Det grønne bord: Hvordan klarede Berrada, Ashworth & co. deres første transfervindue?

(Nick Potts/PA Images via Getty Images)

Sir Jim Ratcliffe er kommet ind i Manchester United med store armbevægelser. Ambitionen er klokkeklar. Manchester United skal tilbage på den engelske og europæiske fodboldtrone igen.

Udmeldingerne har Uniteds nye medejer fulgt op med store forandringer på ledelsesgangen. Omar Berrada, Dan Ashworth, Jason Wilcox, Christopher Vivell og senest Sam Erith, er trådt ind ad døren det seneste halve år.

Her er hierarkiet i Manchester United

Og de nye spidsers første store opgave var sommerens transfervindue. Dette var første reelle mulighed for at lægge grundstenen til det hold, der i fremtiden skal løfte Premier League- og Champions League-trofæer.

Det vindue lukkede fredag d. 30. august. Her er OldTrafford.dk’s vurdering af, hvordan den nye sportslige ledelse klarede deres første transfervindue som styrmænd på skibet Manchester United.

Hvilke af- og tilgange har der været?

Først følger et overblik over hvem Manchester United har budt velkommen, og hvem klubben har sagt farvel til i løbet af vinduet. Vi har kun medtaget de spillere, der er relevante for førsteholdet.

UD
Raphaël Varane (Como) – Permanent
Anthony Martial – Frigivet
Willy Kambwala (Villarreal) – Permanent
Mason Greenwood (Marseille) – Permanent
Aaron Wan-Bissaka (West Ham) – Permanent
Hannibal (Burnley) – Permanent
Scott McTominay (Napoli) – Permanent
Jadon Sancho (Chelsea) – Leje
Facundo Pellistri (Panathinaikos) – Permanent
Donny van de Beek (Girona) – Permanent
Omari Forson (Monza) – Permanent

Alvaro Fernandez (Benfica) – Permanent
Will Fish (Cardiff City) – Permanent
Joe Hugill (Wigan Athletic) – Leje
Charlie McNeill (Sheffield Wednesday) – Permanent
Maxi Oyedele (Legia Warszawa) – Permanent
Shola Shoretire (PAOK) – Permanent
Radek Vitek (Blau-Weiss Linz) – Leje
Brandon Williams – Frigivet

Der er markant flere spillere, der har forladt klubben, end der er kommet den modsatte vej, og truppen er blevet slankere til denne sæson.

Langt størstedelen af de spillere, der nu er fortid på Old Trafford, spillede dog også kun en beskeden rolle på Erik ten Hags mandskab i den forrige sæson. Det var faktisk kun Varane, Wan-Bissaka og McTominay, der fik mere end 20 optrædender i 23/24-sæsonen.

Det er derfor et udtryk for, at der er blevet ryddet gevaldigt op i overskudslageret. Der er ikke længere spillere i truppen, der befinder sig så langt ud i periferien, at de ingen forhåbninger har om spilletid. Det må unægteligt give et bedre træningsmiljø.

Denne udrensning har været tiltrængt i flere år, og derfor har oprydningsarbejdet naturligvis en positiv effekt på den samlede karakter.

Det er samtidig værd at nævne, at akademispillerne Toby Collyer, Harry Amass og Ethan Wheatley alle tre er blevet rykket op i førsteholdstruppen til denne sæson. De tre spillere tjener som “fyld”, mens de samtidig suger erfaring til sig.

Er truppen styrket?

– Jeg kan godt lide holdet. Det vil jeg sige, efter de handler vi har lavet i sommer. Jeg har nok gennemført 25 transfervinduer nu og har gjort det her i en ret lang periode. Jeg tror ikke, der nogensinde har været et vindue, hvor vi har sagt, “Åh gud, det er gået helt perfekt. Vi har hentet alle dem ind og sendt alle dem ud, som vi ønskede os”.

– Der er altid dele, hvor du tænker, “Hvis bare jeg kunne have gjort det, eller hvis bare jeg kunne have fået det her på plads”. Men generelt, med de positioner vi ønskede at styrke, de spillere vi har hentet ind, dybden og mulighederne Erik har, når alle er helt i form. Så ja, jeg er tilfreds med det.

Sådan lød det fra Dan Ashworth, sportsdirektør i Manchester United, da han og Omar Berrada mødte pressen og i 20 minutter besvarede deres spørgsmål forud for kampen mod Liverpool på Old Trafford.

Så sportsdirektøren er altså tilfreds med truppen. Men det ville også være bemærkelsesværdigt, hvis han udtalte andet.

