Først lidt baggrund info om mig. Jeg er 43 år (bliver 44 år hvis jeg lever på onsdag), har galopperend ADHD og sandsynligvis er jeg også autistisk. Jeg oplever verden i ekstremer og derfor bliver jeg tit ekstrem og absolut i mine udsagn i en diskussion. Jeg blev Manchester United-fan i midt 80’erne, men der skulle gå seks-syv år før jeg kunne se United regelmæssigt i fjernsynet.
Og som United-fan i næsten hele mit liv så er det noget, der fylder rigtig meget. Det er lidt som om, at siden jeg blev gift og har fået to sprællende knægte i de sidste syv år så er jeg blevet påvirket endnu mere af United og hvad der sker. Specielt på banen, men også udenfor banen.
Da United tabte 7-0 mod Liverpool havde jeg seriøse planer om at lade mig sygemelde i en uge fordi jeg skammede mig. I andre kampe er jeg enormt vred og vil sælge hele holdet. Og når det går godt så bliver jeg rigtig glad. Og det er ikke en følelse, der bare sådan går over. Jeg er nødt til at få mit fix dagligt. Taber United ville jeg ønske de skulle spille dagen efter igen. Vinder United har jeg ikke noget imod, at der går et par dage.
Jeg er også en person med meget kontante holdninger. Jeg har bebudet, at mit forhold til United stopper hvis Qatar køber klubben. Men det kommer også til spillere og managers i klubben. Jeg gad hverken Louis van Gaal eller José Mourinho som trænere. Og for mig var det en forfærdelig tid som United-fan. Resultaterne var i bedste fald middelmådige, men endnu værre var, at det var forfærdeligt at se United. Jeg valgte at se de kampe jeg kunne, men det var mere en sur pligt end det som det startede med for næsten 40 år siden som en dejlig oplevelse.
Når United får et rigtig godt resultat efter en god kamp så er jeg sprængfyldt med energi og når United leverer en skamfuld præstation så bliver jeg ret deprimeret.
Ofte siges det, at det er sundt at være fodboldfan fordi man kommer til at opleve hele følelseregistret. Og endda i nogle kampe kun i en kamp. Men for mig kan det nok være usundt indimellem. Det er sket nogle gange, at konen er gået sur i seng fordi jeg har været vred over en United-kamp. Og der har også været episoder hvor jeg har jublet i stuen sammen med mine knægte, der ellers ikke gider se fodbold.
Derfor er det utrolig hårdt og trættende for mig at være United-fan i dag. Jeg oplevede 20 år med pokaler, triumfer og glade dage. Det er blevet afløst af 10 år med forfærdeligheder forårsaget nærmest kun af de værste ejere i Premier League. Spillere, der ikke gider spille. Spillere og trænere, der sabler klubben ned efter de har forladt klubben. En de klubber, der har brugt mest penge på nye spillere, men udelukkende for at styrke den kommercielle del.
Det ville være nemt at stoppe med at støtte United i dag og derfor vil det ikke være et problem at stoppe hvis Qatar tager over. Men i de perioder hvor det har set ud til, at de skulle tage over har jeg været ekstremt nedslået. For Manchester United har været en kæmpestor del af mit liv selvom jeg kun to gange har været hjemme på Old Trafford. Når jeg er færdig med at arbejde så er nyheder om United, det første jeg kigger på. Jeg er på Twitter/X udelukkende for at følge med i hvad der sker i og omkring United.
Og til slut vil jeg komme med et opråb til alle United-fans. Der har været en enorm negativitet omkring klubben og holdet. Pressen, ikke mindst den engelske, elsker negative historier om United. Modstandernes fans elsker at grine ad United hvilket de har fået lov til lidt for meget i de senere år. Men, at United-fans skal nærmest stå forrest for at gøre grin med spillere (læs: Jones og Maguire) kan ikke være rigtigt. Og det er uden tvivl noget, der har påvirkning på spillet.
Derfor vil jeg håbe, at vi United-fans står sammen om klubben og vælger fremover at være positive og støtte klubben. Ikke være ligefrem jubelidioter og påstå at nu vinder United Champions League, fordi vi skal være positive. Men istedet for at komme med voldsom kritik hele tiden kunne det være bedre hvis vi startede med at støtte klubben og spillerne og vælge at se tingene positivt. Og det er ligeså meget et opråb til mig selv for jeg selv ikke alt for god til det (det er bare se på min reaktion efter Bayern-kampen).
Tak for at dele nogle meget personlige udfordringer og private følelser med os andre United fans her på Oldtrafford.dk
Jeg kan personligt genkende en del af dine beskrivelser omkring min egen følelses mæssige tilstand når United vinder eller taber, spiller godt eller dårligt, og det kræver nogle gange en kraftanstrengelse at lægge disse dybe følelser til side og lade livet og virkelighedens verden genindfinde sig.
Men er det egentligt ikke hele humlen i at være glødende fodbold fan at man “elsker” disse rutsjebane op og nedture hvor tårnene kan være både glædelige og sørgelige undervejs…?
Selvfølgelig skal disse følelser ikke tage overhånd og nærme sig depression og trivselsproblemer i dagligdagen til skade for en selv og ens nærmeste eller arbejdsliv og jobsituation.
At være i sine følelser vold er helt fint så længe man kan kontrollere disse på en hensigtsmæssig måde.
Men det er følelser vi nok alle mere eller mindre kan genkende på godt ondt, nogle er bedre til at håndtere det end andre og derfor er f.eks Oldtrafford.dk det perfekte sted for mig at ” komme af med det værste” sætte følelserne ned på skrift og af den vej komme af med min frustration når tingene ikke “spiller” vores elskede klubs vej på banen eller sågar udenfor banen…det fungere for mig personligt.
Følelser på den måde, op og ned, er jo beviset på, at man er en ægte fan af holdet 💪