr. 9 – Johnny Morris
Nr. 8 – John Aston Senior
Nr. 7 – Charlie Mitten
Nr. 4 – Johnny Carey
Nr. 3 – Stan Pearson
Nr. 2 – Jackie Wassall
Nr. 1 – Tom Manley
