Kommentar: Vi bør vælge vores kampe med Ruben Amorim

Foto: Martin Rickett/PA Images via Getty Images

Dette er en kommentar. Den fremstiller udelukkende skribentens egen holdning.

Jeg har været United-fan i over 30 år. Det vil sige, at jeg har fulgt klubben lige så længe, som jeg har set fodbold.

Først var det spillerne og de utallige titler, der trak. Siden er det i højere grad historien og traditionerne, der fastholder mig som fan af en klub, hvis resultater unægtelig har været svingende siden 2013.

Særligt er det klubbens tradition med unge spillere, der vægter højt hos mig. Jeg vil med hånden på hjertet foretrække at se United på en 8. plads med en kerne af egne spillere, frem for at ligge nummer 1 uden en ungdommelig repræsentation.

Dog drømmer jeg mig også hen til en tid, hvor de negative historier ikke fylder så meget. Derfor er resultaterne naturligvis også enormt vigtige.

I øjeblikket står det klart for mig, at jeg ikke er alene om at vægte det med ungdommen meget højt. Da Kobbie Mainoo kom på banen mod Wolves, var der i hvert fald en del away-fans, der tilkendegav deres holdning meget klart.

SoMe flyder nu også med kritik over, hvorfor Shea Lacey ikke kunne få debut i en kamp, hvor man fører 4-1.

Og i går kunne jeg med glæde læse en kommentar fra vores kære redaktør. Også her efterlyses et større blik på akademiet. Det glæder mig, at vi som fans – og som redaktion her på OldTrafford.dk – ikke kun har den kortsigtede succes for øje.

Ruben Amorim har dog kun siddet i stolen i 13 måneder. Og jeg kan godt være i tvivl om, om vi allerede nu kan forvente alt dette af ham. Særligt i en tid med kænguruform.

The Bomb Squad

I første omgang må jeg lige dvæle ved ovennævnte kommentar. Her nævnes det, at tidligere akademispillere som Marcus Rashford og Alejandro Garnacho nu er fortid i klubben. Førstnævnte dog kun på udlån indtil videre.

Men er det dårligt? Rashford, som ofte så ugidelig ud, når han gik rundt på banen og ikke deltog i nogen form for presspil.

Garnacho, der angiveligt lækkede startopstillinger via sin bror og gik imod Amorim efter en bænkplads i Europa League-finalen.

Det gjorde han i øvrigt, selvom han spillede flere United-kampe end nogen anden i den forgangne sæson. Flere end anføreren. Flere end alle.

Er det gode rollemodeller for de næste talenter?

Det er rigtigt, at erstatningerne Matheus Cunha og Bryan Mbeumo ikke er af egen avl. Men de løber med tilbage og giver sig fuldt ud for holdet. De er endda kommet til klubben på trods af andre tilbud, selvom de i United ikke har udsigt til Champions League-fodbold på kort sigt.

Det kan nemt vise sig at være enormt gavnligt for Shea Lacey og de næste i rækken, at de kan udvikle sig sammen med disse holdspillere frem for at blive påvirket negativt af førnævnte primadonnaer.

Class of 92 udviklede sig jo også under lederskab af Eric Cantona, Steve Bruce, Peter Schmeichel og Roy Keane. Heraf ingen af egen avl.

Kobbie Mainoo og Shea Lacey

Kobbie Mainoo er – heldigvis – ikke et officielt medlem af det såkaldte bomb squad. Jeg håber heller ikke, han bliver det, for han er i øjeblikket min favoritspiller i klubben.

Men har han spillet godt, når han har fået chancen? Det må jeg desværre svare nej til. Han har naturligvis heller ikke spillet meget, men når han ikke kunne sætte sig igennem mod Grimsby Town, skal han så virkelig i startopstillingen i Premier League?

Jeg husker et godt indhop i kampen mod Manchester City. Derudover synes jeg på ingen måde, han har imponeret i denne sæson. Eller i store dele af sidste sæson, for den sags skyld. Her var han naturligvis også plaget af flere skader.