Vi vurderer styrken af truppen ud fra to parametre. 1) Er startelleveren stærkere end i sidste sæson? og 2) Er bredden bedre og mulighederne flere?

Til det formål har vi produceret nedenstående to grafikker, der præsenterer Manchester Uniteds ‘squad depth’ i 23/24- og 24/25-sæsonen. Navnene, der står øverst på hver position, vurderer vi, var/er førstevalget på positionen.

Obs: Sékou Koné er ikke en del af grafikken, da han i første omgang skal indgå på U21-holdet. 

1) Er startelleveren blevet stærkere?

Der er sket tre ændringerne i Erik ten Hags gallaopstilling på baggrund af sommerens transfervindue, vurderer vi. Matthijs de Ligt bliver i første omgang makker til Lisandro Martínez, mens nyindkøbet til den defensive midtbane Manuel Ugarte slår Casemiro af.

Om Garnacho eller Amad er førstevalget på højrekanten kan diskuteres. De ligger formentlig meget tæt, hvorfor der er sund konkurrence på den position.

Matthijs de Ligt er hentet som afløser til Varane, der havde et stort ansvar for at beskytte Uniteds felt. De to spilleres styrke i luftspillet kompenserer for Martínez’ mangler på netop det område.

Matthijs de Ligt er ikke en åbenlys opgradering i forhold til den firedobbelte Champions League-vinder. Men den 25-årige hollænders tilgængelighed sammenlignet med Varane gør forskellen. I løbet af de sidste tre sæsoner har de Ligt misset 27 kampe på grund af skader. 31-årige Varane har i samme periode været fraværende i hele 48 kampe. Det fortæller dog mere om Varane end om de Ligt.

Forskellen i de to spilleres alder skal man naturligvis heller ikke undervurdere.

Derudover tyder alt på, at Manuel Ugarte skal besætte 6’er-positionen. Den 23-årige Uruguayaner er en spiller, der excellerer i de defensive pligter. Han kommer til at være en klar opgradering sammenlignet med United-udgaven af Casemiro, når man kigger på tacklinger, bolderobringer og presaktioner.

På denne position har United ønsket at styrke sig med en bolderobrende defensiv midtbanespiller med et stort løbepensum. Det har de fundet i Ugarte, og vores vurdering er, at han styrker startopstillingen.

Erik ten Hags foretrukne startopstilling ændrer sig derfor ikke markant sammenlignet med sidste sæson. Dog kommer både de Ligt og særligt Ugarte til at løfte niveauet.

2) Er bredden bedre og mulighederne flere?

Dan Ashworth italesætter også, at han er tilfreds med bredden og mulighederne i truppen. Og det er også primært på dette parameter, at United er kommet styrket ud i forhold til sidste sæson.

Noussair Mazraoui har allerede vist sig at være en kæmpe gevinst. Han passer som fod i hose i Erik ten Hags filosofi og kan dække begge backpositioner. Han er komfortabel i spillet med bolden og kan begå sig centralt i banen også. Aaron Wan-Bissaka har åbenlyse spidskompetencer, men Mazraoui tilfører flere muligheder til Erik ten Hag. Han er også mindre ukomfortabel på venstre back, end ‘The Spider’ er.

Det var påkrævet at hente en konkurrent til Højlund, i og med at Martial havde kontraktudløb. Her har man hentet Zirkzee ind. Han er, som han selv beskriver det, en “9,5’er”. Det vil sige, at han er en hybrid mellem en angriber (9’er) og en offensiv midtbanespiller (10’er). Den karakterisering er ret dækkende. Han falder nemlig ofte ned i banen og indgår i spillet og adskiller sig dermed fra Højlund, som er en mere rendyrket spidsangriber. Det giver utvivlsomt Erik ten Hag nye muligheder, da Zirkzee bidrager med noget helt andet end Højlund. Zirkzees kvaliteter kan være brugbare i kampe, hvor Højlund kommer til kort.

Martial kan faktisk meget af det samme som Zirkzee, men når han aldrig er kampdygtig, er det ét fedt.

Hvem er Joshua Zirkzee, og hvad kan vi forvente os af ham?

Den kendsgerning, at Casemiro forbliver i klubben, på trods af at Ugarte kommer ind, styrker bredden på midtbanen. Ugarte må og skal være bedre end Amrabat – også selvom Erik ten Hag gerne så Amrabat på en permanent aftale i United. Casemiro er ikke længere den spiller, han var i Real Madrid, men han besidder en erfaring, der er guld værd. Ugarte og ham kan potentielt også spille samtidig. Her kan Casemiro blive frigjort fra 6’er positionen, hvor han har vist sig at være upålidelig.

