Blog: Bærer trøjen med stolthed

Søndag var en sort dag som fan af Manchester United. Før kampen havde man drømmescenarier om at være en del af mesterskabskampen, men i løbet af kampen endte det i et mareridt, man ikke kunne vågne fra uanset, hvor mange gange man kneb sig i armen.

Siden søndag er man blevet mindet om det frygtelige nederlag og man har prøvet at forklare andre og sig selv, hvordan det kunne gå så galt. Det er et historisk nederlag og det smerter – særligt, når det sker i denne sæson, hvor optimismen er så stor. En kæmpe lussing fra en man elsker og er så håbefuld omkring.

Men dette nederlag lader også til at have fået nye positive vibrationer frem i kølvandet på kampen. Til trods for den usædvanlige ringe indsats fra spillerne, så føler jeg en endnu større trang til at bakke klubben op, og jeg bekræftes, når jeg kigger på influencerfansenes opslag på de sociale medier. Ja, det var noget lort i søndags, men vi skal videre og vi tror på, at vi kan. Vi er fans i med- og modgang, og nu skal vi vise verden, at vi er the famous Manchester United og vi står sammen som klub, hold og fans. Et nederlag skal ikke have lov til tage glansen af en sæson, hvor vi kæmper med om trofæer og spiller det bedste fodbold i lang tid. Fandme nej!

Inden det løber af med mig, kan jeg ikke lade være med at stoppe op og  tænke over situationen. Vi bliver ydmyget af rivalerne, men stadig er der en optimisme omkring klubben, der ikke vil dø. Det var aldrig sket under Moyes, Mourinho, Van Gaal eller Solskjær. In Erik we trust klinger stadig på den helt rigtige måde.

I dag er det torsdag og personligt er jeg utrolig spændt på kampen – ikke nervøs. Det er en kamp, der både kan gå hen og blive definerende for Ten Hags projekt, men også spille ind i selvopfattelsen hos fansene. Det er i aften Old Trafford skal vise loyaliteten, storheden og styrken, når kampen fløjtes i gang – og det forventer jeg man gør. I aften vil man mærke Old Trafford vibrere som kun dét stadion kan.

Måske er jeg naiv, jubeloptimist og i mine følelsers vold, men som fan i mere end 30 år kan jeg ikke lade være. Fodbold og følelser hænger uløseligt sammen, og i dag bærer jeg trøjen med en stolthed, som sjældent set før.

Come join me!

GGMU!