Måske kommer han tilbage i den form, han havde i 2023/24. Måske arbejder de med nogle ting i kulissen. Jeg håber det virkelig. Ellers kan jeg ikke se, at han har gjort sig fortjent til regelmæssig spilletid med det, han har vist siden EM.

Flere har også råbt på, at Shea Lacey skulle have haft sin debut, senest i 4-1 sejren over Wolves. Det ville jeg personligt også gerne have set, men Amorim brugte alle sine fem udskiftninger på andre spillere.

En indskiftning af Lacey ville derfor have betydet, at enten Lisandro Martínez, Leny Yoro, Kobbie Mainoo, Patrick Dorgu eller Joshua Zirkzee ikke ville være kommet på banen.

Hvis Lacey var kommet ind, men Mainoo ikke gjorde. Ville det have stillet kritikerne tilfreds? Jeg tror det ikke.

Uden midtugekampe er der nu en del United-spillere, der kan føle sig marginaliserede. Wolves-kampen handler dermed ikke kun om Lacey.

Trænernes opfindelser

I redaktørens kommentar nævnes det også, at tidligere trænere hver især har vist tillid til navngivne talenter, som har fået et gennembrud.

Jeg synes dog godt, man kan spørge sig selv, om nogle af disse talenter blev gjort en bjørnetjeneste ved at få for meget ansvar for tidligt.

Gik det Adnan Januzaj til hovedet, at han blev så afgørende for David Moyes? Kunne han være blevet en bedre spiller, hvis han ikke skulle have båret holdet, som han gjorde i perioder af 2013/14-sæsonen?

På samme måde gik både Rashford og Greenwood ind og blev bærende profiler straks efter deres debut. Og jeg kan godt være i tvivl om, om de har mistet jordforbindelsen lidt undervejs.

Greenwood er naturligvis en historie for sig, men Rashford har også spillet fast, selvom han i lange perioder har præsteret dårligt. Måske kunne han have haft gavn af mere rotation og bedre coaching undervejs? Mere konkurrence om pladsen.

Som tidligere nævnt spillede Garnacho mere end nogen anden i sidste sæson. Men det var altså ikke nok til at stille ham tilfreds. Det bør være sundt for en ung spiller at spille på et hold, hvor man kan få en pause og ikke have alt ansvaret uge efter uge.

Det har vi eksempelvis set med Phil Foden i Manchester City. Han har været bærende i perioder. Men der har også været perioder, hvor han ikke har spillet meget, fordi hans præstationer ikke har berettiget det.

Det må være målet for United at skabe sådan et miljø. Og så er jeg heller ikke i tvivl om, at der også kommer til at være flere minutter til de unge.

Slutteligt kan man vel også påstå, at Amad er en Amorim-opfindelse. Det var ikke meget spilletid, han fik under Erik ten Hag.

The Busby Babes

Det er sandt, at Uniteds med afstand to mest succesfulde managers begge vægtede ungdommen meget højt. Sir Matt Busby med de såkaldte Busby Babes og Sir Alex Ferguson med den berømte Class of 92 – også kaldet Fergie’s Fledglings.

Historien er dog ikke så rosenrød, når det kommer til de første år af deres respektive legendariske sæsoner som United-managers.

Busby tog over i 1946 og brugte i høj grad de samme spillere, der havde været i United før krigen. Her er der blandt andet tale om Johnny Carey, Jack Rowley og Stan Pearson.

De nye spillere, der kom med fra akademiet, var Charlie Mitten, John Aston Sr og Johnny Morris. De to førstnævnte debuterede som 25-årige, mens Morris var 23 ved sin debut. De sene aldre skyldtes naturligvis fodboldens pause under 2.verdenskrig.