Omvendt har United sagt farvel til McTominay, der – særligt i sidste sæson – kunne vende og vinde kampe egenhændigt. Han bliver et tab, da han er et værdifuldt kort for alle managers at have på bænken.

Ideelt set, havde man erstattet Eriksen med Ugarte og beholdt McTominay. Erik ten Hag foretrak også at beholde skotten, men her spillede de økonomiske regler (desværre) ind.

Erik ten Hag om McTominay-salg: »Vi bliver nødt til at diskutere reglerne«

Hvis Mount kan holde sig fra skadesfri, hvilket det på nuværende tidspunkt dog ikke tyder på, er vi nogenlunde dækket ind på midtbanen. Det er dog stadig her, hvor afstanden i niveauet fra de foretrukne tre (Bruno, Mainoo og Ugarte) til de næste tre (Mount, Eriksen og Casemiro) er størst, efter vores vurdering.

I midterforsvaret har man for alvor skærpet konkurrencen på holdet. United har brugt sammenlagt over 90 millioner pund på Leny Yoro og Matthjis de Ligt, og man har kun sagt farvel til Varane og Kambwala. Det giver Erik ten Hag luksusproblemer – især når Yoro er sin fodskade kvit.

Derfor skal vi ikke frygte, at vi denne sæson kommer til at se Casemiro løbe rundt i bagkæden.

Venstrebacken er ikke en position, man har hentet forstærkninger til. Det efterlader skadesramte Shaw og Malacia som eneste naturlige venstrebacks i truppen. Det er ikke optimalt – deres skadeshistorik in mente. Indtil videre i denne sæson har United igen brugt en fejlvendt back på denne position. Dette problem har “det nye United” ikke fået adresseret.

Men alt i alt har Erik ten Hag fået flere og bedre muligheder. Zirkzee, Ugarte, Mazraoui, De Ligt og Yoro er en opgradering i forhold til Martial, McTominay, Wan-Bissaka, Varane og Kambwala. Især set i lyset af, hvordan Erik ten Hag gerne vil spille fodbold.

En vigtig pointe er dog, at de fem nyindkøb har en gennemsnitsalder på 23 år. De er derfor ikke nødvendigvis købt til at styrke startelleveren her og nu. De nye direktører har det lange lys på.

– Vi ønsker ikke bare at vinde én Premier League og så være tilfredse. Vi ønsker at skabe et hold, der er i stand til at konkurrere om Champions League, Premier League og de engelske cup-turneringer regelmæssigt. For at opbygge det, skal vi gøre mere af det, vi har gjort i dette vindue, sagde Omar Berrada forud for Liverpool-kampen.

Vinduet set gennem de økonomiske briller

De økonomiske regler fylder mere og mere i international topfodbold, og det kræver stor økonomisk ekspertise at kunne balancere et regnskab i en stor fodboldklub.

United-spilleres astronomiske lønninger har de seneste år været et kæmpe problem – særligt når man gerne ville skille af med dem igen. Derfor var det heller ingen overraskelse, at man lod Martial og Varanes kontrakter løbe ud. De tjente angiveligt tilsammen 590.000 pund om ugen.

På lukkedagen formåede man også at lukke en lejeaftale med Chelsea, der sender Jadon Sancho til Stamford Bridge sæsonen ud. Aftalen indeholder også en købsobligation, hvis Chelsea slutter i top-14 i Premier League. London-klubben betaler angiveligt størstedelen af Sanchos ugentlig hyre på 250.000.

Nyindkøbenes lønpakke ligger markant under det leje. Det er kun Matthijs de Ligt, der, med en rapporteret ugentlig lønseddel på 195.000 pund, nærmer sig.

Ifølge X-kontoen “The Swedish Rumble” har Manchester United også reduceret lønomkostningerne til denne sæson med 47,4 millioner pund. Og det er uden at medregne lønnedgangen på 20 procent, som den missede Champions League-deltagelse angiveligt medfører.

Summer Window Update #14 by and with the SwedishRumble

THE “WE WON!?”-EDITION; HOW MUCH CAN MUFC SPEND IN JANUARY, NEXT SUMMER AND IN 2026?; WHO WILL THE TARGETS BE IN JANUARY AND IN THE SUMMER OF 2025?
⚽️So did Manchester United win the transfer window? Maybe. What did the club… pic.twitter.com/MQww1al3vK

— The Swedish Rumble 🔰 (@SwedishRumble) August 31, 2024

Hvis man kigger på balancen i transferbudgettet denne sommer ser det også nogenlunde ud. Ifølge The Guardians opgørelse har United betalt 182,3 millioner pund i transfersummer, mens der er kommet 88 millioner pund ind den modsatte vej. Det regnestykke giver minus 94,3 millioner pund. Transferbudgettet på 35 millioner pund, der blev rapporteret om i de engelske medier forud for vinduet, er derfor nok ikke korrekt.

Manchester United er den klub, der har solgt for det sjettestørste beløb af alle Premier League-klubber. Scott McTominay er også det sjettestørste salg i klubbens historie. Det er altså uvant, at United sælger for den slags beløber. Til sammenligning solgte man i sommeren 2023 for cirka 50 millioner pund. I sommeren 2022 solgte man for cirka 30 millioner pund.

Dog har man, i vores øjne, solgt nogle af spillerne en tand for billigt. Eksempelvis er Facundo Pellistri blevet solgt for 6 millioner euro til Panathinaikos. I 2020 købte man kantspilleren for nær det dobbelte, og han er siden blevet en fast mand på Uruguays landshold. Dog indeholder handlen en række klausuler, der måske gør op for den forholdsvis lave transfersum.

»Smart business«

Indtægterne fra spillersalg denne sommer bliver formenlig endnu bedre. De fleste af handlerne er strikket sådan sammen, at United kan se frem til at modtage ekstra beløb de kommende år – hvis de solgte spillere får succes.

Lad os tage et eksempel. Mason Greenwood er blevet solgt for 23,3 millioner pund til Marseille. Derudover er der add-ons for 3,4 millioner pund og en videresalgsklausul på 50 procent. Hvis Greenwood bliver ved med at levere de præstationer i Sydfrankrig, han gør lige nu, kan det føre til et stort salg. I dette specifikke eksempel er der dog en udsædvanlig klausul, der gør, at Getafe også skal modtage en stor portion penge ved et salg.

Getafe modtager stor andel af Greenwood-handel

Men det korte af det lange er, at man har sikret sig en bid af kagen, hvis spilleren blomstrer i sin nye klub. Det samme gør sig gældende med Kambwala, McTominay, Hannibal, Pellistri og så videre. De er små “cash cows”, der med stor sandsynlighed kommer til at generere indtægter de kommende år. Det er smart business.

Berrada, Ashworth et cetera har måske ikke blæst United-fans omkuld med de enkelte spillere, de har hentet ind. Leny Yoro er øjensynligt den største signing, og det var efter sigende også et “personligt projekt” for Berrada at få den handel gennemført.

Det økonomiske aspekt af Zirkzee-handlen er dog nævneværdigt. Manchester United købte ham for 42,5 millioner euro, der betales over tre år.

Klubben valgte dermed at “spilde” 2,5 millioner euro ved ikke at betale frikøbsklausulen på 40 millioner euro. Årsagen er angiveligt, at det gav mere fleksibilitet i dette transfervindue, da frikøbsklausulen skulle betales på stedet.

Det virker banalt, men havde det tidligere regime haft samme økonomiske overblik?

Rettidig omhu

Et andet nedslagspunkt er “det nye Uniteds” evne til at tænke flere vinduer frem. Det har været et åbenlyst fokuspunkt at skille sig af med spillere, der har kontraktudløb næste sommer allerede i dette vindue. Det var tilfældet med Hannibal, McTominay, Wan-Bissaka, Pellistri.

Det viser rettidig omhu, at man formår at sælge Aaron Wan-Bissaka nu og bruger pengene på at hente Noussair Mazraoui. De har samme alder, spiller samme position, får formentlig samme løn, men nu har man en spiller på kontrakt indtil 2028 frem for 2025. Det har altså været omkostningsfrit at forstærke sig på den position.

Derudover kommer den foryngelse af truppen, vi har været vidne til, også klubben til gode i fremtiden. Zirkzee, Ugarte, Mazraoui, De Ligt og Yoro har, som tidligere anført, en gennemsnitsalder på 23 år. Martial, McTominay, Wan-Bissaka, Varane og Kambwala har en gennemsnitsalder på 26,4 år. Det er altså ikke blot en kvalitetsmæssig opgradering, United har foretaget sig.

Sir Jim Ratcliffe fortalte i foråret i en podcast med Geraint Thomas, at han ikke vil bruge milliarder på spillere, der allerede er i verdenseliten. Han ønsker derimod at købe “den næste Mbappé.

Hvis man kan hente spillere, inden de får deres store gennembrud, kan man spare voldsomme summer. Leny Yoro, Sékou Koné, Chido Obi-Martins er måske et forsøg på netop det.