Der var ganske vist nogle yngre debutanter også, blandt andre Joe Walton (20), James Pegg (21), Berry Brown (20) og Brian Birch (17), men ingen af dem blev bærende spillere på holdet.

Det var først i 1950, vi begyndte at se tegningen til Busby Babes med debut til Jeff Whitefoot (16) og Mark Jones (17) samt Jackie Blanchflower (18) året efter.

Derefter tog det rigtig fart efter mesterskabet i 1952 med debut til Eddie Lewis (17), John Doherty (17), David Pegg (17) og Bill Foulkes (20). Den største af dem alle, Duncan Edwards, debuterede året efter som 16-årig.

– If you’re good enough, you’re old enough, sagde Busby dengang. Men citatet var altså ikke specielt kendetegnene for hans første fire til seks år som United-manager.

Fergie’s Fledglings aka Class of 92

Der er vel intet, der kendetegner Alex Ferguson bedre end sommeren 1995 og den berømte udskiftning af tre bærende profiler til fordel for egne akademidrenge.

Ud gik Paul Ince, Andrei Kanchelskis og Mark Hughes. Uden nævneværdige erstatninger udefra. Liverpool-legenden Alan Hansen sagde de berømte ord, – you can’t win anything with kids, og resten er historie.

Men det var altså i 1995. Næsten ni år efter Alex Ferguson tog over fra Ron Atkinson.

Ryan Giggs fik debut i 1991. Gary Neville, David Beckham og Nicky Butt året efter og Paul Scholes i 1994. Før dette blev der da også givet debut til unge spillere af egen avl.

Keeperen Gary Walsh (18) i 1986. Tony Gill (18) og Deiniol Graham (18) i 1987. Lee Martin (20), Russell Beardsmore (19), Mark Robins (18) og David Wilson (19) i 1988. Derek Brazil (20), Mark Bosnich (18) og Darren Ferguson (19) herefter, før Giggs startede æraen med Class of 92.

Men der var ingen af de nævnte, der blev bærende spillere. Fokus var i høj grad på at skabe en stamme og en vinderkultur. Det med at satse på de unge som faste startere blev som nævnt først et tema noget senere. Da de første titler var i hus.

Paul Scholes’ kritik

Når vi nu er i gang med kritikken af resultaterne og kritikken af brugen af de unge, så har Paul Scholes nu også bragt sig ind i debatten.

– Jeg tror ikke, han (Ruben Amorim, red) forstår klubben. Jeg synes bare ikke, han er den rigtige. United handler om risiko og underholdning mere end noget andet. At have fans på kanten af sæderne. Kantspillere, som udfordrer. Skud på mål. Tekniske detaljer. Der er intet af det.

For det første synes jeg, det er hårde ord mod et hold, der har flere afslutninger end nogen andre hold i Premier League samt flere skud på mål. Ingen har ramt træværket mere end United, som også har den næsthøjeste score for Expected Goals (xG).

Helt overordnet synes jeg dog, at vi som fans skal vælge vores kampe med Ruben Amorim, som førte klubben til en katastrofal 15. plads sidste sæson.

Er det resultaterne, der er vigtigst? Er det kulturen? Udtrykket på banen, som Scholes efterspørger? Eller brugen af egne talenter?

Det ligner, at kulturen stod først for med opløsningen af det såkaldte Bomb Squad. Dernæst må resultaterne blive prioriteret, da det også er med til at give noget ro.

Når der er mere stabilitet i resultaterne, kan akademiet måske prioriteres højere. Eller det med, at United tilsyneladende præsterer bedst, når det er modstanderne, der har bolden mest. Sådan bør det jo ikke være.

Men kan hele løses på samme tid?

I mine ører har Ruben Amorim sagt alle de rigtige ting i forhold til, at ungdommen skal spille en stor rolle.

Vi mangler lidt at se det, men det er måske også noget, som vi ikke kan forvente for meget allerede. Særligt i relation til, hvor længe det tog både Busby og Ferguson at nå dertil.