Hvis man skal tage de kritiske briller på, er det dog ikke optimalt, at man ikke har fundet en ny arbejdsgiver til Eriksen, Lindelöf og Casemiro i dette vindue. Lindelöf er skadet, hvilket har gjort et salg vanskeligt, men ham og Eriksen forlader nu klubben på en fri transfer næste sommer. Casemiros kontrakt udløber i 2026, så det var i dette vindue, man skulle forsøge at redde noget af det tabte hjem ved et salg af den 32-årige brasilianer.

Et opgør med tidligere tiders inkompetence

Manchester United har længe været fanget i en ond spiral. Man har notorisk betalt overpris for spillere. Det har gradvist givet et dårligere og dårligere udgangspunkt, hver gang man har sat sig ved et nyt forhandlingsbord. Antony-handlen er vel det bedste eksempel på det efterhånden fortæskede udtryk “United-tax”.

Det har Berrada og Ashworth så sandelig forsøgt at gøre op med. Man prøvede at hente Jarrad Brantwaite fra Everton, men havde på forhånd lagt sig fast på, at englænderen ikke var meget mere end 50 millioner pund værd. Derfor forlod man forhandlinger, da Everton stædigt holdt fast i deres værdiansættelse på 70 millioner pund for forsvarsspilleren.

I forhandlingerne med Bayern München om Noussair Mazraoui og Matthijs de Ligt og med PSG om Manuel Ugarte har man heller ikke givet efter.

United har det seneste årti groft sagt altid betalt det, den sælgende klub mente, at spillede kostede. Det har grundlæggende haft to konsekvenser: 1) man har betalt mere for spillere, end de reelt var værd, og 2) man er blevet brugt som lokkemad, når andre klubber har villet sælge deres spillere.

Nu signalerer United, at man ikke længere er til at løbe om hjørner med. Det faktum, at United i dette vindue er blevet kædet sammen med langt færre spillere, er udtryk for, at United i mindre grad kan bruges til at presse priser op.

En forfriskende taktik, som man har benyttet sig af i dette vindue har været at forhandle personlige betingelser med spilleren på plads, allerede inden man er nået til enighed med den sælgende klub. Det har givet United gode kort på hånden ved forhandlingsbordet.

Det lader i den forbindelse ikke til, at spillerne er skiftet til United for kroner og øre i dette vindue. Man har derimod solgt dem et attraktivt projekt. Det er nok ikke en ugentlig løn på 115.000 pund, der i sidste ende overtalte Yoro til at skifte.

Skal man igen forholde sig lidt kritisk, er det værd at bemærke, at United har betalt 50 millioner euro for Ugarte. Der er samtidig 10 millioner euro i potentielle add-ons. Bliver de indfriet, betaler United samme pris, som PSG betalte Sporting forrige sommer.

Karaktergivning

Manchester Uniteds nye sportslige ledelse får et 10-tal ovenpå sommerens transfervindue. 10 gives for den fortrinlige præstation.

Selvom startopstillingen ikke er blevet styrket, kan man, hvis man zoomer ud, begynde at se tegningerne til det, der om fem år igen skal være et storhold. Intet er dog givet i fodbold, og der er ingen garanti for, at Yoro, Ugarte, Zirkzee og Koné finder melodien i England. Disse handlers reelle betydning kan derfor tidligst vurderes om et par år.

På trods af det, så er truppen styrket forud for denne sæson. Der er større bredde og bedre muligheder tilgængelige for Erik ten Hag.

Rent økonomisk har Berrada, Ashworth & co. vist kløgt – særligt ved at rydde op i truppen, hvilket har frigjort vigtige lønkroner. Det trækker dog lidt ned, at Eriksen og Casemiro stadig er i truppen. Det er aldrende løntunge spillere.

Opfindsomheden i mange af handlerne er meget forfriskende. Videresalgsklausulerne er store og giver muligvis os United-fans en ekstra julegave i fremtiden.

Den nye sportslige ledelse stod mellem et 7- og 10-tal. Det, der i sidste ende trækker karakteren op, er den kompetence, de udstråler. Der er kommet andre boller på suppen, og der er blevet sendt et klart signal til samtlige klubber, der gerne vil handle med United. Vi er ikke længere en klub, man kan tage ved næsen.

Man skal naturligvis være påpasselig med at tilskrive de nye herrer på direktionsgangen alt æren for dette vindue. Ashworth havde første arbejdsdag d. 1. juli, mens Berrada tiltrådte d. 13. juli. Men Uniteds ageren i dette vindue har generelt adskilt sig fra tidligere vinduers. Så de nye direktører har nok alligevel sat et hvis aftryk.